Coraline er på én gang et fantastisk eventyr for børn og en hårrejsende, skræmmende gyser for voksne. Lyder det som en kombination, der er svær at løfte? Ja, det er det, men Neil Gaiman gør det. Ihvertfald lykkedes det ham at skræmme denne midaldrende, voksne mand grundigt med sin angivelige børnebog …
Britisk fødte og i USA bosiddende Neil Gaiman (f. 1960) har i efterhånden en del år haft et stort publikum blandt fans af fantasy og science fiction. Han har skrevet en mængde tegneserier og romaner og noveller for voksne og for børn inden for genren. Fantasy er ikke min favoritgenre, og jeg har derfor ikke før følt mig foranlediget til at kaste mig ud i at læse Gaiman.
Men man skal jo prøve noget nyt ind i mellem, og da Gaimans korte eventyr Coraline forleden tilfældigt bød sig til fra et udstillingsbord i en boghandel, kom bogen med i posen.
Coraline er som nævnt egentlig tænkt som en børnebog. Ifølge et efterord begyndte Gaiman at skrive den til sin på daværende tidspunkt femårige datter. Tak for kaffe, tænkte jeg undervejs, hvem ville nogensinde ønske at udsætte sine børn for så skræmmende en gyserhistorie? I samme efterord skriver Gaiman imidlertid også, at hans erfaring med historien er, at børn synes at opfatte den som et eventyr (uhyggeligt, javist, men på den spændende, fascinerende og håndterbare måde), mens den har givet voksne mareridt.
Selv om jeg ikke selv har haft lejlighed til at teste Coraline på nogen børn, så tror jeg egentlig gerne, at der er noget om snakken. Coraline er således en mørk, dyster og skræmmende uhyggelig gyserhistorie. Men den er samtidig et fint og poetisk og livsbekræftende eventyr om en stærk lille pige.
Og de for alvor skræmmende gyserkvaliteter ved bogen opererer især på det subtile psykologiske plan og har at gøre med menneskenes grundlæggende angst for virkelighedens ustabilitet – som formentlig rammer voksne på en anden måde end børn.
Coraline er et gysereventyr i et klassisk set-up: Lille pige flytter med sine forældre ind i et stort gammelt hus. Under udforskning af huset en regnvejrsdag opdager hun tilfældigt en hemmelig passage gennem en ellers spærret døråbning.
Coraline put her hand on the doorknob and turned it; and, finally, she opened the door.
It opened on to a dark hallway. The bricks had gone as if they’d never been there. There was a cold, musty smell coming through the open doorway: it smelled like something very old and very slow.
Coraline went through the door.
Passagen fører til en parallelverden, som på overfladen ligner hendes egen – bortset fra, at alt er fordrejet på en ikke helt definerbar, uhyggelig, men også fascinerende måde.
På nogen måder er alting sjovere i den parallelle verden: Maden smager bedre, legetøjet er sjovere, Coraline må gøre, hvad hun har lyst til. Der er også en anden mor og en anden far, som ligner hendes egne. Bortset fra, at de har knapper i stedet for øjne, og at de vil beholde hende i deres verden for altid – hvis ellers bare de kan få lov til at tage hendes øjne og sy knapper i i stedet for …
Gaiman er tydeligvis et legebarn, og historien er fyldt med implicitte referencer til klassiske værker indenfor genren, mest tydeligt C. S. Lewis’ Narnia-fortællinger om børnene, der finder vej til en eventyrverden gennem klædeskabet, og Lewis Carrols Alice i Eventyrland. Men Gaiman kan også selv, og hans eventyr står i den grad på egne ben.
Coraline er ikke en stor roman, den er et lille eventyr for børn og voksne, men inden for sin genre er den helt perfekt, en fuldtonet femmer.
Titel: CoralineForfatter: Neil Gaiman
Udgiver: Harper Perennial
Udgivelsesdato: 29.08.2006
Sider: 163
Opr. udgivelsesår: 2002
Læst: Marts 2016
K's vurdering: