Nouhou Malio & Thomas A. Hale: The Epic of Askia Mohammed

Ja, så gør jeg det igen: Med den her går jeg nok lige til grænsen for, hvad jeg kan byde jer, der ellers trofast følger disse bognoter. Altså bortset fra de af jer, der måtte have en særlig antropologisk og kulturhistorisk interesse i klassisk, episk digtekunst inden for vestafrikansk, mundtlig fortælletradition.

Men der er altså ikke meget at vælge imellem, når det kommer til litteratur fra det ellers geografisk store vestafrikanske land, Niger. The Epic of Askia Mohammed er således den absolut eneste udgivelse på engelsk, jeg har kunnet opspore fra landet i forsøget på at indløse min ambition om at læse verden rundt i bøger.

Der er er tale om en ord-for-ord oversættelse fra det oprindelige songhai til engelsk af en optagelse af en mundtlig fremførelse af eposet, udført af den – inden for branchen – kendte nigerske griot, Nouhou Malio, over to dage i 1980-1981 i Saga, en forstad til Nigers hovedstad, Niamey.

Hænger I stadig på? En griot eller jeseré er betegnelsen for en krønikefortæller, sanger, digter eller barde, om man vil, som i den vestafrikanske region omkring Mali og Niger i århundreder har løftet den nedarvede opgave at memorere og overlevere traditionelle historier og myter i mundtlig form, ofte til musik.

En af disse klassiske overleveringer er eposet om Askia Mohammed, som er gengivet i denne udgivelse.

Askia Mohammed er en historisk person og var den mest berømte hersker i det hedengange Songhai-imperium. Songhai-imperiet var det største sammenhængende rige i Afrikas historie og strakte sig på sit højdepunkt under Askia Mohammed over et areal på 1,5 mio. km², dækkende dele af det nuværende Mali og Niger og omgivende lande i Vestafrika, jf. kort. Imperiet eksisterede fra midten af det 15. til slutningen af det 16. århundrede, indtil det gik i opløsning efter en marokkansk invasion i 1591.

Under Askia Mohammeds regeringsperiode i 1493-1528 udviklede Songhai-imperiet sig til et sammenhængende rige med et komplekst administrativt system, en velorganiseret hær og et netværk af regeringsejede landbrug. Kom ikke her og sig, at der ikke eksisterede administrative statsdannelser på det afrikanske kontinent før europæernes kolonialisering.

Den første del af eposet om Askia Mohammed beretter om hans fødsel og opvækst frem mod hans opgør med den siddende regent, hans onkel Sonni Ali Ber. Vi hører undervejs blandt andet om, hvordan onklen for at konsolidere sit regime systematisk myrder alle børn af sine nærmeste slægtninge. Askia Mohammed reddes af sin mor ved, at hun bytter ham ud med et at sine tjenestefolks børn (man må forstå, at det var et rigtig fint og nærmest omkostningsfrit bytte, at tjenestepigens datter blev myrdet i stedet for vores helt). Den anden del af eposet handler om Askia Mohammeds sønner og døtre.

Nouhou Malio (t.v.) under recitationen af eposet om Askia Mohammed, akkompagneret af Soumana Abdou på molo (trestrenget, nigersk plink-plunk-instrument), Saga, Niger, 30. december 1980. Foto: Thomas A. Hale.

Fortællingen har rødder i veldokumenteret, faktisk historie, men eposet rummer også en del magiske elementer. For eksempel er Askia Mohammed her søn af en menneskelig kvinde og en slags vandånd, som på et tidspunkt åbenbarer sig og forsyner ham med de våben, han skal bruge for at slå onklen ihjel og erobre magten.

Det er vanskeligt at bedømme de litterære kvaliteter af eposet, givet at der tale om en ord-til-ord-oversættelse, og at den oprindelige opførelse er mundtlig til musikalsk akkompagnement. Nogle dele af teksten virker i den forhåndenværende, oversatte transkription således noget tunge i det. I andre dele fornemmer man imidlertid en inciterende rytme i fremførelsen, som blandt andet giver sig udtryk i effektfulde, messende gentagelser af ord og sætninger.

I eposet såvel som i den faktiske historie er Askia Mohammed (også kaldet Mamar Kassaye) en erobrer. Han anførte en mængde militære erobringstogter, som blandt andet tjente til at udbrede islam i den vestafrikanske region – mere med sværdet end med ordet, må man tro:

Now, Mamar came to sit down.
He ruled then, he ruled, he ruled, he ruled, he converted.
Throughout Mamar’s reign, what he did was to convert people.
Any village that he hears is trying to resist,
That is not going to submit,
He gets up and destroys the village.
If the village accepts, he makes them pray.
If they resist, he conquers the village, he burns the village.
Mamar made them convert, Mamar made them convert, Mamar made them convert.
Until, until, until, until, until, until he got up and said he would go to Mecca.

Det fremgår af forord og indledning, at oversætter Thomas A. Hale og hans team af hjælpere har gjort et stort stykke arbejde for at oversætte teksten fra den mundtlige opførelse mest muligt autentisk, hvilket her vil sige ordret. Det er meget ærefuldt set fra en antropologisk, kildehistorisk synsvinkel. Fra en litterær betragtning har det den ulempe, at der ikke er sket den bearbejdning, som den gode oversætter ellers foretager, hvilket muligvis er grunden til, at teksten sine steder kan virke lidt kluntet.

Den jomfrunalske oversættelsestilgang indebærer også, at de passager i båndoptagelsen af Noulou Malios recitation, som har været uklare, ikke er forsøgt fortolket i teksten, men fremgår som “undecipherable.” Det giver passager som den følgende:

Any cow who does eat it, she will be cut up into peaces in broad daylight.
Moussa … (undecipherable)
(undecipherable)
(undecipherable)
He said that he among the rival half brothers is the bit and the bridle of the dove.
Look … (undecipherable)

Jeg er fuld af respekt for den ærlige og videnskabelige tilstræbelse på en nøjagtig gengivelse, men for den almindelige, litterære læser gør det unægteligt læsningen til en noget abrupt oplevelse.

Thomas A. Hale giver dog god hjælp i form af en grundig introduktion til den historiske og kulturelle baggrund, en tematisk opsummering af handlingen i det samlede epos og et omfattende noteapparat.

For mig var The Epic of Askia Mohammed måske ikke ligefrem et litterært højdepunkt af de nævnte grunde. Til gengæld var bogen som helhed, inkl. indledning og noter, et fascinerende bekendtskab med en vestafrikansk fortælletradition og historie, jeg ikke kendte meget til. Og da selve eposet ikke er på mere end 1.602 strofer (nej, jeg har trods alt ikke talt, men de er nummererede i udgivelsen af hensyn til referencer), så er det overkommeligt at læse.

K's vurdering: