William Blake: Ægteskabet mellem Himmel og Helvede

“Lad ikke længere Daggryravnens Præster, klædt i dødens sort, med hæse toner forbande glædens sønner. Ej heller de godtagne brødre, som af ham, tyrannen, kaldes fri, sætte grænser eller lægge tag. Ej heller bleg og from liderlighed kalde dét for jomfruelighed der ønsker, men ikke handler! For alt hvad der lever er Helligt.”

Den engelske digterfilosof William Blake (1757-1827) er et ret vildt bekendtskab! Jeg har længe haft på min liste at læse hans mest berømte tekst, The Marriage of Heaven and Hell (opr. 1789-1790). Og i går bød muligheden sig til, da jeg i en boghandel faldt over Batzer & Co.’s genudgivelse af Niels Brunse oversættelse fra 1995.

I betragtning af den plads, denne tekst – via talrige referencer i mange sammenhænge – har haft i kanten af min bevidsthed i mange år, var jeg næsten lidt skuffet over at erfare, hvor kort den faktisk er. Ret beset består den således af kun 27 blade, i alt næppe meget mere end tyve normalsider.

Tekstens lidenhed opgjort i antal sider skal dog ikke få nogen til at affeje den som ubetydelig. Less is more, som bekendt, og Ægteskabet mellem Himmel og Helvede er en ganske intens sag.

I den udgivelse, jeg har læst (Batzer & co., 2022/1995) bliver det i øvrigt til i alt knap 80 sider – i kraft af en dobbeltgengivelse af både den originale tekst og den danske oversættelse samt et forord af forlægger Arild Batzer og et efterord af Marianne Lindgren.

William Blake var også grafiker, og han udførte selv kalligrafien og illustrationerne til The Marriage of Heaven and Hell. I den danske udgave fra Batzer & co. er bladene fra den originale udgave (eller én af dem: der kendes kun til ni eksemplarer af værket fra Blakes tid) optrykt på højre side, mens Niels Brunses danske oversættelse står på venstre.

Blakes egne illustrationer er i sig selv fascinerende. De er i øvrigt ikke blot illustrationer, men kan tolkes som aktive dele af værket, der spiller sammen med teksten.

Jeg skal undlade at kaste mig ud i en længere analyse af Blakes filosofi. Men i korte træk er hans grundfilosofi, at livet er en syntese af modsætninger: Sjæl og krop, fornuft og passion, passivitet og energi – symbolsk sammenfattet i forestillingerne om Gud og Djævlen, Himmel og Helvede, Det Gode og Det Onde.

Hovedpointen hos Blake er imidlertid, at disse modsætninger er afhængige af hinanden – og at megen livselendighed stammer fra filosofiens og kirkens fornægtelse af den ene side: Helvede, Det Onde, kroppen, passionen, energien.

Uden modsætninger er der intet fremskridt. Tiltrækning og Frastødning, Fornuft og Energi, Kærlighed og Had er nødvendige for den Menneskelige tilværelse.
     Af disse modsætninger udspringer det de religiøse kalder Det Gode & Det Onde. Det Gode er det passive som adlyder Fornuften. Det Onde er det aktive som udspringer af Energien.
     Det Gode er Himlen, Det Onde er Helvede.

I fodsporene på Dante Alighieri (Den guddommelige komedie, ca. 1321) og John Milton (Det tabte Paradis, 1667) tager Blake i teksten en tur til Helvede – i fem “mindeværdige fantasier.”

Og det er i Helvede, at Blake finder livskraften. Den energi og passion, som de blegsottige præster mangler, og som fornuftsfilosofferne taler imod.

Blake er i høj grad moderne i sin religionskritik og livsfilosofi. I én mulig læsning kan man fristes til at kalde ham Nietzsche knao et århundrede før Nietzsche.

Form- og genremæssigt er Ægteskabet mellem Himmel og Helvede et lille monstrum, som Marianne Lindgren rammende beskriver det i efterordet: “Satire og syner, kritik og filosofi i ét.”

Der er en slags fortale, The Argument (da. Begrundelsen), i allegorisk, lyrisk form. Værket afsluttes med den lidt dekoblede ode, A Song of Liberty (da. En frihedssang). Ind i mellem er der de fem nævnte “mindeværdige fantasier,” som formmæssigt også er ganske forskellige. I den første Memorable Fancy er f.eks. inkorporeret 70 små aforismer, som Blake kalder Helvedes Ordsprog.

Som skønlitteratur betragtet er teksten samlet set således ikke særlig skøn. Men så alligevel. For Blake har en masse skønne enkeltformuleringer. For eksempel er der mange perler blandt aforismerne i Helvedes Ordsprog, hvoraf flere er gået ind i almensproget. Et udvalg:

Kør din vogn og din plov hen over de dødes knogler.

Forsigtighed er en rig, hæslig gammeljomfru, som uduelighed bejler til.

Den sønderskårne orm tilgiver ploven.

Den hvis ansigt ikke giver lys skal aldrig blive en stjerne.

Gedebukkens lystenhed er Guds gavmildhed.

Løvens vrede er Guds visdom.

Forvent gift af stillestående vand.

Om ikke for andet, så vil nogle læsere af disse noter kende til William Blake for hans begreb om “The Doors of Perception” (“erkendelsens døre”). Måske fra titlen på Aldous Huxleys roman om narkotiske stoffers bevidsthedsudvidende egenskaber. Eller fra rockbandet The Doors, der tog navn efter netop Blakes Doors of Perception.

Begrebet optræder i Ægteskabet mellem Himmel og Helvede i denne sammenhæng (i den engelske original):

But first the notion that man has a body that is distinct from his soul, is to be expunged; this I shall do by printing in the infernal method, by corrosives, which in Hell are salutary and medicinal, melting apparent surfaces away, and displaying the infinite which was hid.
      If the doors of perception were cleansed every thing would appear to man as it is, infinite.

– – – – –

Men først skal den forestilling, at mennesket har en krop adskilt fra dets sjæl udslettes; det vil jeg gøre ved at trykke efter den infernalske metode, med ætsende syrer, som i Helvede er helsebringende og lægendede, da de opløser synlige overflader og lader det uendelige, som var skjult, komme til syne.
      Hvis erkendelsens døre blev rensede ville alt fremtræde for mennesket som det er, uendeligt.

Eventuelle læsere, der ikke måtte være kommet fri af 1960-1970’ernes forestilling om stoffer som vejen til erkendelse, kan dog ikke tage Blake til indtægt. Blake var ikke noget syrehoved. Hans vej til erkendelse var slet og ret at åbne bevidstheden med de midler, som kroppen og sjælen giver os i form af sanserne.

Blakes The Mariage of Heaven and Hell blev første gang oversat til dansk af Niels Alkjær i 1952. Den aktuelle oversættelse er af Niels Brunse fra 1995.

Overordnet har jeg ikke noget at udsætte på Niels Brunses oversættelse. Det er tydeligt, at oversættelsesstrategien her har været at komme så ordret tæt på originalen som muligt. Det betyder, at den danske version kan fremstå lidt kantet og uinspireret. Men det fungerer faktisk godt i denne udgivelsessammenhæng, da vi jo har Blakes originale tekst på højre side, som jeg absolut vil anbefale, at man læser. Den danske oversættelse på venstre side kan så fungere som støtte, hvis et engelsk udtryk driller – eller teksten er svært at tyde.

Det sidste punkt udgør min eneste anke mod Batzer & Co.’s udgivelse: Blakes originale kobberstik er smukke og spændende og udgør en integreret del af værket. Så der er stor ros for, at de er med. Men udgivelsen i lommebogsformat (12 x 18 cm) betyder, at gengivelsen af kobberstikkene er så små, at det er vanskeligt for alvor at nyde alle detaljerne i Blakes illustrationer. Og nogle tekstpassager er ret svære at læse.

Det er synd. Udgivelsen ville have løftet sig markant i et dobbelt så stort format. Personligt havde jeg med glæde betalt tilsvarende mere for bogen. Nu blev jeg i stedet lidt stram i betrækket over at give 200 kr. for en lommebog, hvis alt for lille format tager en del af værkets sjæl ud af det.

Der er ganske vist også ros for, at forlaget har trykt bogen på glittet papir i god kvalitet, hvilket styrker illustrationerne. Men samlet set ender udtrykket så alligevel med at blive lidt tarveligt, fordi bogen er uden syning og med en limning, der faktisk ikke kan holde til den kraftige papirkvalitet. Resultatet er en bog, der knækker på en så træls måde, at nogle af siderne truer med af falde ud (ihvertfald når man læser sine bøger så hårdt, som jeg ynder at gøre det – hvilket er en del af min fysiske nydelse ved at læse papirbøger).

K's vurdering: