Forspil til et folkemord. Det kunne være overskriften for Scholastique Mukasongas sympatiske, men desværre ikke helt vellykkede roman om en katolsk pigeskole højt oppe i bjergene i Rwanda. Pigeskolen er i romanen et slags mikrokosmos for de spændinger i Rwanda, der skulle pege frem mod et af verdenshistoriens værste folkemord.

Romanen afslører ikke noget præcist årstal for, hvornår den udspiller sig, men samlet set kan man som læser stykke sammen, at vi formentlig befinder os i sidste halvdel af 1970’erne, det vil sige omkring 15-20 år før de forfærdende tre måneder i Rwanda 1994, hvor omkring 800.000 tutsier blev massakreret af ekstremistiske hutuer og deres medløbere, opildnet af en langvarig hadkampagne.

Scholastique Mukasonga (f. 1956) er selv af tutsi-afstamning og mistede 37 familiemedlemmer under folkedrabet i 1994. Selv var hun flygtet til Burundi tilbage i 1973 som syttenårig. I dag bor hun i Frankrig, hvorfra hun også skrev Nilens Vor Frue i 2012.

Mukasongas ærinde med romanen er at opspore nogle af de psykologiske og sociale mekanismer, der var med til skabe det had, der blev brændstoffet under folkemordet. Det tema kommer hun rent indholdsmæssigt godt omkring i romanen. Men fra et litterært synspunkt er det ikke en bog at løbe langt efter.

Nilens Vor Frue er i romanen navnet på en katolsk kostskole for døtrene af Rwandas daværende elite. Her bliver pigerne uddannet – primæt af belgiske og franske lærere – til at blive fremtidige hustruer for magtfulde mænd.

Flertallet af pigerne på skolen er hutuer, som også udgør den magthavende og største befolkningsgruppe i Rwanda på det tidspunkt. En kvoteordning sikrer dog adgang for 10 procent tutsi-piger. Tutsierne tolereres som udgangspunkt kun lige akkurat, men er udsat for mistænkeliggørelse og ydmygelse fra flertallet af deres hutu-klassekammerater.

Selvfølgelig kunne en hutu-pige godt være veninde med en en tutsi-pige. Men det forpligtede ikke for noget for fremtiden. Når det blev nødvendigt at flertallet definitivt blev flertallet, ville hutu-pigerne ikke være i tvivl om, hvilken race de tilhørte.

Et af temaerne i Mukasongas roman er de europæiske kolonisatorers rolle i helt grundlæggende at installere forestillingen om hutuer og tutsier som to racer i Rwanda – og dermed lægge en af grundstenene til de senere konflikter og til folkemordet. Det er således tvivlsomt, om man overhovedet meningsfuldt kan tale om to eller tre “racer” i Rwanda – hutu, tutsi og twa – før europæerne fandt på at opdele menneskene i landet i racer efter fysiske kendetegn:

[Racerne] var der to af i Rwanda. Eller tre. Det var de hvide, der sagde det, og det var dem der have opdaget det. De havde skrevet det i deres bøger. Videnskabsmænd der var kommet til Rwanda af samme grund, havde målt alles kranier. Deres konklusion var ikke til at tilbagevise. To racer: Hutu/tutsi. Bantu/hamit. Den tredje var det ikke engang værd at tale om.

I romanen følger vi pigerne i en afgangsklasse over et år. Et gennemgående tema er spændingen mellem hutuer og tutsier, som øges henover året for til sidst at kulminere i vold. Historien herom er i sig selv ubehagelig og frastødende nok, men den bliver decideret skræmmende på baggrund af de tilsvarende uhyrligheder, som vi læsere ved vil indtræffe i så meget større skala år senere.

Så langt så godt, om man så må sige. Romanen er fuld af gode intentioner. Den behandler en mængde interessante aspekter af samfundet i Rwanda på den tid. Den tematiserer nuanceret de historiske forudsætninger for det senere folkemord – som har tråde langt tilbage i tiden, ikke mindst til kolonitiden og europæernes besættelse af raceforestillinger.

Men – og nu kommer det store men: Bogen er bare ikke særlig godt skrevet. I klapteksterne i den version af bogen, jeg har læst, citeres franske anmeldere for, at romanen skulle være “fuld af atmosfære” og ligefrem “uudholdeligt spændende.” Men desværre nej, her må jeg skuffe: Nilens Vor Frue er ikke uudholdeligt spændende, den er uudholdeligt kedelig.

Den er især kedelig, fordi pigerne i bogen mangler liv. Som læser kommer man ikke ind under huden på nogen af dem. De forbliver konstruerede typer, som det er svært for alvor at føle med.

De gode intentioner med romanen dræbes derudover langsomt af en meget tung og gammeldags fortællestil. Meget af handlingen – inklusive formidlingen af den kulturelle og historiske baggrund – fortælles gennem lange monologer fra gymnasiepigerne, som skal forestille at være dialog. Det virker helt utroværdigt, at selv nok så begavede gymnasiepiger skulle tale sammen i sidelange monologer, der resumerer Rwandas kolonihistorie m.v.

Scholastique Mukasonga (f. 1956). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Hertil kommer, at bogen har svært ved at hænge sammen som roman. Bogens 12 kapitler har således en overvejende episodisk karakter, som stiller sig i vejen for et sammenhængende flow i romanen. Et kapitel handler om to af pigernes udflugt til gorillaerne i Rwandas regnskovsklædte bjerge. Et andet handler om en af pigerne, der bliver forlovet med en congolesisk ambassadør, og alle er misundelige på hendes held, men det går selvfølgelig ilde. Et tredje kapitel handler om to andre pigers foruroligende besøg hos en en sindsforstyrret ældre hvid mand, der dyrker sin egen mere eller mindre hjemmelavede pseudo-arkaiske tutsi-dronningekult, som involverer mere eller mindre nøgne gymnasiepiger. Og så fremdeles.

Alt sammen vældig interessante temaer, men som læser fik jeg det indtryk, at bogen er stykket sammen af nogle historier, som Mukasonga har digtet omkring en række enkeltidéer, der ligger hende på sinde, og som hun så har forsøgt at få til at hænge sammen i en roman.

Jeg har kun læst romanen i den danske oversættelse, og den kan muligvis have noget af skylden for det lidt tunge og nogle steder decideret kluntede sprog. Men man kan næppe bebrejde oversætteren for romanens komposition og generelle fortællestil, som grundlæggende bare gør det til en kedelig bog at læse, uanset de indholdsmæssigt interessante og vigtige temaer.

Hertil kommer, at den danske udgivelse skæmmes af lidt for mange trykfejl og af nogle lidt mærkelige valg i satsen. Min læsning blev således forstyrret noget af den valgte typografi for markering af replikker, herunder at der – tilsyneladende arbitrært – veksles mellem citationstegn og tankestreger som typografi (om dette sidste er den danske oversættelses skyld, ellers det går igen fra orignalen, skal jeg ikke kunne sige, men forstyrrende er det).

Alt i alt: Der er store point til Nilens Vor Frue for bredden og dybden i tematiseringen af Rwandas historie og de psyko-sociale magtmekanismer, der har været i spil frem til folkemordet i 1994. Til gengæld er der minuspoint for at skrive kedeligt og for ikke at kunne komponere en ordentlig roman. Og så er der ekstra minuspoint for satsfejl i den danske udgave.

Scholastique Mukasonga skrev ganske vist Nilens Vor Frue, mens hun boede i Frankrig, men da hun er født og opvokset i Rwanda, og romanen foregår i Rwanda, så tøver jeg ikke med hermed at sætte flueben ud for Rwanda i min selvpålagte litterære læseudfordring: At komme verden rundt i bøger.

K's vurdering: