Bemærkelsesværdig bosnisk roman i lyrisk erindringsform om krigen i Bosnien i 1990’erne, og hvad krigen gør ved menneskenes sind.

Quiet Flows the Una er skrevet som en selvbiografisk roman af en bosnisk krigsveteran og digter, i romanen kaldet Mustafa Husar. Romanfortælleren deler flere biografiske træk med forfatteren, og man får den tanke, at bogen i vidt omfang også låner elementer fra forfatteren Faruk Šehić’ eget liv og egne erindringer.

Faruk Šehić er født i 1970 i Bihać i det daværende Jugoslavien. Da krigen i Jugoslavien brød ud i 1992, droppede han sine veterinærmedicinstudier i Zagreb og meldte sig i stedet frivilligt til Bosnien-Hercegovinas hær, hvor han blev anfører for en deling på 130 mand. Efter krigen kastede han sig over litteraturen og arbejder i dag som journalist og debattør i Sarajevo.

Quiet Flows the Una er fortalt i 45 korte kapitler med selvstændige titler. Hvert kapitel er en lille, selvstændig meningshelhed og kunne som sådan godt stå alene som en kort novelle.

Faktisk er jeg tilbøjelig til at mene, at kapitlerne står stærkere, hvis de læses som noveller. Selv om der er en sammenhæng mellem kapitlerne båret af fortællerstemmen, temaer, steder og personer, så er bogen som roman betragtet en noget flimrende og opbrudt affære. Jeg havde svært ved at holde interessen fanget hele vejen, må jeg tilstå.

Bogen er også lidt svær at læse, fordi Faruk Šehić skriver i et endog særdeles kompakt og lyrisk sprog. Der er stort set ikke en sætning i bogen, som ikke tynges af en tung metafor. I nogle passager og også hele kapitler fungerer det rigtig godt. Især nogle af erindringsglimtene fra fortællerens barndom langs floden er meget stemningsfulde. Men det bliver bare for meget i det lange løb.

Floden Una i Bosnien

Med sine mange ord maler Faruk Šehić smukke billeder frem fra fortællerens barndom. Centralt står billder af hjemlandsbyen, bedstemorens hus og ikke mindst den frodige flod, dens fisk, fiskere og farver. Grønt er det gennemgående farvetema, og det forstår man, hvis man ser billeder af Una i Bosnien.

Ind i mellem barndomserindringerne dukker grumme billeder fra krigen i Bosnien i 1990’erne frem. I det hele taget er bogen skrevet som fortællerens forsøg på at bearbejde sine egne traumer fra krigen og derigennem igen blive et helt menneske. Han gør det ved blandt andet at (gen)fremkalde billeder fra sin barndom fra tiden, før bedstemorens hus i bogstavelig forstand – og hans eget sind i overført betydning – blev lagt i ruiner af krigen. Bogen har således også en melankolsk stemning over sig.

I admit it: I’m phantasmagorically mad. During the day, I see the sun in the hot colours of the night. I yearn for sex with the darkness. In the evenings, I secretly fondle my wounds, and I worry what will happen one day if the heal.

Faruk Šehić har høstet vældige roser for Quiet Flows the Una, som er hans første roman. Romanen har således indbragt ham EU’s litteraturpris i 2013 og flere andre priser.

Bogen har da bestemt også kvaliteter. Som nævnt er der fine stemningsbilleder ind i mellem. Men sproget bliver mig for tungt og kompakt, metaforerne for dominerende og de mange referencer til litteraturhistorien, filosofi og populærkultur får en lidt prætentiøs afsmag i det lange løb. Jeg kunne ikke undgå den tanke, at Faruk Šehić måske burde holde sig til lyrikken eller den korte novelleform.

Eksempelvis er der ikke noget som helst i vejen med at skrive et helt kapitel dedikeret til græs, men når det kommer som endnu et kapitel på kapitel i samme, lidt tunge, lyriske stil, så bliver det bare for meget, og jeg begynder at kede mig:

When my earthly term of office expires, I’ll become a hardy blade of it, one among a myriad. I’ll be plural, and singular. Devoid of any elegy for the body or other fictional surrogates for sorrow, I’ll be simple like you. And those who can make do without pronouncing my name shall have my blessing, just as I was blessed as I lay in the grass that towered up to protect me, as I inhaled the pungent aroma of its mowed stems, setting off a sensual rush of blood to all my extremities under the exploding blue of the sky.

Hvis lyrisk prosa i samme mættede stil som i citatet herover lige er noget for dig, også når det bliver ved på samme måde henover små 200 sider, så kan jeg anbefale Quiet Flows the Una. Jeg blev træt undervejs og må indrømme, at jeg forfaldt lidt til skrålæsning hen mod slutningen af bogen.

En enkelt slutbemærkning om romanens engelske titel. Det er svært ikke at læse den som en hilsen til nobelpristageren Mikhail Sjolokhovs Stille flyder Don (1960). Referencen står dog for oversætter Will Firths og det engelske forlags regning. Originaltitlen er således Knjiga o Uni, som direkte oversat snarere betyder Bogen om Una, og Sjolokhov-referencen virker derfor lidt fjollet.

K's vurdering: