Joshua Taumoefolau: A Providence of War

Kulørt, pseudohistorisk, episk fantasyramasjang fra Tonga med smæk for skillingen. Kan ikke frakendes en vis underholdningsværdi – og kunne være løftet til noget, der måske næsten var godt, hvis der havde været en litterær redaktør inde over. Det har der så tydeligvis ikke været.

Når man har sat sig som ambition at læse en roman fra hvert land i verden, så kommer man jo på et tidspunkt til Tonga. Ret hurtigt finder man ud af, at der ikke er meget at vælge imellem – faktisk er det ikke lykkedes mig at opstøve andre udgivelser på engelsk (endsige dansk) end denne mursten af en ramasjangroman (og når jeg skeler til andre verdenslitteraturlæsere, kan jeg konstatere, at de også er endt med Joshua Taumoefolaus A Providence of War fra 2011 – eller helt har opgivet Tonga).

Jeg var lidt skeptisk allerede ved synet af forsiden (for slet ikke at nævne bagsiden – se billedet herunder, som er et mix af billederne på bogens omslag, hentet fra bogens facebook-side). Og jeg blev helt træt, da jeg opdagede, at den er 638 sider lang.

Bogen er tilsyneladende selvudgivet af forfatteren (der fremgår ihvertfald ikke noget forlag af kolofonen). Og det mærker man – der savnes både en litterær og en korrekturmæssig redaktion. Der er for mange korrekturfejl i form af udfaldne ord og den slags, som forstyrrer læsningen. Men især kunne romanen have vundet betydeligt ved en kvalificeret litterær redaktion, som dels kunne have skåret ned på omfanget ved at udredigere nogle overflødige sidehistorier og personer, og dels med hård hånd kunne have slået ned på nogle af de mest tæerkrummende klicheer (især kærlighedsscenerne er decideret forfærdende). Jeg havde også gerne undværet nogle af de kedsommelige naturbeskrivelser, som ni ud af ti af de 77 kapitler indledes med (dem lærer man dog hurtigt bare at læse henover).

Når det er sagt, så var jeg i lange stræk faktisk ganske godt underholdt af A Providence of War. På baggrund af de nævnte indvendinger var jeg ellers tæt på at smide den fra mig efter de først små 100 sider – og jeg havde gjort det, hvis den ikke var en del af min selvpålagte udfordring om at læse verden rundt. Jeg må tilstå, at der var kapitler, som jeg skimmede mere end læste. Men jeg må så også rimeligvis indrømme, at jeg længere henne i romanen – nærmest mod min vilje og forudindfattede mening – blev helt grebet af den actionmættede historie. Især fungerer de mange og lange slagscener ganske godt.

Handlingen i romanen skal forestille at udspille sig i 1100-tallet i Stillehavet. Hovedpersonen er den unge, renfærdige helt, prins Talatama, søn af herskeren over Tonga-imperiet, som på det tidspunkt omfatter en stor del af Polynesien, herunder foruden Tonga også Fiji og Samoa.

Perioden er præget af spændinger i det store ørige. En hemmelighedsfuld, djævelsk og helt igennem ond sammensværgelse med forbindelser til underverdenen konspirerer om at omstyrte kongen og underlægge sig imperiet, blandt andet ved gennem nederdrægtige rænkespil at spille de forskellige dele af imperiet ud mod hinanden, herunder samoanerne, fijianerne og rarotongaerne.

Det bliver prins Talatamas skæbne at skulle forhindre de skumle planer, og det forsøger han i følgeskab med en lille gruppe af sære typer fra hele øriget (der er noget Fellowship of the Ring fra Tolkiens Ringenes herre over det). Undervejs bliver der udkæmpet det ene store slag efter det andet på køller, spyd og buer, det er det godes kamp mod det onde, det er heftig kærlighed, sorg og fortvivlelse, håb og skuffelse, hele paletten. De drabelige slagscener er de mest vellykkede dele af bogen, og de fylder heldigvis det meste (omend trods alt også for meget – men sådan er det i det hele taget med bogen: det hele er for meget).

Tonganske Joshua Taumoefolau har tydeligvis store ambitioner med bogen (som man ifølge dens undertitel, The Tongan Legends Series, må tro, kun er første bind i en planlagt serie). Han vil ikke kun underholde med episk action, han vil også formidle viden om det hedengange tonganske stillehavsimperium, som han givetvis har ret i, at ikke mange kender til i dag. Jeg gjorde ihvertfald ikke.

På den måde var bogen om ikke andet så en anledning for mig til at læse lidt op på Tongas tidlige historie. Den udmærker sig så ved, at historikerne ikke har så frygtelig meget viden om den – og den viden, man har, stammer primært fra arkæologien. For en skønlitterær forfatter kan det så have den fordel, at der er mere frit slag i bolledejen. Og det må man sige, at Taumoefolau udnytter til fulde.

Nogle af personerne i romanen refererer til historiske personer, om ikke andet så i det mindste ved navn, og undervejs introducerer Taumoefolau også læserne for en række gamle tonganske og polynesiske skikke og myter.

Der er også arkæologisk og historisk belæg for, at der fra omkring år 950 faktisk har eksisteret et omfattende tongansk rige, Tu’i Tonga, i en eller anden form, og som på sit højdepunkt i perioden 1200-1500 omfattede en stor del af de polynesiske øriger, inklusive blandt andet Tonga, Fiji og Samoa. For Taumoefolau (som i et efterord afslører selv at nedstamme fra den 37. konge i Tu’i Tonga-riget) er der ikke tvivl om, at det tonganske rige var et stærkt imperium at ligne med romerriget. Historikerne er dog mere uenige, og som jeg har kunnet læse mig frem til, savnes empiriske beviser for et egentligt sammenhængende politisk imperium. Men der er beviser for tongansk indflydelse og ekspansionsforsøg i en stor del af Stillehavet.

Alt dette kunne have været interessante elementer i en historisk roman, men de historisk baserede elementer drukner i kulørt ramasjang og fantasy, herunder for eksempel en heks, der kan kontrollere de glubske hajer i havet; en mytologisk helt ved navn Maui Atalanga, som er en slags polynesisk pendant til klassiske græske heroer som Herakles, søn af en dødelig kvinde og den polynesiske gud Maui; der er djævelske, kannibalistiske kæmpekrigere og mere af den slags. Der er sågar også en mystisk The Dark Lord, jf. igen referencen til Tolkien.

Jeg kan sagtens acceptere præmissen om overnaturlige, fantasy-agtige komponenter, og der er på ingen måde noget i vejen med en god ramasjangroman. Men bogen er som nævnt præget af for mange sproglige fejl, for mange klicheer og alt for mange urimeligheder i handlingsforløbet til, at jeg kan være helt begejstret.

Slutningen på romanen fiser derudover lidt mærkeligt antiklimaksagtigt ud med en lang epilog, hvor de sidste tråde i plottet lige skal samles – som om Taumoefolau ikke rigtigt orkede at skrive romanen færdig, selv om han stadig manglede at binde de sidste sløjfer. Som læsere forstår vi ham godt, for bogen er som antydet også alt for lang, og jeg var glad for, at den endelig sluttede.

Men nuvel, bogen var på sin vis et friskt og lidt anderledes indslag i min litterære rundrejse i verden. Jeg kommer dog nok ikke til at læse en eventuel opfølger.

Med Joshua Taumoefolau kan jeg hermed sætte flueben ud for Tonga i min læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: