Mehluli Nxumalo: The Fabulist’s Bindle

Mehluli Nxumalos novellesamling fra Swaziland og Sydafrika overrasker positivt i kraft af sin humor og sit satiriske blik på Apartheid og andre arvestykker fra den europæiske imperialisme. Men de fleste af novellerne er noget ujævne i det.

For at være helt ærlig, så havde jeg ikke forventet mig meget af The Fabulist’s Bindle. Jeg var mest ude efter at få et flueben ud for Swaziland i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger.

Men jeg blev positivt overrasket over Mehluli Nxumalos noveller i samlingen The Fabulist’s Bindle. Mange af novellerne har humor og satirisk bid. Og de bedste af dem har mere end dét.

Mehluli Nxumalo. Foto fra bantuland.co.za.

Nogle af novellerne foregår i Syafrika og/eller Swaziland. Andre i det fiktive land Bantuland, som ifølge bogens egen bagsidetekst er et stort landområde, som ville have omfattet det meste af Afrika syd for Sahara – hvis det altså havde ekisteret.

Højdepunktet var for mig historien Animal Farm om en retssag mod en hvid gårdejer for uden grund at have skudt og såret en sort mand, Her formår Mehluli Nxumalo at kombinere det satiriske blik med den grumme alvor, der ligger i slaveriet og dets efterdønninger i form det racistiske Apartheidregime.

Andre af de i alt elleve noveller, som samlingen byder på, er knap så vellykkede. De efterlader gennemgående et indtryk af, at der ikke har været en redaktør inde over. De fleste af historierne virker noget upolerede, og Nxumalo er ikke hver gang lige heldig med at ramme den dispositionsmæssigt rigtige balance mellem udenomshistorier og kernepointen.

Ikke desto mindre slet ikke nogen dårlig læseoplevelse – og afgjort bedre end hvad jeg havde forventet mig fra den lille afrikanske stat rent litterært (men det siger formentlig mest om mine fordomme).

Mehluli Nxumalo har boet og arbejdet i både Swaziland og Sydafrika, og som nævnt udspiller adskillige af novellerne i The Fabulist’s Bindle sig i enten Swaziland eller Sydafrika eller begge steder. Jeg kunne således også have valgt at notere bogen som repræsentant for Syafrika i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Men nu havde jeg læst noget fra Sydafrika i forvejen, mens jeg manglede Swaziland.

Dertil kommer, at der ikke er meget udgivet skønlitteratur fra Swaziland at vælge imellem derude. I lang tid var jeg bange for, at jeg for at få et flueben ud for det lille sydafrikanske land ville blive nødt til at læse Sarah Mkhonzas Weeding the Flowerbeds. Den har stået i min reol et stykke tid under “ulæste bøger fra Swaziland” (som eneste repræsentant i den kategori). Det har imidlertid ikke rigtig rykket i mig for at kaste mig over denne bog, der ser ud til at være en omgang personlige erindringer fra opvæksten på en religiøs pigekostskole i Swaziland. Bevares, det er der ikke noget i vejen med i sig selv, det appellerede bare ikke lige til mig. Jeg var således godt tilfreds med i sidste øjeblik at finde frem til Mehluli Nxumalo.