Naguib Mahfouz: Pension Miramar

Pension Miramar (1967) af nobelpristager Naguib Mahfouz er en på én gang velfortalt, elementært underholdende og historisk interessant roman fra det moderne Ægyptens Alexandria.

Handling i romanen udspiller sig i 1960’ernes Alexandria og er, som titlen antyder, centreret omkring det lille pensionat Pension Miramar, som drives af en ældre græsk kvinde. Pensionatet har fem langtidslogerende, to ældre mænd og tre yngre, som hver især repræsenterer forskellige klasser i Ægypten og forskellige perioder i landets nyere historie.

I pensionatet finder vi også den unge, smukke tjenestepige Zohra, som er flygtet fra sin hjemlandsby og et bebudet arrangeret ægteskab. Zohra er uudannet, men kvik og viljefast, og de fleste af pensionatets logerende falder uvægerligt for hende på hver deres facon. Forholdet til Zohra skaber i sig selv spændinger blandt de øvrige, som uddyber deres sociale og politiske modsætninger.

Romanens første kapitel kulminerer med, at en af beboerne findes død, muligvis myrdet, i en øde gade. Romanens intrige består herefter i afdækningen af, hvem der måske står bag, hvilket først afsløres til allersidst.

Der er dog ikke tale om en krimihistorie, for mere centralt end afdækningen af det mulige mord står karakteristikken af bogens hovedpersoner. Romanen er fortalt i fire lange kapitler og en slags epilog, hvor ordet på skift gives til fire af dens hovedpersoner, der beretter om de samme begivenheder fra hver deres synsvinkel. Herigennem afdækkes både intrigen og de forskellige personers karakterer og individuelle historier gradvist. Og vi får som læsere et indtryk af byen Alexandria, med dens mange typer, klasser og spændinger.

Alexandria, jeg ved, hvordan du er om vinteren – ved solnedgang tømmer du dine gader og stræder og overlader dem til ensomheden, blæsten og regnen, mens dine indre kamre er fulde af varme og snak.

Romanen giver via sine hovedpersoners historier samtidig et kritisk indblik i det moderne Ægyptens politiske historie og sociale spændinger. Mahfouz skriver i den henseende indforstået for den ægyptiske læser, som er fortrolig med landets historie, men som dansk, nutidig læser bliver man hjulpet godt på vej med nogle få velvalgte noter, der ridser den nødvendige politiske baggrund op.

Mahfouz skriver i et godt og lettilgængeligt sprog (sådan fremstår det ihvertfald her i Lilian Cipikoffs oversættelse til dansk fra 1989), og historien er inden for romanens rammer fortalt ganske ligetil, hvis man ser bort fra de nævnte indforståede referencer til ægyptisk politik.

Teksten er dejligt fri for affekterede manerer, samtidig med at der er plads til små sproglige perler, som for eksempel når en af karaktererne i tankerne hånligt karakteriserer en anden ved, at han “har antydningen af en landlig accent, som den lugt af mad der hænger ved en dårligt vasket gryde.”

På én gang en velfortalt, elementært underholdende og historisk interessant roman, som giver mig lyst til at læse mere Mahfouz på et tidspunkt. Den næste af ham må blive hovedværket Midaqgyden, der også er oversat til dansk.

Mit gulnede eksemplar af Pension Miramar har af uforklarlige årsager stået uopsprættet i min reol i 25 år, siden jeg hjembragte den fra et bogudsalg i begyndelsen af 1990’erne. Den var derfor oplagt som valg til at repræsentere Ægypten i min læseudfordring Verden rundt i bøger. Et udmærket valg, synes jeg selv.

K's vurdering: