Yusuf Atılgan: Motherland Hotel

Hvis ikke andre allerede havde kaldt Yusuf Atılgan for en tyrkisk William Faulkner, så ville jeg have gjort det. For så god er han. Motherland Hotel er et modernistisk mesterstykke. Men læseren skal være klar til at blive sat på arbejde.

K & konen er i Tyrkiet, og med på ferie har man et udvalg af nogle af Tyrkiets vigtigste modernistiske forfattere. Jeg lagde ud med at læse Orhan Pamuk, nu er det blevet Yusuf Atılgans tur, og klar i feriekufferten ligger Bilge Karasu, som i dag fik selskab af Ahmet Hamdi Tanpınar, som bød sig til på boghylderne i en museumsbutik i Göreme.

Motherland Hotel af Yusuf Atılgan (1921-1989) er først og fremmest et intenst, eksistentialistisk portræt af en plaget menneskesjæl. Protagonisten Zeberjet er en lille, almindelig mand, der lever et almindeligt og kedeligt rutinepræget liv som hotelbestyrer i en mindre, unavngiven by et sted på jernbanestrækningen mellem Ankara og Izmir.

Zeberjet tilbringer det meste af sit liv bag skranken på hotellet, som også er hans barndomshjem. Hans få besøg i byen (hos frisøren, i hammam’et) følger en fast tidsplan, og det samme gør hans lidenskabsløse seksuelle udnyttelse af den docile og småt begavede tjenestepige på hotellet.

En dag rystes hans verden imidlertid, da en smuk, fremmed kvinde overnatter en enkelt nat på hotellet. Uden egentlig at have vekslet mange ord med hende bliver Zeberjet besat af tanken om hendes tilbagevenden.

Han lader hendes værelse stå urørt, inklusive det krøllede sengetæppe, hendes glemte håndklæde, cigaretskoddene i askebægeret og det manglende udtræk på toilettet. Han synes overbevist om, at hun måtte blive glad for at komme tilbage til det … det er jo svært at forstå, men der er for Zeberjet mere tale om en besættelse end en rationel overvejelse.

Parallelt med Zeberjets aktuelle historie oprulles også – i form af mentale flashbacks i Zeberjets stadigt mere forstyrrede bevidsthedsstrøm – historien om hans dysfunktionelle familie adskillige generationer tilbage. En familiehistorie, som samtidig inkarnerer en del af Tyrkiets moderne historie i tiden før og efter første verdenskrig, den græske besættelse frem til 1922 og Atatürks tvangsmodernisering af Tyrkiet.

Yusuf Atılgan (1921-1989). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Som romanen skrider frem går Zeberjet mere og mere mentalt i opløsning. Hans handlinger bliver i stigende grad styret af seksuelt relaterede, fetichistiske tvangstanker. Mødet med kvinden har i den grad rystet ham og hans verden, at det bringer fortrængte, ubevidste typer af begær frem til overfladen – herunder en seksuel fascination af en ung dreng, som han møder til en hanekamp (hvilket dog måske i mindre grad handler om et specifikt homoseksuelt begær, men måske snarere om, at Zeberjets begær i den liminale tilstand, han i stigende grad befinder sig i, evner at hæfte sig på hvem- og hvadsomhelst).

Vold i forskellige afskygninger træder også mere og mere tydeligt frem på siderne i bogen: Vold i familiens og nationens fortid. Blodige hanekampe i byen, som Zeberjet vandrer hvileløst rundt i. Larmende skydescener i de amerikanske westerns, der spiller i biografen. Og et særdeles virkeligt og brutalt mord på en kvinde og ikke mindst en kat (!), som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, for ikke at afsløre for meget.

Motherland Hotel er en roman om et enkelt menneskes psykiske sammenbrud. Det er også en roman om fremmedgørelse i generel forstand – og det er specifikt en roman om den fremmedgørelse af tyrkerne og Tyrkiet for sig selv som folk og nation, som Atılgan – implicit, for det er på ingen måde en eksplicit politiserende roman – synes at mene har været en bivirkning af Kemal Atatürks forsøg på modernisering og vestliggørelse af Tyrkiet efter Det Osmanniskes Riges sammenbrud efter første verdenskrig.

Men Atılgan nøjes ikke med at fortælle sin historie lige ud ad landevejen. Romanen er også en stilistisk stærkt eksperimenterende, modernistisk tekst.

Teksten har en alvidende fortæller, men den følger ikke desto mindre Zeberjet og hans indre tankeliv meget tæt. Store dele af romanen er således fortalt i en stream-of-consciousness-stil, hvor teksten – loyal over for Zeberjets forvirrede tankemylder – springer frem og tilbage mellem hans tanker om nutiden og flere forskellige fortider, iblandet brudstykker af replikker fra faktisk førte eller forestillede samtaler og andre tanker om i dag, i går og i morgen samt hans drømme og i stigende grad forvildede fantasier.

Et citat fra bogens første side, hvor Zerbejet kommer ind på det tomme hotelværelse, som hans femme fatale har forladt, kan give et indtryk af stilen – og her er vi vel at mærke helt i begyndelsen af bogen, hvor Zeberjets bevidsthed og dermed teksten endnu ikke er invaderet af alle hans drømmesyner, tvangstanker og reminiscenser fra familiens fortid (og nej, det er ikke mig, der har glemt nogle ord eller tegnsætning – sådan er teksten):

Everything was just as she had left it: the quilt thrown back, the rumpled sheet, the slippers, the chair, the reading lamp on the bedside table, two half-smoked cigarettes stubbed out in the copper ashtray, the teapot, strainer, tea-glass and spoon, the small dish with its five lumps of sugar (that night he had brought her six Could I have some tea she’d asked and he had brewed it in the three-serving pot then tray in hand had knocked Come in she sat there on the edge of the bed coat off black sweater necklace of large silver balls she’d looked up Sorry for the trouble and asked how to reach that village Then wake me at eight casually saying she carried no ID […)

Det kan måske lyde som en lidt anstrengende omgang at læse, og ja, man skal holde tungen lige i munden som læser, men romanen er først og fremmest virkelig flot skrevet – ihverfald her i Fred Starks fremragende oversættelse til engelsk, som jeg har læst.

Motherland Hotel er en vildt ambitiøs tekst – men Atılgan forløser ambitionen på imponerende vis. Det er en overlegent flot og stramt komponeret roman. Formmæssigt eksperimenterende i et omfang, der ligger tæt på grænsen for, hvor meget denne læser orker at anstrenge sig for at forstå en roman.

Men anstrengelserne er det værd, for Atılgans stilistiske eksperimenter er ikke bare eksperimenter for deres egen skyld. De bidrager til at give mening til portrættet af romanens protagonist og til romanens ærinder i øvrigt. Det hele hænger faktisk sammen.

Atılgans stil er blevet sammenlignet med William Faulkners i The Sound and the Fury, som til dato stadig er den mest udfordrende bog, jeg nogensinde har læst – og sammenligningen er i alle henseender på sin plads. Atılgan er næsten lige så god, næsten lige så krævende og tilsvarende næsten lige så givende at læse som den amerikanske mester. Og så bliver anbefalingen ikke meget større herfra.

Yusuf Atılgan er mig bekendt desværre ikke oversat til dansk.

K's vurdering: