Sadegh Hedayat: Den blinde ugle

“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”

Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om.

Den blinde ugle (opr. 1936) af iranske Sadegh Hedayat (1903-1951) er tidligere oversat til dansk, men er for nyligt udkommet i nyoversættelse ved Shadi Angelina Bazeghi på forlaget OVO press.

Det er en syret omgang. Vi kommer ind i hovedet på mand, der påvirket af hallucinerende stoffer mentalt bevæger sig rundt i små cirkler i sine egne fantasier om sin plejemor, om sin hustru (som er plejemorens datter) og om sin kærlighed til en idealiseret kvinde, han henter fra et fantaseret maleri, han muligvis selv har malet. Uafladeligt er alle hans drømme koblet med de samme, tilbagevendende ækle associationer:

En beskidt, gammel klunser med gule, bakteriefyldte tænder og en uhyggelig, gnæggende latter. En flaske vin, som måske eller måske ikke indeholder giften fra en cobraslange. Hustruen, der konstant ydmyger ham ved at nægte ham adgang til sengen, mens hun holder et harem af elskere (forestiller han sig ihvertfald i sin umådeholdne jalousi). Og så er der det her spand af sorte heste:

[…] et par magre indtørrede heste med sorte ben; tuberkuløse heste, der hoster tungt og tørt. De ser ud, som om de har fået amputeret hovene og benene stukket ned i kogende olie i henhold til bestialsk lov.

I teksten vender de samme figurer og temaer tilbage igen og igen, ligesom modsætningerne i fortællerens hoved gradvist forenes i et ustabilt hele – som kulminerer i klamme, seksuelle voldsfantasier.

Det lød vist ikke som en anbefaling … men det er det faktisk.

Sadegh Hedayat skriver med en påtrængende og imponerende intensitet. De mange gentagelser kan virke enerverende, men har også en vis suggererende virkning. Jeg kunne ikke undgå at associere til Kafka (ligesom da jeg læste nogle af Hedayats noveller for nogle år tilbage), men Hedayat er vildere og mere udsyret, seksualiteten og volden er mere eksplicit, vanviddet lyser stærkere i øjnene.

Sadegh Hedayat (1903-1951)

Oversætter Shadi Angelina Bazeghi (f. 1974) har skrevet et meget passioneret og litterært efterord til romanen. Det gjorde ikke så meget godt for mig. Men det udgør et fortolkningsbidrag. Bazeghi anlægger det perspektiv, at Hedayat med romanen bevidst udstiller patriarkatets kvindehad/kvindeangst i kritisk øjemed, og hun læser hun læser således Den blinde ugle som et feministisk værk.

Det er en mulig og sympatisk fortolkning. Om den er helt rigtig, for så vidt angår Hedayats egen intention med værket, skal jeg ikke kunne sige. Selv havde jeg under læsningen svært ved helt at aflægge mig den fornemmelse, at romanen var skrevet af en forfatter, der også selv havde pænt mange komplekser forbundet til kvinder i alle henseender (mødre, hustruer, elskere).

Men egentlig er det jo også ligemeget, hvad der har været Hedayats personlige intention med fortællingen. Den er skrevet, trykt, oversat, udgivet, oversat igen, udgivet igen. Den lever sit eget liv uafhængigt af forfatteren. Og som et litterært værk i sig selv fremstår romanen uomtvisteligt som en stærk fremvisning af den patriarkalske mands angst for kvinder med deraf tilknyttede voldsfantasier i psykologisk ynkelige – men fysisk naturligvis farlige – forsøg på at manifestere sin magt.

Tak til OVO press og til oversætter Shadi Angelina Bazeghi for at finde denne iranske klassiker frem fra glemslen.

K's vurdering: