Emma Holten: Underskud

Emma Holten har fået både retfærdige og uretfærdige knubs med på vejen for sin debatbog om værdien af omsorg og dens fravær i økonomisk teori. Bogen er velskrevet, engageret og endda underholdende. Som sådan er den bestemt værd at læse, selv om den ikke bringer mange egentligt nye pointer til torvs.

Emma Holtens bog fik ved sin udgivelse for en måneds tid siden en seksstjernet anmeldelse i Politiken. Samtidig fik hun sønderlemmende kritik fra flere økonomer. Det lød interessant, tænkte jeg.

Jeg købte således bogen af interesse for at sætte mig ind i et indspark i samfundsdebatten, der syntes relevant. Samtidig forberedte jeg mig på at skulle give en hård kritik i samme stil som de bredsider, jeg havde set fra diverse økonomer og andre typer.

Mens jeg læste, blev jeg imidlertid positivt overrasket: Jeg blev begejstret for Emma Holtens formidlingsevner. Hun skriver engageret, letforståeligt, medrivende og humoristisk. Jeg fandt også, at hun var langt mere nuanceret og reflekteret i sin kritik af økonomisk historie og økonomisk teori, end de debatindlæg, jeg havde læst, kunne tyde på.

Under læsningen tabte bogen imidlertid lidt flyvehøjde. De første idéhistoriske kapitler er klart bedst. De sidste mere aktuelt samfundskritiske kapitler står lidt svagere.

Og mens jeg undervejs i læsningen var på Emma Holtens side i debatten med “økonomerne,” så må jeg indrømme, at jeg i efterreflektionen finder, at der er nogle basale mangler og slagsider i bogen. Og de får desværre Holtens ellers relevante samfundskritik til at stå lidt svagere, end den måske kunne have gjort og fortjener.

Emma Holtens ærinde er en kritik af det, hun kalder “den etablerede økonomi,” som ifølge hende dominerer den offentlige debat om samfundsøkonomien, herunder den måde, vi taler om, hvad der har samfundsmæssig værdi, og som dermed også bliver en del af det definerende grundlag for væsentlige politiske prioriteringer.

Holten indleder bogen med en reference til en artikel fra Mandag Morgen fra 2020 med titlen “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen”. Holten fejlciterer ganske vist artiklens titel og skriver “… for samfundet” frem for “… for statskassen,” og det er isoleret set naturligvis ikke en ubetydelig distinktion. Det betyder imidlertid ikke noget for Holtens overordnede argument, så det lader vi ligge.

Kvinder er ifølge den omtalte artikel en økonomisk underskudsforretning for staten i den forstand, at kvinder i gennemsnit betaler mindre i skat over et livsforløb end de får igen i form af velfærdsydelser. Det skyldes først og fremmest, at kvinder er længere tid på barsel end mænd, at de i højere grad varetager relativt lavtlønnede jobs i omsorgssektoren, og at flere kvinder end mænd er deltidsbeskæftigede. Alt sammen noget, der udløser mindre skattebetaling over et samlet livsforløb.

Sådan et regnestykke kan man selvfølgelig godt stille op rent teknisk. Hvad man skal bruge det til, er mere tvivlsomt. At betegne kvinder over en kam som en “underskudsforretning” for statskassen på det grundlag er ren og skær idioti.

Den blinde vinkel udgøres (blandt andet) af, at et sådant regnestykke ikke tager højde for det omsorgsarbejde, der udføres i hjemmet uden for statens og markedets logik, og som derfor ikke er prissat eller beskattet, men som ikke desto mindre er en helt uomgængelig forudsætning for, at vi som mennesker overhovedet kan eksistere, og at vores samfund (herunder markedsøkonomien) kan fungere. Tilsvarende kan man i et samfundsperspektiv ikke aflæse værdien af det lønnede omsorgsarbejde af de lønniveauer, de beskæftigede i omsorgssektoren oppebærer.

Med betragtninger som disse som anstødssten begiver Holten sig i bogen ud på en idéhistorisk undersøgelse af forudsætningerne for det, Holten kalder “den etablerede økonomi,” via en genemgang af den historiske udvikling af moderne økonomisk teori med fokus på de økonomiske teoretikeres blik – eller mangel på samme – for omsorgsarbejdet i den private sfære.

Holten er hverken idéhistoriker eller økonom, og det præger bogen, men hun er en skarp debattør med noget på hjerte, og det gør Underskud til en læseværdig bog.

Bogens første del er bedst. Holtens idéhistoriske gennemgang af den økonomiske teorihistorie er velskrevet, veloplagt og inspirerende – og ind i mellem endda ret morsom – i sin påpegning af, hvordan forskellige generationer af liberalistiske filosoffer og økonomiske skoler op gennem historien systematisk har udgrænset eller ihvertfald set bort fra – primært kvinders – omsorgsarbejde i den private sfære og dermed ifølge Holten gjort sig blinde for, hvordan menneskelig omsorg er en forudsætning for menneskelig eksistens overhovedet.

De mere samfundsaktuelle dele af bogen står som nævnt noget svagere. Ifølge Holten selv vil hun med bogen gerne fremstille et alternativ til “den etablerede økonomi” i form af en såkaldt “feministisk økonomi.” I bogens indledning betegner hun feministisk økonomi således:

Feministisk økonomi tager udgangspunkt i det, man kalder reproduktion: alle de lønnede og ulønnede aktiviteter, det kræver at holde mennesker sunde, raske, glade og i live. I denne bog er de bredt definerede. Det er alt lige fra grundskolen til at trøste en ven, der lige er blevet forladt af sin kæreste.

Det er jo temmelig diffust, og Holten kommer ikke ideen om en feministisk økonomi meget nærmere i løbet af bogen. Det er et af dens problemer, men det vender jeg tilbage til.

Emma Holtens perspektiv på omsorgsarbejdet som ekskluderet fra den officielle økonomi er ikke nyt. Feministiske forskere inden for sociologi og politologi har med skarphed igennem ihverfald det sidste halve århundrede udfoldet forskellige perspektiver på, hvordan kvinder og kvinders omsorgsarbejde ideologisk og i økonomisk og politisk praksis på forskellig vis op gennem historien har været udgrænset til den private sfære uden for den officielle økonomi og den politiske, borgerlige offentlighed.

Holtens analyse er således ikke ny. Men det prætenderer hun sådan set heller ikke – tværtimod henviser hun netop til nogle af de feministiske teoretikere, der er gået foran. Og at et samfundskritisk perspektiv ikke er nyt, betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke er relevant at fremføre igen.

Emma Holten har været kritiseret for ikke at have forstået præmisserne for økonomisk teori, og nogle økonomer har tydeligvis følt sig trådt over tæerne (se fx artiklen »Jeg synes, det er pinligt«: Økonomer kritiserer ny Emma Holten-bog, Politiken 4. maj 2024).

Men læser man hendes bog ordentligt og rimeligt, så er hun faktisk opmærksom på, at problemet ikke er den økonomiske teori eller økonomer som sådan, men den måde, hvorpå økonomisk teori og nogle økonomers analyser bliver anvendt politisk som legitimering af et bestemt politisk-økonomisk regime og af konkrete politiske enkeltinitiativer.

Dét, Holten i bogen kalder “den etablerede økonomi” dækker således ikke over en bestemt økonomisk teori. Hun bruger begrebet som betegnelse for et politisk regime, der med reference til økonomiske “lovmæssigheder” begrunder konkrete politiske initiativer, der systematisk set bort fra eller undervurderer værdien af (kvinders) omsorgsarbejde.

Når det er sagt, så må det dog også medgives Holtens kritikere, at hun selv lægger op til at blive misforstået med denne brug af begrebet “den etablerede økonomi.” Mange af os ville således nok umiddelbart forbinde “den etablerede økonomi” med de teorikomplekser, der i dag er almindeligt anerkendte inden for økonomisk videnskab. Dertil kommer, at Holten i nogle interviews har udtalt sig noget mere unuanceret om “økonomer,” end hun gør i bogen.

På et ret centralt punkt vil jeg dog mene, at Holten går galt i byen, også i bogen. Det er, når hun kritiserer økonomer og økonomisk teori for at forveksle værdi og pris. I den idéhistoriske fremstilling giver hun særlig vægt til det, hun kalder den “marginalistiske” økonomiske skole, som hun tilskriver det grundsynspunkt, at en vares pris er lig med dens værdi. “Har ting ikke en pris, har de ikke en værdi, vi kan sige noget objektivt og videnskabeligt om.”

Herfra skrider det lidt for Holten. Hun gør retfærdigvis opmærksom på, at der er økonomer, der er kritiske over for denne tilgang, men ret hurtigt skrider hun over i en position, hvor hun tager det, hun kalder “den etablerede økonomi,” til indtægt for at mene, at alt, der ikke har en pris, er værdiløst.

Men helt ærligt: Det er der jo ingen, der mener. Hverken økonomer eller nogen som helst andre (nogenlunde velforvarede) mennesker. Det er en stråmand.

Priser er i økonomisk teori en mekanisme, der hjælper med at foretage transaktioner på et marked. Men langt fra alt af værdi udveksles på et marked. Og et marked kan ikke eksistere i sig selv, uanset hvad enkelte outrerede libertarianere muligvis kunne mene i et højstemt øjeblik. Et marked kræver f.eks. et minimum af politiske strukturer for at kunne fungere stabilt. Og de mennesker, der skal interagere på et marked, skal fødes, opfostres og plejes, som Holten pointerer.

Ingen økonomer mener noget andet end det. Tværtimod er de økonomer, jeg er stødt på, ganske bevidste om disse begrænsninger for den økonomiske teori. Økonomi som samfundsvidenskab handler om mekanismerne indenfor det økonomiske marked, ikke om hele det menneskelige samfund.

Et sted citerer Holten selv økonomen Anne Sophie Lassen for i 2023 at have sagt følgende om forsøget på at prissætte ulønnet omsorgsarbejde i hjemmet: “[De] langsigtede effekter af omsorg i familien og de nære relationer har økonomividenskaben et meget begrænset sprog for, men måske er det i virkeligheden også for meget at bede om?”. Hertil svarer Holten polemisk:

Det er helt klart meget at bede om. Men måske ikke af den videnskab, der sætter hegnspæle om hele vores fremtid.

Her kortslutter Holten efter min mening sin egen analyse. På den ene side kritiserer hun økonomien for at sætte lighedstegn mellem pris og værdi, og dermed for at anse alt det, der ikke har en pris, for at være værdiløst – såsom ulønnet omsorgsarbejde i familien, nattergalens sang og den dansende pinsesol.

På den anden side synes hendes eget svar på kritikken at være et krav om, at selvsamme økonomi skal kunne sætte en pris på alt det, der ikke har en pris – selv om det netop ikke kan have en pris, og fordi det ville være potentielt ødelæggende for det at blive prissat i økonomisk forstand.

Er det dét, der er “feministisk økonomi?” At udvide klassisk økonomisk markedstænkning og cost-benefit-analyse til områderne for mellemmenneskelig omsorg? Eller er vi ovre i et forsøg på genoplivning af David Ricardos og Karl Marx’ værdilære om værdien af et produkt som værende lig med det stykke arbejde, der er lagt i det?

Begge positioner indebærer for mig at se den samme tingsliggørelse af omsorgen. Det kan næppe være dét, Holten mener. Men jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad hun så mener i stedet?

Vi har ikke brug for en feministisk økonomi, som ingen kan forklare, hvad er. Vi har brug for, at vi alle sammen – økonomer og ikke-økonomer – besinder os på, hvilken slags samfund, vi gerne vil leve i og give videre til vores børn.

Når det er sagt, så er Holtens bog ikke desto mindre velkommen som det velskrevne debatindlæg, den er. Holten spidsformulerer en kritik af, at værdien af det mellemmenneskelige omsorgsarbejde ikke har tiltrækkelig vægt i de politiske og samfundsmæssige prioriteringer i Danmark i dag. Denne kritik er på ingen måde ny, men den er legitim og fuldt ud relevant at fremføre igen.

Politikens seksstjernede anmeldelse kan jeg dog ikke følge.

K's vurdering: