Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov

Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et stykke gribende socialrealisme, en samfundskritik og ikke mindst en dybt moralfilosofisk roman og et mangefacetteret studium af det menneskelige sinds krinkelkroge.

Dostojevskijs sidste, store roman er stadig en fascinerende fortælling, og den gør sig godt i Marie Tetzlaffs nye oversættelse til flydende, letlæst dansk, som samtidig klædeligt bevarer et lidt altmodisch præg i form af enkelte ældre udtryk, så vi ikke helt glemmer, at teksten immervæk er skrevet for mere end 140 år siden.

Men – og jeg er nødt til sige det, når nu ingen andre gør det – den er altså for lang.

Brødrene Karamazov (opr. 1879) står som et af Dostojevskijs hovedværker, og den er som regel at finde i top ti på diverse lister over litteraturhistoriens bedste romaner. Så hvad bilder jeg mig ind at taksere den med mindre end fem stjerner, som danske anmeldere af den nye oversættelse ellers har gjort over en bred kam?

Svaret er, at jeg er en almindelig læser i 2021, og jeg søger efter bedste evne at lade mine vurdering udtrykke mine egen, aktuelle læseoplevelse. Og Brødrene Karamazov er bestemt en stor læseoplevelse, og også en anbefalelsesværdig én af slagsen. Den er bare for lang. Alt for lang.

For følgere af disse bognoter kommer den vurdering fra min side måske ikke som en overraskelse, al den stund at jeg oftere finder bøger for lange end for korte. Jeg er dog ikke nogen decideret foragter af lange romaner. Hvis vi holder os til de store russere, så fandt jeg for eksempel, at Lev Tolstojs Anna Karenina (950 sider) og sågar hans Krig og fred (1440 sider) i store træk havde den længde, de skulle have.

Når det kommer til Brødrene Karamazov, havde jeg imidlertid gerne set den skåret ned til to tredjedele eller måske ligefrem halvdelen af de 800 store sider, den udfolder sig over. Det berømte drama centreret omkring de tre (måske fire) brødre Karamazov og deres slubbert af en far kunne efter min mening således have vundet betragteligt i intensitet og nerve med en strammere redaktion fra Dostojevskijs side.

Det er ikke romanens tunge, filosofiske temaer, jeg ville være foruden, for de udgør en kerne i værket. Det er sådan set heller ikke så meget de forskellige sidehistorier og bipersoner, jeg gerne havde set skåret ned i antal, selv om de ikke alle er lige vigtige for hovedhistorien. For de hører også med i dette på mange måder spraglede storværk.

Det er bare dét, at Dostojevskij skriver så utrolig langt om det hele. Jeg har mere end én gang erklæret mig som stor fan af Dostojevskij, og det står usvækket. Men i Brødrene Karamazov bliver han mig i mange og lange stræk for lang i spyttet og til tider decideret sluddervorn.

Hans dialoger er således fyldt med gentagelser, også langt ud over hvad der er nødvendigt for såvel budskabet som nuancerne. Og det gælder både i personkarakteristikkerne og i de filosofiske dialoger. Brødrende Karamazov skriger for en nutidig læser som mig simpelthen på en redaktør. Dér, så kom jeg ud med det. Og så må I falde over mig.

Men når det er sagt, så har romanen immervæk alle de kvaliteter, der gør et litteraturhistorisk storværk og en klassiker. Og uagtet længden vil jeg så absolut anbefale den.

For mit eget vedkommende læste jeg Brødrene Karamazov første gang som meget ung teenager. Jeg husker ikke præcist hvornår, men jeg tror faktisk, at vi skal helt tilbage til før min gymnasietid. På nogle måder var jeg givetvis alt for ung til at læse den mangefacetterede roman dengang. Men den gjorde et indtryk, som jeg har båret med mig i alle årene.

Når jeg genlæser romanen i dag, så slår det mig, at dét, jeg husker fra min ungdoms læsning, er præcis de samme elementer, der også nu griber mig – nemlig de på én gang skarptskårne og nuancerede portrætter af de tre brødre. Så måske var jeg alligevel ikke alt for ung til at læse den, selv om især de mange teologisk-filosofiske diskussioner i bogen givetvis er gået hen over hovedet på mig dengang. Ihvertfald konkluderer jeg, at Dostojevskij har noget at sige til mennesker i alle aldre.

Hvorom alting er: Centralt i romanen står de tre brødre, Dimitrij, Ivan og Aleksej Fjodorovitj Karamazov, som ikke uden grund giver romanen dens titel. Det er således i høj grad spændingen mellem deres forskellige personligheder, der giver romanen fylde og kant og er med til at drive den elementært gode fortælling frem.

Dimitrij (Mitja) er den iltre levemand, ødeland og spradebasse med de alt for store følelser og det alt for store temperament. Han er i bund og grund et godt menneske, men bare alt for naiv, og det går ham hele tiden galt, fordi han er i sine sansers og følelsers vold. Han er uddannet officer og på mange måder rundet af adelens traditionelle æresbegreber, selv om han sjældent formår selv at leve efter dem.

Ivan Fjodorovitj er i mangt og meget Dimitrijs modsætning. Hvis Dimitrij står for sanselighed og traditionalisme, så inkarnerer Ivan tænkningen og moderniteten. Ivan er den belæste filosof, der med Nietzsche har kigget ned i erkendelsens og moralens afgrund efter Guds død. Ved fortællingens begyndelse er han en elegant ironiker og kyniker, der disputerer overlegent med og mod kirkens mænd. Men han tænker for meget og elsker for lidt og bevæger sig gradvist mod randen af vanvid.

Helt anderledes er det fat med Aleksej (Aljosja), den fromme og gode lillebror, som ved romanens begyndelse er gået i kloster, men sendes ud i verden af sin døende klosterældste. Aljosja er romanfortællerens erklærede helt, og han er da også så hjertensgod, at alle omkring ham må elske ham, også hans brødre og selv deres dominerende stymper af en far, Fjodor Pavlovitj Karamazov. I en symbolsk læsning fuldender Aljosja brødrenes trekant som symboler på sanseligheden, tænkningen og troen. Eller traditionen, moderniteten og religionen, om man vil.

Endelig skal vi ikke glemme den måske fjerde bror, Smerdjakov, Fjodor Pavlovitjs måske illegitime søn med landsbytossen Stinke-Lise. Smerdjakov er opfostret i Fjodor Pavlovitj’ hus af hans gamle tjener og arbejder der stadig som lakaj. Han er fuld af had og bitterhed over sin skæbne, og hans sind er kun alt for let påvirkeligt af ateistiske ideer som dem, Ivan Karamazov underholder med, som hos Smerdjakov forvrænges og karikeres.

Som det fremgår, er det muligt at tolke brødrene Karamazov symbolsk som udtryk for filosofiske eller sociologiske typer. Men ingen af Dostojevskijs karakterer er blot og bart karikerede eller entydige typer. Alle personerne i Brødrene Karamazov, inklusive de mange bipersoner, fremstår med nuancer og modsætninger – ligesom virkelige mennesker. Og det er derfor, fortællingen og især dens personer evner at gribe og engagere læsere som undertegnede.

Centralt i fortællingen er en passioneret kærlighedsintrige. Dmitrij er forlovet med den skønne Katja, men har forelsket sig hovedkuls i forførersken Grusjenka, som samtidig efterstræbes af Dimitrijs egen far, Fjodor Pavlovitj. Katja er på sin side forelsket i bror Ivan, hvis hjerne imidlertid står i vejen for hans hjerte.

Romanens helt centrale omdrejningspunkt er dog begåelsen af et mord. Det er ikke for meget sagt, omend stærkt forenklet, at den første halvdel af romanen er en optakt til mordet, mens den anden halvdel handler om, hvem der gjorde det, hvordan og hvorfor. Det skal jeg ikke afsløre mere af, for Dostojevskij udfolder faktisk en ikke helt uspændende krimiintrige omkring mordet og opklaringen af det, som kulminerer i et storladent retssalsdrama.

Mordhistorien udgør således romanens dramatiske hovedskelet, men den er samtidig spækket med en mængde sidehistorier og et stort galleri af bipersoner, som jeg ikke skal trætte med her. Nok er at sige, at Dostojevskij via bipersonerne kommer rundt i mange dele af det russiske samfund og også finder plads til den sociale indignation, der var så fremtrædende i f.eks. Stakkels mennesker, som jeg læste omkring årsskiftet.

Jeg begyndte denne omtale med en vis forbeholdenhed grundet romanens længde (og den er for lang), men jeg håber, at det er alligevel er lykkedes at formidle den begejstring, som denne tunge (i bogstavelig forstand: bogen vejer 1,7 kg) klassiker ikke desto mindre formår at fylde mig med.

Fortællingen er arketypisk, følelserne er store, tankerne er dybe, de psykologiske og moralske dilemmaer er universelle, og persontegningerne er stærke. Hvis bare ikke også siderne var så mange …

Jeg erklærer mig stadig som fan af Dostojevskij – og det er stadig en del af min plan for dette læseår at læse eller genlæse flere af hans værker. Jeg tror dog, at jeg vil udvælge mig nogle at de kortere bøger som mine næste Dostojevskij’er. Og først og fremmest har jeg inden da lige brug for at læse noget helt andet.

K's vurdering: