George Orwell: 1984

“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”

George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad.

Jeg har her på bloggen på den seneste gjort det lidt i nogle af de klassiske dystopiske fremtidsromaner: Karin Boyes Kallocain, Karel Čapeks Krigen med salamandrene og Jevgenij Zamjatins Vi (den sidste læste jeg ganske vist for mere end to år siden, kan jeg se, men som man bliver ældre, udstrækker begrebet “på det seneste” sig mere og mere, har jeg noteret mig …).

I forlængelse af disse og et par andre titler inden for genren faldt det mig naturligt at genlæse Orwells klassiker – også i anledning af, at den i begyndelsen af dette år udkom i en nyoversat, dansk udgave.

Jeg har selvfølgelig læst den før, men det var faktisk helt tilbage i 1980’erne som ret ung teenager. Det må have været i Paul Monrads oversættelse fra 1950. Som jeg husker det, læste jeg den dengang relativt uforberedt – det var en af de bøger, jeg bare fandt i mine forældres reol i umættelig søgen efter læsestof, og jeg var ung nok til ikke på forhånd at have hørt alt for meget om romanen i forvejen. Jeg husker, at jeg var dybt påvirket af den dengang. Af den klaustrofobiske stemning, af umuligheden af at undslippe Store Broders overvågning og især af rædslerne i Ministeriet for Kærlighed.

Ved genlæsning omtrent 35 år senere bliver jeg ved genlæsning igen påvirket. Og imponeret.

Eric Arthur Blair a.k.a. George Orwell (1903-1950)

En nærmere præsentation af værket turde være overflødig over for læsere af disse noter. 1984 er ikke bare en klassiker, men har som få romaner opnået ikonisk karakter og sat sig spor i dagligsprogets begrebet. Orwellsk er blevet et almindeligt begreb, og vi ved alle, hvad Big Brother is watching you handler om. Et begreb som Newspeak (Nysprog) er også gået ind i dagligsproget og er i dén grad aktuelt i dag, hvor sproget (stadig) er en ideologisk kampplads.

Nok er at sige, at 1984 holder. Den er for det første helt elementært spændende og underholdende at læse. Kun enkelte passager bestående af uddrag fra en forbudt bog, angiveligt skrevet af Partiets fjende nr. 1, fremstår en smule tunge i deres karakter af teoretisk udredning af, hvordan overvågningssamfundet kunne være opstået.

Dernæst er romanen stadig skræmmende aktuel. Vi lever ikke i dag i et totalitært samfund (ikke i nærheden af det, tværtimod, uanset hvad alverdens konspirationsteoretikere måtte have mareridt om), men de teknologiske overvågningsmuligheder – og den faktiske overvågning af vores digitale spor, som ganske vist ikke udføres af regeringen, men af tech-giganternes robotter – er hinsides noget, Big Brother kunne have drømt om.

Også Orwells analyse af, hvordan fysisk og psykisk tortur kan nedbryde og forme et menneske, er desværre både præcis og i mange dele af verden stadig aktuel.

Og så er der Orwells ideologikritik, som ikke bare er møntet på stalinismen, som nogle har fortolket det (sågar Lindhardt og Ringhof, udgiveren af den nye oversættelse, forfalder til den forfladigelse af værket, at 1984 først og fremmest er en kritik af “kommunismen”). Orwells kritik rammer alle former for totalitarisme til alle tider, og den har som ideologikritik også bredere relevans end som så.

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden,” som Partiets slogan lød. Og alligevel var fortiden, som i sin natur var foranderlig, aldrig blevet ændret. Det, som var sandt nu, var sandt i al evighed og havde været sandt i al evighed. Det var ganske enkelt. Det eneste, man havde brug for, var en uendelig række sejre over sin egen erindring. “Virkelighedskontrol,” kaldte de det. På nysprog: Dobbelttænk.

For selv i regimer med demokratiske forfatninger, inkl. Danmark, benytter politikere sig for eksempel af forsøg på ideologisk omskrivning af historien. Ikke i den drastiske forstand, som hovedpersonen i 1984, Winston Smith, medvirker til som medarbejder i Ministeriet for Sandhed, hvor hans opgave er aktivt at destruere og genskabe alle kilder, der modsiger Partiets dagsaktuelle udlægning af historien. Men ikke desto mindre i form af ideologisk fortolkning af historiske fakta, der skal tjene nutidige politiske formål.

Hvorom alting er: Det har ikke kun politiske, men i allerhøjeste grad også gode litterære grunde, at 1984 har status af klassiker. Den nye oversættelse er en god anledning til at læse eller genlæse den.

K's vurdering: