Bandi: The Accusation. Forbidden Stories from Inside North Korea

Det er en lille litterær sensation, der netop er udkommet i engelsk oversættelse: The Accusation af forfatterpseudonymet Bandi er den første skønlitterære udgivelse nogensinde, som er skrevet uafhængigt af det nordkoreanske regime af en nordkoreansk forfatter, der ikke er flygtet ud af landet, men stadig er bosiddende i Nordkorea.

Manuskriptet blev smuglet ud af verdens mest lukkede land og udgivet første gang i Sydkorea i 2014. Ifølge udgivernes efterord er Bandi et pseudonym, som dækker over en nulevende nordkoreansk forfatter, som den dag i dag udfylder en officiel position som medlem af det nordkoreanske forfatterforbund. Novellerne i The Accusation hører imidlertid helt åbenlyst ikke til blandt skrifter, der ville kunne offentliggøres indenfor grænserne af den totalitære og stærkt repressive diktaturstat Nordkorea.

De syv noveller i samlingen er ifølge deres datering alle skrevet i 1990’erne og udspiller sig handlingsmæssigt i tiden under Den Store Leder Kim Il-sung og umiddelbrt efter hans død. Alle novellerne er eksplicit i opposition til regimet i en grad, som man kun kan gætte på ville medføre øjeblikkelig fængsling og måske henrettelse, hvis forfatterens identitet blev det norkoreanske regime bekendt. Man må håbe, at udgiverne har gjort tilstrækkeligt for at sløre Bandis identitet i de biografiske oplysninger i de to efterord til samlingen.

Kan vi overhovedet være sikre på, at Bandi rent faktisk er en nordkoreansk forfatter bosiddende i Nordkorea, som udgiverne hævder? Nej, det kan vi selvfølgelig pr. definition ikke i kraft af anonymiteten. Men det virker umiddelbart troværdigt (idet jeg dog straks skal tilstå, at jeg ikke har noget specielt kendskab til hverken Nord- eller Sydkorea, som gør mig særligt kvalificeret til at dømme herom).

Troværdigheden stammer især fra, at Bandi skriver på en måde, der forekommer troværdig, om forholdene for personer i mange dele af det nordkoreanske samfund: Om bønder i små landsbysamfund, om storbymennesker i Pyongyang, om den loyale partisoldat på en fabrik, om journalisten der skriver på bestilling fra regimet, om skuespillere, om forfattere m.fl. Han demonstrerer således et stort og bredt udsyn til det nordkoreanske samfund, og dette udgør i øvrigt en stor del af novellernes styrke. Men udsynet synes at stoppe ved grænsen: Udover nogle få referencer til “den sydkoreanske propaganda,” som udstationerede soldater nær grænsen til Sydkorea udsættes for, er der intet i novellerne, der vidner om, at forfatteren har noget førstehåndskendskab til verden udenfor det totalitære Nordkorea.

Men én ting er spørgsmålet om forfatterens identitet og novellesamlingens udgivelseshistorie, som i sig selv tiltrækker sig opmærksomhed. Et helt andet spørgsmål er så, om det også er god litteratur? Og ja, det synes jeg faktisk, at det er. Ihvertfald et langt stykke ned ad vejen, selv om novellerne ikke er perfekte.

Først og fremmest har Bandi en god pen. Han (Bandi omtales som en han i udgivernes efterord, så det gør jeg også, men der kan jo for så vidt også være tale om en kvinde – Bandi skriver lige troværdigt fra både kvindelige og mandlige protagonisters perspektiv i disse historier) skriver i et enkelt og medrivende sprog. Jeg blev hurtigt fanget ind af alle historierne.

En anden styrke er de nævnte portrætter af forskellige samfundsgrupper og beskrivelsen af hverdagslivet i Nordkorea i 1990’erne. En tredje styrke er, at de fleste historier er båret af en god portion satirisk humor. Nordkoreansk humor? spørger nogle måske. Ja, det findes faktisk kan man forvisse sig om ved at læse Bandi.

For eksempel er det ret sjovt, når den toårige søn til hovedpersonen i novellen Spectres of the City har udviklet en fobi, som giver ham epileptiske angstanfald ved synet af portrætter af Karl Marx eller Den Store Leder, Kim Il-sung, fordi sønnen forbinder billedet af dem med en ondskabsfuld bussemand fra skræmmehistorier, man fortælller børn:

He was the son of a supervisor in the propaganda department, and having a tantrum in the sight of Karl Marx’s portrait had serious implications.

Drengens mor prøver at beskytte sønnen mod angstanfaldene ved at trække gardiner for vinduerne i familiens lejlighed, som vender ud til en af de store pladser i Pyongyang, der er prydet af gigantiske portrætbannere af netop Marx og Kim Il-sung i anledning af en forestående stor parade. Men sådanne uautoriserede gardiner går ikke upåagtet hen hos de allestedsnærværende angivere. Smilet stivner således hos læseren, når mor, far og søn på grund af denne antipatriotiske adfærd deporteres til et afsides landdistrikt og en kummerlig tilværelse.

Stort set alle novellerne mister desværre pusten lidt mod slutningen, fordi Bandi har en irriterende tendens til på insisterende vis at ville slå sine pointer fast med en klaphammer midt mellem øjnene på læseren. De systemkritiske, ideologiske pointer bliver skrevet helt ud, så ingen læser kan være i tvivl om budskabet. Fra en litterær betragtning gør det samlet set novellerne mere kedelige at læse – teksten mister noget af sit potentielle raffinement og den indre spænding, der kunne have været fastholdt, hvis Bandi havde stolet lidt mere på sine læseres evne til at selv at drage konklusionerne.

Men samlingen er ikke desto mindre bestemt værd at læse og skal som sådan anbefales herfra.

Bogen er oversat til fint og flydende engelsk af Deborah Smith, der også har oversat blandt andet sydkoreanske Han Kang (The Vegetarian).

For en aktuel verdenslitteraturlæser er det gefundenes Fressen at der netop nu udgives en sådan bog fra Nordkorea. Jeg har således noteret mig, at andre verdenslitteraturlæsere tidligere har måttet tage til takke med regimeautoriseret (mere eller mindre propaganderende) udgivelser for at få et flueben ved Nordkorea.

K's vurdering: