Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz

En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.

Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af.

Schweiziske Jacques Chessex (1934-2009) opfylder måske ikke kriteriet om at være decideret overset i international sammenhæng (han har trods alt modtaget den franske litteraturpris Prix Goncourt i 1973), men for i hvert fald mig var han et ganske ukendt navn indtil udgivelsen af Vampyren fra Ropraz på dansk her i foråret 2021 (opr. 2007).

Og herfra må der bare – endnu en gang – lyde et tak til Sidste århundrede for at give os danske læsere store, skæve litteraturoplevelser. For Vampyren fra Ropraz lever også op til et andet af forlagets kendetegn, som er hangen til ”det excentriske, det monomane, det ekspressionistiske og det groteske,” som det hedder på forlagets hjemmeside. Og så er den korte roman tilmed litteratur af høj klasse.

Vampyren fra Ropraz er angiveligt bygget på virkelige begivenheder, og bogen fremstår i en vis forstand som en historisk-“journalistisk” reportage om en serie forbrydelser, forsøget på at opklare dem og et muligt justitsmord.

Begivenhederne tager deres begyndelse i den knugende vinter i februar 1903 i den lille, schweiziske landsby Ropraz i kantonen Vaud. En ung kvinde, beundret og elsket af alle i landsbyen, er nyligt død af meningitis, men allerede dagen efter begravelsen findes hendes grav åben og liget skændet på det forfærdeligste – seksuelt forulempet, hakket i stykker og spist af.

Inden for kort tid gentager forbrydelsen sig efter sammw mønster to andre steder i nærliggende landsbyer, igen er ofrene nyligt afdøde, unge kvinder eller piger.

Det andet tilfælde af ligskænderi opdages af en skolelærer, som på en udflugt iagttager børnene spille fodbold, men ved nærmere åsyn ser han, at ”bolden“ er det afskårne og skalperede hoved af en ung, nyligt begravet pige fra landsbyen … Og den detalje er så langt fra den værste.

Chessex svælger ikke i ligskænderierne, men han lader heller ingen detaljer ufortalte. Dem kommer jeg ikke til at gengive her, for det kan jeg ikke udholde, men lad mig sige det sådan, at skulle jeg have forestillet mig de absolut værste og mest modbydelige former for ligskænderier, så ville jeg kun være kommet halvvejs i forhold til Chessex’s nøgterne beskrivelser af maltraktionerne.

Forbrydelsernes sensationelle karakter skaber avisoverskrifter på både nationalt og internationalt plan, og hurtigt bliver den ukendte gerningsmand kendt som Vampyren fra Ropraz på grund af det kannibalistiske islæt. Lokalsamfundene kryber sammen i angst for vampyren:

Vær forvisset om at han sidder sammenkrøbet i kratskoven hvor han skjuler sig frem til mørkets frembrud, eller i en grotte på en skråning, en spalte i den mørke klippe, og at han derfra har hørt lyden af pastorens slingrende forspand på den ujævne vej. Regn med at han senere har set lamperne i vinduerne på slottet i Ussière blive slukket, ligesom lamperne i Cavins café, i de massive stenhuse, på de ensomme gårde. Nu tilhører natten ham.

Alle i lokalområdet, der på den ene eller anden måde skiller sig ud, bliver på skift gjort til genstand for mistænkeliggørelse og forhør. Til sidst arresteres en ung staldknægt, en vis Favez, som er blevet grebet i seksuel omgang med bondens køer. Favez kommer af en familie præget af vold og incest i flere generationsled, har været gentagne gange anbragt og selv været udsat for overgreb, der er om muligt endnu mere ubehagelige at læse om end ligskænderierne.

Dertil kommer, at Favez lider af permanent blodskudte øjne (som en vampyrs!) og grimme, lange og spidse tænder (han må være vampyr!). Chessex viser virtuost, hvordan den offentlige mening i løbet af ingen tid kan dømme ham, her i et citat, der i det hele taget også er symptomatisk for hans prosastil:

(Favez er) er en løjerlig fyr, hans blik er undvigende, han er fordrukken, depraveret, tavs. Og han fornøjer sig altså med vores dyr! Kunne han også finde på at luske omkring på kirkegårde? Hvad nu hvis Favez var den skyldige, hvad hvis det var Favez der var ved Rosas grav, og også ham i Carrouge, og Favez igen i Ferlens! Selvfølgelig er det Favez, sadisten Favez. Uhyret Favez. Det er ham, vampyren fra Ropraz. Når han mangler menneskeofre, penetrerer han køer og kvier mens han venter på at sætte tænderne i flere døde unge kvinder. Eller levende, hvorfor ikke? Små blide og varme væsener, uskyldigt sovende skolepiger, konfirmander, unge mødre som han kan lade sig selv og sin afskyelige mund glide hen over.

Ubehageligt på en anden måde end de konkrete voldshandlinger er imidlertid hele grundstemningen i portrættet af de små depraverede landsbysamfund i det vinterkuede Schweiz. Under den strenge, calvinistiske overflade bærer landsbyerne kollektivt på gennem århundreder nedarvede, fortrængte hemmeligheder, som sagen om “vampyren fra Ropraz” bringer mindelser om:

Beskidte hemmeligheder skjult i mørket. Om alkohol. Om overtro. Om incest. Om gamle og lønlige utugtige episoder i ko- og hestestalde. Om gentagne, grusomme overgreb på skræmte dyr. Om mord i det skjulte. Om ulmende hævnlyst.

Og her er vi fremme ved det, der egentlig er kortromanens hovedtema: Hvordan et kollektiv kan gøre et monster ud af en stakkel, der i bund og grund selv er et offer. For disse landsbysamfund er Favez den perfekte syndebuk. Ikke bare for ligskænderierne og for de gerninger, han bevisligt er skyldig i, men for alle deres fortrængte, “skammelige hemmeligheder.”

Chessex‘s prosa er enkel og klar, men har samtidig et lidt altmodisch præg over sig, som bidrager til en stemning af at være uden for tid og rum – uagtet at historien er meget konkret situeret i den faktisk eksisterende landsby Ropraz på et nøjagtigt angivet historisk tidspunkt.

Samme effekt har det, at Chessex fortæller historien via en ubestemt kollektiv fortællestemme, et anonymt “vi,” der i sig synes at rumme alle landsbysamfundene i området igennem flere generationer.

Ustandseligt må vi tyde den trussel der kommer fra vores eget indre, og den der kommer udefra, fra skoven, fra taget der knager, fra vinden der græder, fra det hinsides, fra oven, bagfra, fra neden: truslen der kommer andetsteds fra. Vi barrikaderer os i vores tanker, vores søvn, vores hjerter, vores fornuft, vi låser os inde på gården med geværet ladt, sjælen er hjemsøgt og udsultet.

Jeg kunne blive ved med at citere fra bogen, men så ville der snart ikke være mere tilbage af de kun knap 80 korte sider i kortromanen. Vampyren fra Ropraz er ualmindelig modbydelig at læse – og samtidig er den ualmindeligt flot skrevet. Jeg blev med det samme indfanget og læste den i ét stræk. Og jeg vil vældig gerne læse mere af Jacques Chessex.

K's vurdering: