Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død

Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.

Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.

Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.

Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning.

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at bogen vil gøre et lige så stort indtryk på andre, som den gjorde på mig. Måske er jeg bare kommet i en alder, hvor jeg er særlig påvirkelig overfor et sådant memento mori, som Tolstoj her hvisker os i øret. Men jeg kan garantere, at Ivan Illijts død får min største anbefaling med på vejen. Den er endnu stærkere og skarpere end Herre og Tjener, jeg ellers også var svært begejstret for for nylig.

Historien om Ivan Iljitjs liv var den mest enkle og almindelige og den mest rædselsfulde.

Tolstojs skarptskårne beretning om Ivan Iljitjs liv og især død starter med slutningen. Vi er i 1882 i det zaristiske Rusland, hvor nogle af dommer Ivan Iljitjs kolleger erfarer, at han er afgået ved døden. Med deres reaktioner kondenserer Tolstoj på én gang sit satiriske og moralske ærinde:

Først og fremmest glæder kollegerne sig hver for sig over, at det ikke er dem selv. Dernæst tænker de i, hvilke avancementsmuligheder, dødsfaldet kan banen vejen for. Og endelig er der ærgrelsen over, at det påkrævede kondolencebesøg hos enken (der på sin side er mest optaget af, hvad hun økonomisk kan få ud af mandens død) kan risikere at gå ud over den planlagte kortaften.

Efter denne ouverture udgøres resten af romanen af en kronologisk fortælling om Ivan Iljitjs normale liv fra hans pure ungdom og frem til hans ligeledes normale, men smertefulde død.

Ivan Iljitj er i sit liv en stor succes målt med samfundets normale alen. Som barn og ung er han familiens lys, både intelligent, levende og ordentlig. Han får en god juridisk embedseksamen og gør hurtigt karriere i det zaristiske retssystem. I sit arbejde er han “reserveret, formel og sågar stram,” men i socialt selskab er han “ofte skælmsk og slagfærdig og altid godmodig, sømmelig og bon enfant, en god dreng.” Han gifter sig med et udmærket parti, den mest tiltrækkende og intelligente kvinde i omgangskredsen, og får sig nogle børn.

Han lever dog også lidt over evne og er ærgerrig – om end begge dele kun på den socialt acceptable og anerkendte facon. Ærgerrigheden indbringer ham et eftertragtet dommersæde i Petersborg med en gage, der giver ham mulighed for at erhverve den store lejlighed, han har drømt om som kronen på sine spidsborgerlige ambitioner. Og her går det galt:

Ivan Iljitj indretter selv lejligheden præcis, som han vil have den (det vil sige præcis, som han forestiller sig, at de rige bor). Men en dag, hvor han er klatret op på en stige for at sikre den perfekte drapering af gardinerne, falder han og slår sig på siden af kroppen. Ikke noget særligt, tænker han umiddelbart, men angiveligt er noget blevet rystet løs i hans indre, og herfra starter hans sygehistorie, som fylder mere end halvdelen af bogen.

De forskellige lægers diagnoser lyder på en løstrystet nyre eller noget med blindtarmen, men for moderne ører lyder det mere som en ondsindet kræftsygdom, der hurtigt æder Ivan Iljitj op. I sine sidste dage opløses han næsten som menneske og reduceres til en syg krop, til angsten og smerten:

Han gik ind i sit arbejdsværelse, lagde sig og var igen alene med den. Ansigt til ansigt med den, men gøre noget ved den kunne han ikke. Kun se på den og isne.

Ansigt til ansigt med døden indser Ivan Iljitj, at hans på overfladen ellers så succesrige liv har været forfejlet, og at han hader sin kone. I det hele taget kan han ikke udholde omgang med andre mennesker og deres forstillelse og løgne om hans sygdom. Kun den djærve og ligefremme bonde Gerasim kan få lov at pleje ham (her slår den sene Tolstojs bonderomantik lige lovlig meget igennem).

Undervejs får Tolstoj givet en hel lille analyse af de disciplinerende, sociale magtteknologier, der udøves af bureaukratierne og professionerne, idet Ivan Iljitj i lægernes usynlige magtudøvelse gennem patientliggørelse af ham selv genkender de samme metoder, han som undersøgelsesdommer mange gange har anvendt over for de anklagede.

Ivan Iljitjs død er en kort, enkel og stram fortælling, næsten skematisk i sin kompostion. Tolstojs morale om, at når du står overfor døden, så tæller kun de simple, oprigtige og ærlige valg, du har truffet i dit liv, kan muligvis forekomme en smule karikeret. Men dét, der for mig især står tilbage efter læsningen, og som gjorde så stærkt indtryk på mig undervejs, er dog først og sidst den rene og dybt gribende, eksistentielle skildring af hjælpeløsheden og angsten hos et menneske, der kunne være hvem som helst af os, udleveret til dødelig sygdom.

Hvad er dette? Er det sandt, at det er døden? Og en indre stemme svarede: ‘Ja, det er sandt.’ ‘Hvorfor disse pinsler?’ Og stemmen svarede: ‘Bare sådan, ikke for noget.’ Længere var den ikke.

Romanen er netop genudgivet på dansk i en ny fremragende oversættelse af Marie Tetzlaff. I en passende flot hardback-udgave med et smukt og enkelt omslag designet af Ida Balslev-Olesen.

K's vurdering: