Wilson Harris: Palace of the Peacock

Tænk Conrads Heart of Darkness kombineret med Herzogs Aguirre, den gale erobrer og tilsæt en vision om skabelse, apokalyptisk undergang og opstandelse fortalt i intens, lyrisk prosa. Så nærmer du dig noget, der kan minde om guyanske Wilson Harris’ fascinerende, men udfordrende kortroman Palace of the Peacock fra 1960.

Jeg skal advare mod spoilers i det efterfølgende, for Palace of the Peacock er en af den slags romaner, det er stort set umuligt at skrive noget meningsfuldt om uden samtidig at afsløre noget af ‘handlingen.’ På den anden side: Hvis du kun er til romaner med en traditionel handling, så hvil betrygget i, at denne ikke er noget for dig.

Jeg var undervejs bestemt heller ikke sikker på, om den var noget for mig – ihvertfald måtte jeg strække både min opmærksomhed og min tolerance overfor det umiddelbart uintelligible til det yderste under læsningen. Jeg hører ganske vist til dem, der gerne læser romaner, der udfordrer – men Wilson Harris spænder buen hårdt.

Palace of the Peacock er en roman og ikke en roman. Som Kenneth Ramchand skriver i sit essay Pursuing the Palace of the Peacock, der er optrykt som et slags efterord til romanen i den version fra Faber & Faber, jeg har læst, bruger Harris alle romanens konventioner til at underminere romanens konventioner:

Romanen udspiller sig på et geografisk sted i en historisk tid. Der er en hovedperson og et galleri af bipersoner med hver deres individuelle historie. Der er dialog skrevet i de forskellige personers dialekter. Der er endda i et eller andet omfang en lineært fortalt historie. Alt sammen elementer, der kunne udgøre en klassisk roman. Men så alligevel ikke, overhovedet ikke.

Handlingsmæssigt foregår Palace of the Peacock i Guyana i det 16. århundrede på conquistadorernes tid (det er ihvertfald tolkningen hos Kenneth Ramchand i efterordet, men jeg er nu ikke så sikker). Hovedpersonen Donne (måske opkaldt efter den engelske, metafysiske digter John Donne?) er en conquistador-type, imperialist, kolonisator og eventyrer, som har underlagt sig dele af landet og befolkningen.

Donne er en apokalyptisk figur og en verdenserobrer, som godt kan minde lidt om den dæmoniske Dommer i Cormac McCarthys blodige western-dommedagsvision Blodets Meridian, for eksempel i et citat som følgende:

“Dreamer,” he warned, giving me a light wooden tap on the shoulder, “life here is tough. One has to be a devil to survive. I’m the last landlord. I tell you I fight everything in nature, flood, drought, chicken hawk, rat, beast and woman. I’m everything. Midwife, yes, doctor, yes, gaoler, judge, hangman, every blasted thing to the labouring people.”

Donne sætter sig i spidsen for en ekspedition dybt ind i Guyanas jungle ad en forræderisk flod. Han er på jagt efter Mariella, som i romanen både er navnet på hans indianske elskerinde, som har forladt ham efter en mishandling, og på et mytisk sted, et slags El Dorado, alle conquisatorers skæbnesvangre mytiske drøm og mareridt.

For læseren bliver det dog ret hurtigt klart, at fortællingen om den ydre rejse mest er en metafor for en indre, metafysisk rejse. Rejsen sker over syv dage og mimer – hvis man skal tage Wilson Harris på ordet – intet mindre end Skabelsen, om end stemningen i romanen har mere karakter af dommedag.

Romanens karakter af roman opløser sig selv på flere planer:

Det starter allerede med, at hovedpersonen Donne bliver dræbt i romanens første afsnit på første side. Han bliver skudt, siddende på sin hest, af sin elskerinde og slave, den mystiske indianerkvinde Mariella. Allerede på disse første linjer i bogen slås dens apokalytiske stemning an med Donne som den gustne rytter, der indvarsler undergangen og genopstandelsen:

A horseman appeared on the road coming at a breakneck stride. A shot rang out suddenly, near and yet far as if the wind had been stretched and torn and had started coiling and running in an instant. The horseman stiffened with a devil’s smile, and the horse reared, grinning fiendishly and snapping at the reins. The horseman gave a bow to heaven like a hanging man to his executioner, and rolled from his saddle on to the ground.

Straks efter banker den døde Donne imidlertid på jeg-fortællerens dør. Det var en drøm – eller det var ikke drøm, men fortælleren har drømt Donne til live igen? Som en læser, der i starten forventer en realistisk sammenhængende fortælling, klamrer jeg mig til den første fortolkning. Senere viser det sig, at forholdet mellem de levende og de døde, mellem drøm og virkelighed, fortid og fremtid, historie og vision, alt sammen opløses i den apokalyptiske vision, som romanen udgør.

Romanen har en navnløs jeg-fortæller, som af Donne selv rammende bare kaldes “Dreamer”. Han er Donnes tvillingebror, forstår vi i starten, men som aktiv part i handlingen forsvinder han hurtigt ud af syne – og måske er han snarere end en tvilling et udtryk for en anden side af Donne?

Ikke ret langt inde i romanen viser det sig, at ikke bare Donne selv, men hele besætningen på Donnes båd er døde en gang før, druknet i den samme flod, de nu igen forsøger at besejre. Ligesom Donne er resten af besætningen drømt til live igen af fortælleren. I det hele taget får fortællingen undervejs mere og mere karakter af en drøm.

Besætningens medlemmer er en broget skare, hvis individuelle forhistorier afsløres gradvist på vejen op ad floden. Besætningen tæller hvide vestindere, en indfødt sydamerikansk indianer, en dreng med afrikanske rødder, portugisere, en rødhåret skotte, mænd af forskellig blandet herkomst – og undervejs får de følge af en gammel lokal indiansk kvinde, der fungerer som en slags fører, selv de ikke forstår hende. Kort sagt repræsenterer besætningen alle de racer og folkeslag, der er kommet til Vestindien og Sydamerika gennem tiderne.

Efterhånden bliver det mere og mere tydeligt, at besætningen snarere end konkrete individer måske skal tolkes som aspekter af hovedpersonen Donnes personlighed – eller af menneskeheden som sådan.

Og de dør allesammen (igen) én for én undervejs på den farefulde færd. Én sover stilfærdigt ind i sin hængekøje; en anden falder over bord og drukner i flodens oprørte vande; en tredje forsvinder bare; en fjerde falder også over bord og fortæres straks af piranhaer, hvorefter de andre kan se hans afpillede skelet kravle op ad bjergvæggen langs floden; en femte falder i døden fra den glatte, lodrette klippevæg langs et vandfald, de forsøger at forcere.

The boat still crawled, driven by the naked spider of spirit. Wishrops’s flesh had been picked by perai [lokalt navn for piranhaer, K.] like a cocerite seed in everyone’s mouth. They shuddered and spat their own – and his – blood and death-wish. It had been forcibly and rudely ejected. And this taste and forfeiture of self-annihilation bore them into the future on the wheel of life.

Kenneth Ramchand foreslår i efterordet som nævnt, at romanen historisk er placeret i det 16. århundrede, og det er der også en del, der kan tale for. Men ikke desto mindre viser det sig et stykke inde i bogen, at ekspeditionens båd er forsynet med en påhængsmotor af en art, hvilket pludselig opløser fornemmelsen af at befinde sig i en bestemt historisk periode. Ligesom personernes fortid og fremtid nogle gange synes at være plastiske størrelser.

Og ikke bare fornemmelsen af historisk tid, men også af geografisk sted, flyder og kastes rundt som de livsfarlige hvirvler på den lumske flod. Jo længere, ekspeditionen bevæger sig op ad floden i Guyana, jo mere får man følelsen af at have forladt denne verdens tid og rum.

Rejsen kulminerer i en slags semireligiøs vision om altings enhed, som jeg ikke uden videre kan tegne abonnement på, men det behøver man heller ikke for at kunne nyde bogen.

Wilson Harris (f. 1921)

Nu skriver jeg ganske vidt ‘nyde’, men skal jeg være ærlig, så var Palace of the Peacock en periodevis frustrerende læseoplevelse. Jeg fattede faktisk ikke meget af meningen med den, mens jeg læste den. Til gengæld er det en af den slags romaner, som vokser gevaldigt i efterreflektionen, også nu, mens jeg skriver disse linjer. Og jeg var hjulpet af Kenneth Ramchands udmærkede efterord, der også sætter romanen i kontekst af Wilson Harris’ øvrige produktion.

Den korte roman er ekstremt kompakt skrevet. Hver eneste sætning er vigtig og tungt ladet med adjektiver og metaforer. Wilson Harris bruger hele paletten i det engelske sprog, inklusive en række arkaiske udtryk, som udfordrede mit skoleengelsk, og romanen krævede flittig brug af ordbogen (og ordbogen måtte i nogle tilfælde også give op). Palace of the Peacock kræver således sin opmærksomme og tålmodige læser. Her er ikke noget med at skrålæse eller tillade sig selv at lade dele af tankerne vandre andre steder hen under læsningen, hvilket ellers falder let for, når man ikke altid forstår, hvad der foregår.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde holdt ud, hvis romanen havde været længere end sine knap 100 sider. Med den længde, den har, er bogen imidlertid en læseoplevelse af de særlige, der kan anbefales til den, der har mod på noget ud over det sædvanlige. Ikke mindst på grund af Wilson Harris’ ærefrygtindgydende sprog. Harris skriver i en intens, lyrisk prosa, som ind i mellem ganske vist er på nippet til at kamme over i det svulstige, men for det meste holder stilen flot. Det er ikke en skrivestil, der ville egne sig til en hvilken som helst fortælling, men den passer til bogens profetisk-dommedagsagtige stemning og visionære ærinde.

Stemningen og set-up’et gav mig associationer til Joseph Conrads roman Heart of Darkness. Det er oplagt, og jeg er ikke den eneste med den association, kunne jeg læse af efterordet. Men i endnu højere grad associerede jeg til Werner Herzogs historisk baserede film Aguirre, den gale erobrer (1972) med Klaus Kinski i rollen som den vanvittige conquistador på en undergangsrejse på tømmerflåde op ad Orinocofloden – og også til Roland Joffés senere The Mission (1986) med Jeremy Irons og Robert de Niro som henholdsvis jesuitterpræsten og lejesoldaten i Brasiliens jungle i det 18. århundrede. Har du disse referencer, giver det en idé om undergangsstemningen i Wilson Harris’ Palace of the Peacock – selv om den er helt sin egen.

Wilson Harris er født i 1921 i New Amsterdam i det daværende Britisk Guyana, siden 1966 den selvstændige republik Guyana. Han lever mig bekendt endnu og er dermed imponerende 96 år gammel. Palace of the Peacock indskriver sig som indslaget fra Guyana i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: