Shahrnush Parsipur: Mænd fra forskellige civilisationer

På mindre end 90 små sider lykkes det på det nærmeste Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.

Hvis iranskfødte Shahrnush Parsipurs (f. 1946) mest kendte bog, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019) genremæssigt kunne indkredses som noget i retning af magisk realisme, så har Parsipur med Mænd fra forskellige civilisationer ladt realismen helt bag sig til fordel for en slags fabulerende fantastik.

Mænd fra forskellige civilisationer består af ni korte historier, som hver især kan stå alene som en novelle, men som ikke desto mindre er kædet sammen tematisk, formmæssigt og til en hvis grad via karaktererne.

For så vidt angår det sidste, er der dog kun tale om en overfladisk sammenhæng: I alle ni historier optræder tre mænd: En skægget mand, en glatraget mand og en mand, der spiller tar. Men der er åbenlyst ikke tale om de samme mænd i historierne.

Formmæssigt og tematisk ligner historierne hinanden på titlen (de hedder alle noget med “Mænd fra [navnet på en gammel mellemøstlig civilisation]”. Derudover er mændene og kvinderne i Parsipurs fortællinger hele tiden i bevægelse. De starter et sted, rejser ud og kommer tilbage til udgangspunktet.

I “Mænd fra Kanaan” falder en tarspiller i søvn på en kærre, drømmer at han er i USA og bliver gift med med lyshåret og blåøjet kvinde, og da han vågner er han også blevet gift med kærrekuskens datter, og han har fået børn med begge kvinder, og så hopper han af vognen og flygter fra begge ægteskaber.

Da der i “Mænd fra Kaldæa” bliver født en tarspillende mand overdrager hans frænder ham til Museumsstyrelsen for Naturressourcer for at blive udstillet på museet som en kulturgenstand på linje med “segl, lercylindre, lertavler og kakler.” Han bliver meget beundret af museumsgæsterne som eksempel på den storslåede kaldæiske kultur, indtil han en dag beslutter sig for at gå sin skæbne i møde. Men da hans skæbne er fuld af bakker og dale, lykkes det ham aldrig at finde den, men han køber en computer og falder over et missil på nettet, som han følger og kommer på den måde til Amerika og bliver gift og får succes med at komponere elektronisk musik, og han går i biografen og ser Borte med blæsten og begynder at hade sig selv. Og så beslutter sig for at blive skilt, så hans kone kan blive fri for ham, og han vender tilbage til Kaldæa, men bliver så træt af det hele, at han tager ud i bjergene en dag og opdager en bjerghule.

I “Mænd fra Ur” er der også en mand, der længes efter bjerghuler, som der dog ikke er nogen af i hans flade hjemland. Drevet af sin utilfredsstillede længsel rejser han ud i verden. Undervejs bomber amerikanernes landet Ur sønder og sammen med missiler (“så de kunne bevise, at der slet ikke fandtes nogen bjerghuler at frygte dér”). Og manden rejser tilbage til Ur og bliver fuld af glæde, da han opdager, at bombardementerne af det flade land ikke alene har skabt dale og bakker, men endda bjerge med bjerghuler klar til at blive opdaget.

”Mænd fra Mohenjo Daro” er den eneste historie, der ikke tager afsæt i en civilisation fra det nuværende iranske område, men i Indien. Her bor en tarspiller, som opfinder en sitar og gennem sitarspillet opdager yoga. Og da “yogaens principper minder meget om et hav,” ender det med, at hele landet Mohenjo Daro synker i havet, et storslået hav, som alle svømmer i, og hvor ingen slår hinanden ihjel. Manden sejler så til Amerika og civilisationen New York, men her er der ingen, der anerkender hans gamle civilisation:

[P]roblemet var, at der ikke fandtes maskiner i Mohenjo Daro. Og det med maskiner er centralt for historien. Når man ikke har maskiner i en civilisation, betyder det, at ens hjerne ikke fungerer optimalt, og ens intellekt ikke er en døjt værd. En hjerne, der fungerer godt, bygger maskiner.

I Mænd fra Sialkhøjderne forsøger to unge elskende at gå i biografen sammen, men køen til billetlugen er så lang, at de for at nå ned til begyndelsen af dem kommer gennem Baghdad, Damaskus, Jerusalem, Beirut, Berlin (og “de så, at Berlinmuren var forsvundet, og folk så glade ud og drak øl”), Paris, London, Washington, Moskva, Beijing, Delhi, Lahore, Karachi og Kuwait. Undervejs bliver de gift og får børn, og til sidst er de kommet hele jorden rundt og opdager, at køen starter, hvor den slutter, ved billetlugen.

”Mænd fra Elam, eller hvordan man lever lykkeligt uden kærlighed” begynder med, at en mand finder en kølle og slår en anden mand i hovedet, og derfra går alt bare værre og værre, indtil selv skorpionerne ikke kan holde livet ud længere, og en mand, der spiller tar, beslutter sig for at blive til et fossil. Det går bare ikke, fordi der mangler en kvinde til at hænge den fossilerede mand op på væggen, men så oplever han pludselig et uventet øjeblik af stor skønhed og lykke:

Nogle gange har lykken farve som appelsinskræl i en lille skål, andre gange ser den ud som et æble, der bliver ført væk med strømmen. Nogle gange ligner lykken en myre, der bærer en byrde. En videnskabsmand vil måske en dag sige, at lykken er som en nøgle, man drejer, og der tændes lys i et værelse. En filosof kunne sige, at lykken er essensen af eksistensens allerførste pulserende kerne. For en husmor kan lykken se ud som en vaskemaskine. Da børn elsker at flyve med drager, ser de lykken som mildt blæsevejr. I gamle dage var de lykkelige kvinder dem, der ikke engang kendte ordet lykke, men bagte brød hver dag. Det er derfor ikke så mærkeligt, at en mand bryder ud i gråd, når han ser en spurv på en elektrisk ledning og bliver ejer af en lille trekant med himmeludsigt.
      Det er sådan man lever et lykkeligt liv uden kærlighed.

Løsrevevne citater som dem ovenfor er som at løfte en flig af teatertæppet og kigge stjålent ind i Parsipurs litterære univers. Men for rigtigt at få en fornemmelse af hendes stil, er du nødt til at læse hende selv.

Og Parsipur er heldigvis ligetil at at læse. Ihvertfald er hendes skrift let at læse, og hendes historier flyder ubesværet afsted som en flod af boblende fortælleglæde. Hvis man leder efter rationelle og forklarede sammenhænge for slet ikke at tale om en lineær historie, så er der imidlertid stor sikkerhed for at fare vild i Parsipurs historier.

“Alting flyder,” skrev Herodot, og det gør fortællingerne i Mænd fra forskellige civilisationer i dén grad også. De er mere fabulerende end forklarende. De kan formmæssigt minde om eventyr og myter, men uden nødvendigvis at rumme en tydelig pointe eller morale.

Tværtimod er Parsipurs historier cirkulære: Personerne bevæger sig ikke bare geografisk ofte i cirkler og ender ved udgangspunktet. Også tiden selv synes cirkulær og flydende. Som når en mand og en kvinde i Parsipurs univers kan rejse jorden rundt og stifte familie samtidig med, at de står i kø til en biograffilm.

Genren kan kaldes fantastik, for så vidt historierne bevæger sig ubesværet og glidende mellem forskellige realitetsplaner, hvor tid og sted er flydende størrelser. Det hele er vidunderligt fabulerende og båret af et forrygende overskud af fantasi og humor.

Samtidig er historierne ikke uden kant. De tidligere bøger af Parsipur, vi er blevet præsenteret for på dansk (Kvinder uden mænd (1989, da. 2019) og Frie oplevelser (1970, da. 2022)), har en direkte, kritisk brod rettet mod det iranske styre (som har givet Parsipur samlet fem år i iransk fængsel og ført til, at hun har måttet emigrere til Californien, hvor hun bor i dag).

Sammenlignet med disse har den samfundsmæssige kritik i Mænd fra forskellige civilisationer imidlertid karakter af en mere universel civilisationskritik, som blandt andet også rammer USAs krigsførelse og situationen for flygtninge i den vestlige verden.

Det er næsten overflødigt at nævne, at også denne Parsipur-udgivelse – ligesom de øvrige nævnte – er fordansket på glimrende vis af Nazila Kivi, som også har forsynet bogen med et relevant forord. Tak til Kivi og forlaget Falco for at give os mere Parsipur på dansk. Lad Parsipur-udgivelserne blive ved med at flyde.

K's vurdering: