“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”
Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.
Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt.
Ursula Andkjær Olsens strategi for at mestre tabet i Udgående fartøj er at gøre sig hård, at knuge sorgen sammen i en “endeløst tung kugle”, som støbes ind i et “hårdt, glat materiale” med en uigennemtrængelig overflade og “anbringes i hullet under hjertet.” At lukke af for alle følelser, lukke ned for empatien, aggressivt afvise andre menneskers medfølelse, afvise den følelsesmæssige verden, afvise verden i det hele taget.
“I skal ikke pisse på mit tab med jeres unge pis,” lyder et digt på bare én strofe, som 10-12 digte senere følges op med denne udgydelse, som er typisk for tonen i værket:
jeg skal pisse på mit tab
jeg er et gammelt røvhul
jeg er en gammel person
på et stort, glat gulv, dækket med glatte
kuglerher vil jeg trille
her vil mit gamle røvhul trille
her vil jeg SELV pisse på MIT tab med MIT gamle pis
Andkjær Olsen benytter sig i stor stil af gentagelser, som på den ene side kan være lidt ensformige, men på den anden sige får et besværgende præg, der virker troværdigt for et menneske, der desperat forsøger at gøre sig hård og ufølsom for overhovedet at kunne håndtere sit tab.
Udgående fartøj er organiseret i 6 dele, hver adskilt grafisk af to sider med sort-hvide manipulerede fotos (som virkede noget ligegyldige på mig). Hver del afsluttes også med et længere digt med titlerne tecnoscientific 1-6. De sidste er stort set de eneste digte, der løber over mere end en side, og de skiller sig derudover ud ved at være mere udsyrede og eksperimenterende end resten.
Digtene i Udgående fartøj er stærke og hårde tekster. Især første halvdel er ubønhørligt hård. I anden halvdel af værket blødes en smule (men kun en smule) op, og man aner sprækkerne i den hårde, glatte overflade, som digteren så indædt forsøger at etablere. Man kan ikke undgå at blive berørt.
Men jeg bliver også lidt træt af de mange gentagelser. Og især bliver jeg træt af de udsyrede tecnoscientific-digte. Klogere litterater end mig får sikkert noget ud af dem, men jeg melder pas overfor digte som dette (uddrag fra tecnoscientific6 – og nej, det er ikke slåfejl fra min side):
Jeg føler månen under overfladen:
Smukke Rum med hvælvede LØFTER,
Lysegrønne.
De, DVS. hjerterne, SLÅR tilbage fra alle tider,
aLL places,
foran spejlet, completely hjemlæs,
INGEN ting tænkte i spejlene, søerne, sjælene,
uh,
tænkte i spejlene, søerne, sjælene
Jeg stod af i den sidste del af værket, men jeg var med det meste af vejen indtil da. Jeg løber ikke straks ud og køber flere værker af Ursula Andkjær Olsen, men det var ikke dårlig læsning.
Udgående fartøj er indstillet af Politikens anmeldere som en af syv danske lyrikudgivelser i 2015 til Politikens Litteraturpris 2015. Jeg læser mig igennem alle de syv indstillede værker i løbet af januar og februar 2016.
Titel: Udgående fartøjForfatter: Ursula Andkjær Olsen
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 27.05.2015
Sider: 199
Læst: Januar 2016
K's vurdering: