Abdulai Sila: The Ultimate Tragedy

The Ultimate Tragedy, der netop er udkommet hos forlaget Dedalus, er, så vidt jeg ved, den første oversættelse til engelsk nogensinde af en roman fra den vestafrikanske stat Guinea-Bissau.

Romanen er ikke eksplicit om, i hvilken historisk periode, den udspiller sig i. Det står dog klart, at vi er i Portugisisk Guinea, formentlig i første halvdel af det 20. århundrede. Der bliver råbt “Viva Salazar!” på et tidspunkt, så det er tidligst i 1930’erne (Salazar var statsminister/diktator i Portugal fra 1932), men formentligt ikke meget senere. Der refereres således ikke til Anden Verdenskrig og heller ikke til nogen egentlig organiseret, politisk kamp mod det portugisiske koloniherreømme, så vi er nok i tiden før dannelsen af befrielsesbevægelsen PAIGC i 1956.

Romanens struktur kan virke en smule desorienterende. Den begynder stærkt med en indlevet historie om den unge pige Ndani, som i sin hjemlandsby er socialt stemplet som ulykkesfugl, og derfor drager til hovedstaden Bissau for at søge arbejde som tjenestepige. Hendes møde med de hvide, portugisiske koloniherrers verden er skildret overbevisende. Som læser drages man ind i hendes historie – den vil man gerne høre mere om. Desværre forlader vi i romanen ret hurtigt Ndani.

Som læser hænger jeg ikke desto mindre fortsat på, når perspektivet skifter til den portugisiske frue i huset, hvor Ndani har fået tjeneste. Fruen oplever fra den ene dag til den anden en religiøs kaldelse til at omvende “de indfødte” til kristendommen, og hun bliver med det afsæt en forkæmper for at oprette skoler for de sorte – omend hendes driftkraft og motivation tydeligvis primært er selvforherligelse.

Efter de første kapitler skifter perspektivet imidlertid igen – nu til en lokal landsbyhøvding, réguloen, som man følger i den midterste halvdel af bogen, og her begynder det desværre at blive lidt kedeligt. Historien om réguloen fungerer som en slags eksponent for den gryende sorte modstand mod portugiserne, fortalt gennem dialog og gennem hans tanker om, hvordan tænkning som sådan er dét, der skal befri de sorte fra de hvides tyranni.

Abduali Sila er tydeligvis meget optaget af denne historie om, hvordan guineanerne gradvist rejser sig gennem tænkning mod det hvide overherredømme. Og man kan jo ikke andet end at anerkende vigtigheden heraf. Men fortællingen er godt nok helt utrolig lang i spyttet med mange, mange gentagelser af meget banale pointer. Det bliver altså lidt kedeligt.

Historien får først ordentligt fat igen mod slutningen af bogen, hvor vi vender tilbage til Ndani, som er blevet tvangsgiftet med landsbyhøvdingen, men senere oplever den store kærlighed med den lokale skolelærer.

Abdulai Silas sprog er enkelt og flot i Jethro Soutars flotte oversættelse til engelsk, og romanen er for så vidt fin nok at læse. Bogen plages imidlertid af for mange gentagelser undervejs. Det kan man muligvis tolke som en hilsen til den vestafrikanske mundtlige fortællestradition og ja, det er så fint nok. Men for en læser, der er opdraget i en vestlig romantradition, bliver det som antydet lidt for kedeligt i lidt for store dele af bogen.

Romanen er oversat fra portugisisk til smukt og enkelt engelsk af Jethro Soutar, som tidligere også har givet os en prægtig engelsk udgave af Juan Tomás Ávila Laurels By Night the Mountain Burns fra Ækvatorialguinea.

Guinea-Bissau har stået på min bekymringsliste over lande, det kunne blive svært at finde en bog fra, i min læseudfordring Verden rundt i bøger. Derfor var det en stor fornøjelse fornyligt at opdage, at Dedalus Books havde besluttet at bøde på manglen på engelske oversættelser fra landet med The Ultimate Tragedy. Stor tak til forlaget og oversætter Jethro Soutar.

K's vurdering: