Tao Lin: At stjæle fra American Apparel

Tao Lin har skrevet en slags roman, som ikke vil være en roman, om tomheden i hverdagslivet for et antal unge amerikanerne i nullerne. Desværre er bogen selv lige så tom og overfladisk som det fænomen, den vil beskrive.

Dagens kalendergave i årets bogpakkekalender fra Forlaget Korridor var kortromanen At stjæle fra American Apparel (opr. 2009, på dansk 2016) af amerikanske Tao Lin (f. 1983). Ikke en bog, jeg ellers havde på min læseliste, men nu benyttede jeg lejligheden til at stifte bekendtskab med Tao Lin, som en overgang har været ret hypet. Og den var jo hurtigt læst.

Hovedpersonen i bogen er Sam. Han har et job på en restaurant, men vil gerne være forfatter. Han bruger dog det meste af dagen på at sove og natten på at chatte på gmail. Engang imellem møder han også mennesker fysisk, men deres samvær er lige så tomt som chatten på nettet. Det gælder også hans forskellige kæresteforhold.

Og så forsøger han sig ind imellem som butikstyv i tøjbutikskæden American Apparel. Mere af kedsomhed, har man indtryk af, end fordi han ikke har råd til at købe varerne.

Det mest karakteristiske ved romanen er manglen på engagement hos personerne, deres manglende vilje til at investere sig selv i noget, et totalt fravær af egentlig ambition – ud over bragesnak over gmail-chatten.

Personernes attitude slår også igennem i romanens komposition. Den er ganske vist fortalt kronologisk, men det betyder ikke så meget, for der er ikke nogen fremdrift i den, ingen udvikling hos personerne, ingen egentlig handling.

Det er alt sammen selvfølgelig bevidst fra Tao Lins side. Intentionen er velsagtens at fremvise tomheden og overfladiskheden i det moderne liv hos nogle unge amerikanere. Sådan noget i stil med Douglas Coupland og Bret Easton Ellis, som Tao Lin da også sammenlignes med i et overstrømmende begejstret anmeldercitat fra The Guardian på bagsiden af den danske udgave.

Og den intention opfyldes for så vidt med bogen. Problemet er, at den også selv fremstår som en del af den samme overflade og tomhed.

“Ja, det er netop det geniale ved den!” kan man høre de begejstrede deltagere i hypen omkring Tao Lin sige.

Måske. Jeg syntes bare, at det var kedeligt. Og jeg har virkelig måtte skynde mig at nedfælde disse linjer, mens jeg overhovedet kan huske noget af bogen – formentlig er den helt væk i erindringen om et par dage.

Dertil kommer, at jeg havde det noget svært med Caspar Erics fordanskning. For mange steder bærer den præg af at være netop en oversættelse. Man fornemmer den amerikanske syntaks og tager sig selv i at gætte på, hvad der har stået i originalteksten.

Enkelte steder nærmer det sig undersættelser. For eksempel i en sætning som: “Du virker ikke til at respondere meget på min e-mails.” Og det går helt galt, når slang eller talesprog/chatsprog skal oversættes. Jeg anerkender, at det er svært at finde en god dansk løsning på visse amerikaneres frygtelige vane med at strø ordet “like” ud i de fleste sætninger – men der må da være en bedre løsning end: “Vi er, sådan, oppe at skændes eller noget.”

Det kan selvfølgelig også bare være mig, der er blevet for gammel og ikke selv ved, hvordan man taler og chatter i Danmark i dag, men jeg tror ikke, at det er hele forklaringen.

Nej, det var ikke noget for mig.

K's vurdering: