Rakel Haslund-Gjerrild: Øer

En samling små, meget velskrevne, ganske fine, men også noget forglemmelige noveller om folk og fæ og fiskere på Bornholm og omegn. Rakel Haslund-Gjerrild demonstrerede i denne debutsamling gode takter, som hun senere har udfoldet med større dybde og tyngde.

Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) er vi her på bloggen tidligere stødt på i kraft af hendes særdeles vellykkede biografiske roman om den flamboyante maler Kristian Zahrtmann, Adam i Paradis (2021). Hun debuterede imidlertid som forfatter fem år tidligere med novellesamlingen Øer (2016).

Haslund-Gjerrild er selv født og opvokset på Bornholm og her på øen foregår også en god del af de 21 noveller i samlingen. Samlingens titel hentyder dog også metaforisk til mennesker som øer. De fleste af novellerne er således historier om mennesker, der som øer flyder alene rundt i verden, de fleste uden sikker fortøjning:

En dreng, der bevidner sin far i afmagt skyde sæler fra fiskerbåden. En mand, der bygger et vaskestativ foran sommerhuset efter, at konen er væk. En ung kvinde, der bor i skoven og i forladte sommerhuse i et dystopisk fremtidsunivers, hvor dele af landet er udlagt til ø-reservater, hvor vejnettet er brudt op, og naturen får lov til at overtage.

En førtidspensioneret kvinde, der bor alene i et hus fyldt med bjerge af affald og et utal af hunde. En kvindelig præst, der har mistet troen og er blevet fremmed for sin søn. En ældre mand, der efter sin kones død begynder at vinterbade, men kun om natten, hvor han kan være alene.

Og mange andre små historier. Nogle rørende, nogle pudsige og skæve, nogle lidt ligegyldige.

Haslund-Gjerrild skriver godt, også her i debutudgivelsen. Sproget flyder let og rummer samtidig en vis spændstighed. Jeg nød sådan set at læse alle historierne i samlingen. Men da jeg skulle skrive denne anmeldelse, et par dage efter læsningen, havde jeg ikke desto mindre stort set glemt dem allesammen. Jeg var nødt til tage fat i bogen og bladre rundt i den for at genkalde mig dem.

En rigtig fin debut af den slags, hvorom jeg formentlig – hvis jeg havde læst den ved udgivelsen – ville have skrevet noget i retning af, at den lovede godt for fremtiden, og at jeg gerne ville følge forfatteren fremover. Og deri ville jeg jo have haft ret, jf. Rakel Haslund-Gjerrilds ovenfor nævnte roman om Kristian Zahrtmann, som er absolut anbefalelsesværdig.

K's vurdering: