Dambudzo Marechera: Sultens hus

Sultens hus er en voldsom bog. Voldsom i enhver henseende. Handlingen er voldsom, ubønhørligt brutal, faktisk. Stemningen er vred og uforsonlig. Sproget i sig selv er voldsomt. Og så er det altså også en voldsomt god bog – ihvertfald gør den større indtryk end de fleste.

Dambudzo Marechera (1952-1987) nåede kun at udgive tre bøger, inden han bukkede under for AIDS, kun 35 år gammel. En af bøgerne var en novellesamling, der også omfattede kortromanen Sultens hus (opr. 1978), der nu er udkommet på dansk på forlaget Korridor i en oversættelse af Juliane Wammen.

Sultens hus udspiller sig i slutningen af 1970’erne i en ghettoforstad til Saslisbury (senere Harare) i det daværende Rhodesia (som blev til Zimbabwe efter selvstændigheden i 1980). Det er en periode præget af interne guerillakrige og etniske modsætninger. Og for personerne i kortromanen er det en periode præget af fattigdom, vold og bitter håbløshed.

På bogens bagside er Doris Lessing citeret for at have sagt om romanen, at den er “Like overhearing a scream.” Det er ganske rammende. For mere end en traditionel roman med en fremadskridende handling med begyndelse og slutning læses Sultens hus som en voldsom energiudladning, ét langt vredesudbrud båret af oparbejdet desperation, frustration og had.

Jeg tillader mig at besvære med et langt citat (som ikke desto mindre kun er et kort uddrag af en af de mange lange tirader i bogen), for det siger mere end mine ord om Maracheras stil:

Der findes kun støv og lort og pis og blod og smadrede hjerner. Der er jord og fluer og satans hvide og kakerlakker og hunde trænet til at bide sorte i røven. Der er kønssygdomme og øl og vanvid og en retfærdig sag. Der er teknologi at smide i hovedet på dig uanset hvor du stopper op for at slå en streg. Der er hvidt lort i vores ledere og hvidt lort i vores drømme og hvidt lort i vores historie og hvidt lort på vores hænder, på alt hvad vi bygger eller beder for. Og selv hvis det var okay, er der stadig forrædere og stikkere og arrogante studerende og rige svin med hurtige penge og lev-nu-tænk-senere-røvhuller som er lige så slemme, mand. Lige så slemme som hvidt lort. Der er en masse af de her svin som hænger ud i London og venter på at komme her tilbage og blive ministre i en ny regering. Det eneste de kommer til at regere over, er deres egen grav.

Men vreden og hadet er ikke kun rettet mod de hvide kolonisatorer og korrupte sorte, der ruster sig til snart at overtage magten i et Rhodesia, der på det tidspunkt er på vej mod selvstændighed. Hadet trænger ind i alle, og fortællerens hverdag i townshippen er en hverdag præget af vold.

Det er som om, alle personer i romanen hele tiden banker hinanden – og gør det med en uforsonlig vildskab drevet en håbløs, desperat vrede. De tæver og smadrer og voldtager hinanden til plukfisk og næsten til døde, til de ikke er andet end små slimede pletter, pletter af sæd, pletter af blod – for nu at bruge en af de tilbagevendende metaforer fra bogen.

Det er meget brutalt og meget råt. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om nogensinde at have læst en mere brutal bog. Marechera skåner ikke sin læser og skjuler intet. Jeg skal spare læserne af disse noter for de værste citater.

Den gamle mand døde under hjulene på det tyvende århundredes godstog. Der var intet andet end pletter, blodpletter og kødstumper tilbage, da dets fulde længde havde fortæret ham. Og det samme er ved at ske med min generation. Nej, jeg hader ikke at være sort. Jeg er bare træt af at sige at det er smukt. Nej, jeg hader ikke mig selv. Jeg er bare træt af at folk støder deres knoer ind i min kæbe.

Og det er ikke kun den ydre handling, men også selve sproget, der er voldsomt. Det er som om, sproget slet ikke kan rumme alt den ophobede vrede, Marechera gerne vil have ud. Som læser fornemmer man en frustration, grænsende til rasende desperation over, at sproget – og romanformen som genre – ikke i tilstrækkelig grad kan formidle denne indre vrede, som ikke bare er jeg-fortællerens, ikke bare en generations, men en hel nations vrede (hvis man ellers meningsfuldt kan tale om en nation på det tidspunkt for Rhodesias/Zimbabwes vedkommende)

Og Marechera søger at sprænge både romangenren og sproget i det hele taget med en voldsom metaforik og en bog, som i sin struktur ser stort på kronologi for så meget mere umiddelbart at kunne give vreden en slags luft. Marechera synes således at være vred på alle og alt, inklusive den klassiske romanstruktur.

En forfatter tegnede en cirkel i sandet og trådte ind i den og sagde: ‘Dette er min roman,’ men cirklen sprang op og skar ham midt over.

Selv om der skam er nogle sammenhængende handlingstråde i bogen, så lader Marechera sig ikke styre af kronologiske hensyn eller forsøg på læsertække. I stedet er romanen fortalt i glimt, i enkeltscener og drømmeagtige visioner, der springer frem og tilbage i tid uden meget tydelige tidsmarkører. Et sammenhængende billede er det i vidt omfang er op til læseren selv at stykke sammen.

Sultens Hus er på den måde ikke en helt nem bog at læse. Især i første halvdel af bogen brugte jeg en del opmærksomhed på at forsøge at finde ud af, hvor i tid og sted romanens jeg-fortæller nu pludselig befandt sig efter hvert større afsnitsskifte – uden at det i alle tilfælde lykkedes. Bogen bliver dog lettere at læse, når man kommer et stykke ind i den, og man begynder at få bedre styr på personerne.

Den kronologiske udfordring er dog ikke den den største udfordring, man skal overkomme som læser. Det er snarere at udholde vreden, brutaliteten og håbløsheden i historien og skriften.

Beskidte fingre som kradser i dunkle kropsåbninger; udflydende billeder som sniger sig dybere ind i sindets loppebefængte kroge. Og det som engang var vores forældre, lå nu og rådnede under det tyvende århundredes læskede kalk. Et stålnet var umærkeligt blevet kastet ud over himlen. Nu strammede det til og skar sig ind i vores hjerners bløde kød. De hårde slag det gav vores hoveder, gjorde os fremmede, selv for os selv. Og under det hele gik der betændelse i vores sind; koldbrand. Koldt blod. Vores sjæles undertøj var fuldt af huller, og de genitalier de skulle dække over, var hærget af lus. Vi var ludere; fortæret indtil kernen af den syfilis som den hvide mands ankomst var.

Men én ting er vrede og kompositoriske udfordringer. Er det også god litteratur? Ja, det er pissegod litteratur!

Dambudzo Marechera (1952-1987)

Jeg var undervejs i læsningen, især i starten, ganske vist lidt loren ved Marecheras stil. Hans voldsomme metaforik kan godt føles som lidt – eller alt – for meget. Køl nu lige lidt ned, behersk dit sprog, hold lidt igen med metaforerne, tænkte jeg mere end én gang, jf. for eksempel citatet lige ovenfor. Som distanceret læser er det således nemt at kategorisere Sultens hus som en endnu ikke helt moden forfatters værk (og skam få den, der tænker ilde herom, manden var trods alt kun 26 år).

Men det er også denne umådeholdne, ufiltrerede ‘umodenhed,’ der er en af bogens styrker. Som læser er man ikke i tvivl om, at det er en bog, der kommer direkte fra hjertet, mørkets hjerte (med en reference til Conrad, som Marachera selv – sarkastisk – betjener sig af flere gange). Og den gør indtryk. Den er tæt på at være et overgreb på læseren. Jeg har ikke selv fordøjet den helt endnu, her fire dage efter at have læst den. Og med dette indtryk som målestok toner jeg rent ud med fem stjerner.

Og så gør det jo ikke noget, at bogen også er en layoutmæssigt lækker lille udgivelse, der holder Korridors vanligt høje standard.

I min bestræbelse på at læse verden rundt i bøger har jeg egentlig allerede sat flueben ud for Zimbabwe med Brian Chakwavas Et øjeblik på 7th Street. Men det var lidt snyd, for det var kun en novelle, en chapbook, i øvrigt også udgivet af Korridor og også oversat af Juliane Wammen. Det føles derfor kun retfærdigt at genbesøge landet – og denne gang jo så med en roman fra tiden før, Rhodesia blev til Zimbabwe.

K's vurdering: