Jeff VanderMeer: Udslettelse

Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.

Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse.

Amerikanske Jeff VanderMeer kan læses som eksponent for den løst definerede litterære genre New Weird, der dukkede op i 1990’erne. Der eksisterer vist ikke nogen autoritativ definition af genren, men det er noget med en blanding af science fiction, fantasy og horror kombineret med en eller anden form for spekulativ underlighed.

VanderMeer har tilsyneladende samlet sig en større gruppe dedikerede fans, også i Danmark, hvor de to første bind af hans roste trilogi, Southern Reach, er udkommet på dansk her i foråret 2018. Udslettelse er første bind i serien og mit første bekendtskab med VanderMeer.

Det er ikke nogen dårlig bog. VanderMeer kan godt skrive (om end Poul Bratbjerg Hansens fordanskning virker lidt stiv i det sine steder). Den er bare lidt kedelig – på sådan en lidt uinteressant måde. Hvilket kun understreges så meget mere af, at den tydeligvis ønsker at være helt utrolig interessant.

Hvis jeg skal svinge mig op på de høje nagler, kan Udslettelse læses som en slags økologisk version af Arthur C. Clarkes klassiske science fiction-roman, Rumrejsen år 2001 – eller måske i endnu højere grad efterfølgeren, 2010.

I Clarkes klassiker(e) tages vi med på en rejse ud i det ydre rum, som samtidig bliver en rejse ind i og ud af det menneskelige sind – til en mere eller mindre mystisk (delvis) erkendelse af menneskehedens oprindelse.

Jeff VanderMeer (f. 1986).

Hos VanderMeer er vi ikke i det ydre rum, men følger i stedet en ekspedition ind i det mystiske Område X et sted på Jorden, formentlig i USA. Området er opstået efter en ikke nærmere defineret begivenhed (en eller anden form for økologisk katastrofe, måske?) og spreder sig.

Alle deltagere fra tidligere ekspeditioner til Område X er enten vendt hjem som tomme skaller af sig selv og hurtigt efter døde af kræft – eller er slet ikke vendt hjem, men har angiveligt slået sig selv eller hinanden ihjel i området.

Område X er ved første øjekast et junglelignende økosystem karakteriseret ved en rig og særlig biodiversitet, herunder gigantiske reptiler og andre muterede arter, ikke kendt fra andre nutidige, jordiske økosystemer. Et ugæstfrit og farligt miljø.

Som hos Clarke viser det sig også hos VanderMeer, at ekspeditionens deltagere er sendt ind i området på falske præmisser, og at der iblandt dem er nogle med andre og hemmelige instrukser fra det militante regeringsorgan (?), Southern Reach, der står for både denne og tidligere ekspeditioner.

De største farer i Område X er imidlertid ikke de farlige dyr og giftige planter. Området påvirker de menneskelige indtrængeres sind og kroppe i form af hallucinationer og på andre mystiske måder.

Det univers, VanderMeer bygger op i romanen, synes at være svangert med dybe erkendelser. Der er dog ikke, som hos ovennævnte Clarke, tale om en vision om menneskehedens oprindelse – snarere om dens endeligt.

Hvis der er en mening med eller ligefrem et budskab i romanen er det muligvis, at den gerne vil være en slags økologisk-dystopisk påmindelse om, at vi mennesker kommer af naturen, at vi er her på lånt tid, og at naturen på et tidspunkt tager over igen. Eller sådan noget.

Som læser skal man være indstillet på, at der ikke kommer nogen egentlig erkendelsesmæssig forløsning. Romanen starter mystisk, og den slutter mere mystisk. Det, der kan forveksles med dybde i romanen, er, det kommer til stykket, måske bare bundløshed.

Det er formentlig et temperamentspørgsmål, om man er til denne type romaner. Personligt kan jeg godt kapere både fantastik, sci-fi og horror, og jeg tror egentlig nok, at jeg har en ret høj tolerancetærskel for litterær underlighed i almindelighed.

Jeg gider bare ikke rigtig underlighed for underlighedens skyld. Især ikke, hvis det bliver for langt. Nu er Udslettelse heldigvis ikke nogen lang roman, og det er godt. Men den måtte hellere have været en novelle.

Der er for store dele af romanen, som bare kedelige, fordi de giver for lidt sammenhængende mening.

Eller måske snarere: Jeg syntes egentlig, at bogen var okay underholdende at læse (som jeg sad dér, naglet til mit Aeroflot-sæde i ni timer). Jeff VanderMeer formåede bare ikke på noget tidspunkt at gøre mig særlig interesseret i romanens øko-horror-elementer eller for, hvad der mon videre måtte hænde hovedpersonen, som også er jeg-fortælleren og den ene af ekspeditionsdeltagerne.

Hvis nogen havde taget bogen fra mig, før jeg var færdig, havde jeg formentlig bare sagt: “Nå, okay, jamen, så ser jeg da bare slutningen på en russisk synkroniseret Disneyfilm eller noget andet på en af flight entertainment-kanalerne i stedet…”

Udslettelse er ganske vist kun første bog i en trilogi, og jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at de følgende romaner vil kunne kaste noget mere lys over de handlingstråde, der fremstår helt uforklarede og (for) mystiske i Udslettelse. Jeg tvivler dog.

Alt i alt: Nej, jeg kunne ikke rigtigt hidse mig op over denne her. Men stol ikke kun på mig. Som nævnt indledningsvist har VanderMeer en stor fanskare, og andre læsere vil sikkert have en masse begejstret at sige om ham og Udslettelse.

K's vurdering: