Leonardo Sciascias sidste roman er endnu en kort krimfortælling, som ender i desillusion over gennemkorrumperede magtstrukturer i det moderne Italien.
I forrige indlæg omtalte jeg Ridderen og døden (opr. 1988, da 2019) af den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia (1921-1989). En oplagt sag fra 1989 blev Sciascias sidste (kort)roman, og den er endnu kortere end den forrige. Med sine godt 50 (små) sider er den således ikke længere end en lang novelle.
Ligesom Ridderen og døden er En oplagt sag oversat til dansk af Birgitte Regnar, og de to små bøger udkom samtidig på Forlaget Palomar sidste år.
En oplagt sag følger i lidt højere grad end Ridderen og døden krimigenrens konventioner, for så vidt vi her faktisk får afsløret krimiplottet til sidst. Men nogen højere retfærdighed skal man ikke satse på.
For også i denne lille krimifortælling er Sciascias primære ærinde at pege på de korrumperede magtstrukturer i Italien, som i denne fortælling rækker ind i både politiet og kirken. Og hans hovedpointe er netop, at i dette samfund sker retfærdigheden ikke fyldest.
Det er såmænd en fin nok lille historie, og jeg kan da godt følge pointerne, men – lidt som tilfældet efter min mening var for Ridderen og døden – den var lidt for stiliseret til at fænge hos mig. Der mangler noget dybde i personerne, selv for en krimi at være.
Titel: En oplagt sagForfatter: Leonardo Sciascia
Udgiver: Forlaget Palomar
Udgivelsesdato: 19.09.2019
Sider: 64
Originalsprog: Italiensk
Oversætter: Birgitte Regmar
Originaltitel: Una storia semplice
Opr. udgivelsesår: 1989
Læst: Marts 2020
K's vurdering:
Jeg synes det er svært at læse litteratur, der i sin grundlæggende idé ikke henvender sig til andre nationaliteter end netop forfatterens egen. Ikke at være forankret i de processer, erfaringer og forløb, der gør fortællingen nærværende og forståelig, synes jeg, lidt forenklet sagt, svarer til at lytte til en stand up komikers satire over begivenheder man aldrig har hørt om. Problematikken oplevede jeg en snert af ved at læse Orhan Pamuks tyrkiske kultromaner ‘ The Black Book’ og ‘My Name Is Red’ – som sprogligt er særdeles velskrevne krimiromaner, der blot slet ikke er krimier, men meditationer over (tyrkisk)… Læs mere »
Enig i din generelle pointe, at det kulturelle oversættelsesarbejde, man altid selv skal foretage som læser, i nogle tilfælde kan være en barriere. Men også en spændende udfordring, selv man i nogle tilfælde må give fortabt, “lost in translation.” Jeg er nu ikke så sikker på, at det var dét, der gjorde min læseoplevelse i ovenstående tilfælde mindre god. Umberto Ecos ‘Dronning Loanas Mystiske Flamme’ læste jeg også for nogle år tilbage (før denne blog blev født), og jeg husker den som, ja, netop, endeløst enerverende og kedsommelig. Den satte et punktum for min læsning af Eco, som jeg ikke… Læs mere »
Jeg var en smule i vildrede med hvordan jeg bedst kunne beskrive mine tanker, bl.a. da jeg nødigt ville tale Orhan Pamuk ned. Det skal siges, at hans bøger gav mig ikke kun en underholdende, men også en stor udfordring, der holdt fast på mig de mere end sammenlagt 1000 sider. Pamuk skriver sine kærlighedserklæringer til Istanbul, en direkte henvendelse til den tyrkiske læser, og man lærer at en del af det tyrkiske folk endnu brydes med store skismaer i kølvandet på Atatürks tvungne vestliggørelse af Tyrkiet, og den deraf følgende fornægtelse af landets oprindelige religiøse og spirituelle kultur. Jeg… Læs mere »