Bedømt på titlen og forsiden kunne man forledes til at tro, at congolesiske Alain Mabanckous Memoirs of a Porcupine er en børnebog. Det er ingenlunde tilfældet. Men den er faktisk fortalt af et pindsvin.
Alain Mabanckou (f. 1966) er en af det fransktalende Afrikas mest succesrige forfattere. Han er oversat til 15 sprog (men ikke dansk) og har vundet adskillige afrikanske og franske litterære priser, blandt andet for nærværende bog.
Memoirs of a Porcupine (‘Et pindsvins erindringer’) fra 2006 er en slags fabel fortalt i moderne form med afsæt i congolesiske myter (som også kendes fra andre steder i verden) om mennesker, der har et dyr som deres ‘dublet’, dobbeltgænger eller skygge. Det er en form for totemisme, men med den særlig vinkel, at der her er tale om et specifikt bånd mellem et individuelt menneske og et individuelt dyr (ikke en art). Et bånd, der er så stærkt, at mennesket kan give dyret ordrer og bruge det som redskab, og hverken mennesket eller dyret kan overleve, hvis den anden dør. >> Læs videre