Valeria Luiselli: De vægtløse

Formmæssigt legende mexicansk-amerikansk roman om identitetens mange ansigter, om forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem forfatteren og hendes tekst og romanpersoner. De vægtløse er sympatisk og velskrevet, men jeg savner lidt … ja, tyngde.

Den yderste ramme af fortællingen handler om en forfatter, der skriver på en roman (eller er det flere romaner?), som er den roman, vi læser. Hun opholder sig mest indenfor i sit hjem i Mexicco City (?), hvor hun forsøger at stjæle sig tid til at skrive omgivet af sine to små børn og en mand, som hun i løbet af romaen synes at bevæge sig længere og længere bort fra. Hendes arbejde med romanen er på én gang udtryk for hendes litterære ambitioner, men også hendes måde at drømme sig væk fra hverdagen som småbørnsmor.

I den roman, hun skriver, følger vi en kvinde, der arbejder på et lille forlag i New York og lever et bohémeagtigt, udsvævende liv omgivet af forfattere og andre skæve typer, der bevæger sig ud og ind af hendes lejlighed.

For læseren bliver det aldrig klart, om forfatteren i Mexico City skriver om sin egen ungdom i New York, eller om der er tale om en rent fiktiv karakter. Det er heller ikke klart for fatterens mand, der – på uudtalt, skjult opfordring – løbende sniger sig til læse med og kommenterer på teksten. Det fortløbende arbejde med at skrive romanen bliver på den måde også til en en kanal for forfatteren til at kommunikere sine drømme og frustrationer til manden i et forhold, der er ved at løbe sur i børnefamiliehverdag.

I et andet spor giver Luiselli stemme til den historiske – men for mig ganske ukendte, må jeg tilstå – mexicanske forfatter Gilberto Owen (1904-1952), som boede i New York i 1920’erne, hvor han blandt andet omgikkes den spanske digter Federico García Lorca, der også optræder i romanen. Owen bevæger sig rundt i byen og konfronteres løbende med sine spøgelser – aspekter af ham selv eller tidligere versioner af ham selv.

Ideen om spøgelser fylder meget i bogen: Spøgelser som tidligere versioner af os selv, der lever med os, i os og uden for os – i en ikke specielt optimistisk livsfilosofi, hvor vi som mennesker i åndelig forstand ikke bliver rigere og fyldigere med tiden, men snarere taber os selv gradvist, og efterlader aspekter af os selv på vejen.

Jeg begyndte at dø på Manhattan, i sommeren 1928. Der var naturligvis ingen der bemærkede mine dødsfald mere end jeg – folk er for optagede af deres eget liv til at lade sig mærke med andres små dødsfald. Jeg bemærkede dem fordi jeg efter hvert dødsfald blev syg af feber og tabte i vægt.
   Jeg vejede mig hver dag for at se om jeg var død dagen forinden […] Det er ikke fordi jeg blev tyndere. Det var kun min vægt der blev mindre, som om mit indre belv udtømt, mens min ydre form blev intakt.

Forbindelsen fra Owen til resten af romanen er, at den unge forlagskvinde i New York er optaget, nærmest besat, af Owen, som hun i stigende grad identificerer sig med og med alle midler prøver at få udgivet på engelsk.

Både forfatterens, newyorkerforlæggerens og Owens historier er fortalt i jeg-form, og den samlede roman fremstår som en flerhed af stemmer, der veksler mellem hinanden i korte afsnit. Formen er bevidst fragmentarisk. Romanen springer mellem sine spor i fritstående afsnit, der sjældent er mere end én eller to sider lange, og i nogle tilfælde kun er på et par linjer.

I begyndelsen er det relativt let at skelne de forskellige stemmer fra hinanden, men efterhånden glider de mere og og mere sammen, ligesom historierne i de i udgangspunktet adskilte spor efterhånden griber ind i hinanden.

De vægtløse er således fra en vis betragtning en metaroman – en roman om at skrive en roman, som er den roman, man læser … Det er selvfølgelig en form, vi har set før, men Luiselli tilfører noget nyt i kraft af, at hendes forfatter en en frustreret småbørnsmor. Den fragmenterede form fungerer i den sammenhæng i sig selv udmærket som en kommentar til vilkårene for den hjemmegående småbørnsforælder, der ikke har mange sammenhængende ledige stunder for sig selv.

Som det måske også fremgår, trækker Luiselli derudover tydeligt på en latinamerikansk, litterær tradition for at skrive fiktion om litteraturen med indslag af faktiske, litterære figurer – en form, vi for eksempel kender fra Roberto Bolaño. Bolaño referes der i øvrigt eksplicit til et sted i De vægtløse, hvor chefen på det newyorkerforlag, hvor den unge kvinde arbejder, sarkastisk morer sig over, at hun må være “den eneste latinamerikaner, som ikke var ven med Bolaño” – en ironisk kommentar til den hype, der har omgivet Bolaño siden hans død.

Luiselli skriver i et let og flydende sprog, og det er dét, der bærer romanen igennem. De vægtløse er hendes debutroman, og det en fin debut, der lover godt. Men den skæmmes også af nogle af debutantens klassiske problemer. Den er for selvbevidst, for opmærksom på sin egen form, og det bliver mig samlet set lidt for anstrengt og kunstlet.

Valeriia Luiselli (f. 1983)

Samlet set var De vægtløse for mig dog fornøjelig læsning. Der er en legende lethed over Luisellis sprog og form, og jeg fløj hurtigt igennem den. Hvis du er til bøger, der leger med romanens form og genre og udfordrer forholdet mellem forfatter, læser og tekst, så kan den bestemt anbefales – også selv de selvreferende elementer nogle gange bliver lidt for anstrengte.

Oplevelsen af svindende tyngde hos bogens karakterer, som også titlen afspejler, gælder imidlertid også i et vist omfang romanen som helhed. Det er et par uger siden, jeg læste bogen (jeg har af en mængde grunde bare ikke haft tid og ro til at skrive denne anmeldelse før nu), og da jeg satte mig til tasterne, måtte jeg konstatere, at jeg havde svært ved at genkalde mig, hvad den egentlig handlede om eller hvilket indtryk, den havde gjort på mig. Det kom igen, da jeg greb tilbage til bogen og bladrede i den, men var der gået meget længere, var den nok helt forsvundet ud af min bevidsthed.

I den forstand er De vægtløse selv en letvægter, men dog en fornøjelig og sympatisk én af slagsen.

Om oversættelsen
Egentlig havde jeg allerede i foråret købt Valeria Luisellis roman Los Ingrávidos i den engelske oversættelse, Faces in the Crowd – uvidende om, at en dansk udgave var på vej. Da jeg imidlertid endnu ikke havde nået at læse den engelske version, endte jeg alligevel med at købe og læse den i den danske version, oversat af Peter Adolphsen, da den udkom her i august på forlaget C&K.

Jeg havde dog nået at kigge nok på de første sider i den engelske udgave til at studse over den danske oversættelse af bogens allerførste afsnit. På engelsk lyder det sådan her:

The boy wakes me up.
   Do you know where mosquitoes come from, Mama?
   Where?
   From the shower. During the day they’re inside the shower and at night they bite us.

Et charmerende billede fra en barneforstillingsverden, som både er sjovt (og lidt uhyggeligt med de myg, der kommer ud af bruseren på badeværelset). Det var nok derfor, det var blevet hos mig, hvorfor jeg undrede over den danske version, der lyder sådan her:

Den mellemstore vækker mig:
   Ved du hvor myggene kommer fra?
   Hvorfra?
   Fra haveslangen. Om dagen er de inde i haveslangen, og om natten kommer de ud for at stikke os.

Hvorfra kommer myggene? Fra bruseren eller fra haveslangen? Jeg googlede mig frem til den samme indledning på det originale spanske, hvor det afgørende ord er regadera. På spansk kan det betyde både brusehoved, brusekabine, vandkande med spredehoved, sprinkler (i et havevandingsanlæg) m.v. Det afgjorde altså ikke spørgsmålet.

Men i forbindelse med Louisiana Litterature 2017 i forrige weekend havde jeg lejlighed til at tale med Valeria Luiselli, og jeg spurgte hende om, hvad hun egentlig selv havde tænkt om den pågældende passage. Hun virkede overrasket over at høre, at det på dansk var blevet til en haveslange, for hun havde selv forestillet sig et billede af en bruser (som i en brusekabine på badeværelset). For så vidt er der altså point til den engelske oversættelse over for den danske.

Gør det så Peter Adolphsens – i øvrigt flydende og i sig selv lydefri – fordanskning til en dårlig oversættelse, fordi han i dette tilfælde ikke har ramt forfatterens egen intention? Principielt set: Nej, det mener jeg på ingen måde. Til gengæld er det et godt, lille eksempel på, hvordan enhver oversættelse altid er udtryk for en fortolkning i dialog mellem oversætteren og den originale tekst. En oversættelse er også altid oversætterens originale værk, såvel som det er den oprindelige forfatters.

Noget andet er så, at jeg i det konkrete eksempel holder med Luiselli i, at brusekabinen er et bedre og mere poetisk billede end haveslangen. Og i romanens større sammenhæng giver brusekabinebilledet også bedre mening, fordi der er tale om en kvinde, som stort set aldrig forlader sit hus, og referencer til haveslanger giver på den måde dårligere mening end bruseren. I det konkrete eksempel synes jeg med andre ord ikke, at Adolphsen har ramt helt optimalt (uanset forfatterens oprindelige intention).

Da jeg talte med Valeria Luiselli på Louisiana, kunne hun i øvrigt supplere med den interessante oplysning, at mens den danske version er oversat direkte fra det spanske, så er den engelske udgave, Faces in the Crowd, en helt anden bog. Luiselli har arbejdet direkte sammen med den amerikanske oversætter, Christina MacSweeney, og i den proces ændret afgørende på flere ting: Der er for eksempel byttet om på nogle afsnit, og nogle figurer i romanen har fået et andet arbejde. Luiselli frarådede således at sammenligne den danske og den engelske udgave direkte.

Alt i alt et interessant blik ind i, hvordan et værk kan ændre sig – af forskellige grunde – i en oversættelsesproes.

K's vurdering: