Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst nyder fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.

I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren.

Lems The Cyberiad er en helt anden slags bog. Umiddelbart langt lettere at læse, nærmest letbenet i sin stil, men på den anden side til overflod fyldt med komplicerede begreber fra matematikkens og den teoretiske fysiks verden – for slet ikke at tale om alle de mange fantasifulde neologismer, som teksten flyder over af. Og da mange af bogens kvaliteter netop er at finde i Lems sproglige ekvilibisme og hittepåsomhed, så kræver også The Cyberiad ikke så lidt opmærksomhed af læseren, trods sin lettere form.

Jeg læser ikke polsk og har derfor læst bogen i den engelske oversættelse ved MIchael Kandel. Oversætteren er per definition altid en slags medforfatter, men i tilfældet The Cyberiad forekommer det mig, at dette i særlig grad må gøre sig gældende her – uagtet at jeg ikke har mulighed for at sammenligne med originalversion på polsk. For teksten er så sprællevende fyldt med fantasifulde og intellektuelt raffinerede sprogspil, at det må have krævet en ekstraordinær kreativ indsats fra oversætter Michael Kandels side at transformere den til engelsk.

Hvorom alting er: The Cyberiad, som den foreligger på engelsk, er forrygende morsom læsning. Ihvertfald for os, der tog MatFys-linjen i gymnasiet (ja, jeg er fra den tid) eller på anden måde har interesseret os for matematik og fysik og ikke mindst filosofi.

Bogen er grundlæggende en samling af noveller, der kan stå mere eller mindre alene, bundet sammen af de samme figurer. Alle historier foregår således i det samme fiktive univers i en udefineret, fjern fremtidsverden, som er befolket af robotter, der ubesværet rejser rundt i rumskibe mellem planeter og på tværs af solsystemer og galakser.

De gennemgående hovedfigurer er to “konstruktører,” Trurl og Klapaucius. De er universets mest geniale robotingeniører, en slags videnskabstroldmænd, der er i stand til at konstruere stort set alt, hvad din fantasi evner at forestille sig. Eller rettere sagt: Alt hvad Stanisław Lems fantasi formår at skabe, og det er ikke så lidt mere, end hvad ihvertfald jeg nogensinde ville kunne drømme mig frem til.

Bogen indledes med den fabellignende historie, How the World was Saved. Her har Trurl konstrueret en maskine, der kan skabe alt, der starter med bogstavet n. Den fungerer tilsyneladende perfekt og producerer på kommando straks både nåle, nudler, negligeer, narkotika, neutroner, næser, nymfer, najader, nimbuser og meget andet med n.

Maskinen stejler dog til Trurls umiddelbare irritation over for natrium:

   ‘Never heard of it,” said the machine.
   ‘What? But it’s only sodium. You know, the metal, the element …’
   ‘Sodium starts with an s, and I work only in n.’
   ‘But in Latin it’s natrium.’
   ‘Look, old boy,’ said the machine, ‘if I could do everything starting with n in every possible language, I’d be a Machine That Could Do Everything in the Whole Alphabet, since any item you care to mention undoubtedly starts with n in one foreign language or another. It’s not that easy. I can’t go beyond what you programmed. So no sodium.’

Det fabellignende ved historien opstår, da Trurl stolt inviterer sin ven og konkurrent, konstruktøren Klapaucius til at teste maskinen. Klapaucius er ivrig efter at ydmyge vennnen, så han prøver at udtænke de vanskeligste opgaver til maskinen og beder den til sidst om at skabe intet, altså “nothing“ med et n i den engelske version.

For maskinen går straks i gang med at producere Nothingness, og ét for ét ophører fænomener i verden med at eksistere. Først da Klapaucius panikslagen anerkender den – temmelige ærekære – maskines duelighed, kan de få den til at holde inde med at tilintetgøre hele verden. Problemet er, at da de så beder den om at genskabe de negerede, nullerede og nihilerede fænomener, så kan maskinen – i henhold til sit program – jo kun genskabe ting med n.

Og således fik vi genskabt “nonconformists, nonetities, nonsense, nonsupport, nearsightetness, narrowmindedness, naughtiness, neglect, nausea, necrophilia and nepotism,” mens verden til den dag i dag er fyldt med lakuner af intethed, herunder berøvet ellers så fine (men i dag altså helt ukendte) ting som “zits”, “gruncheons” og “pritons” …

Og hvis du ikke synes, at det er i det mindste lidt sjovt, så er The Cyberiad nok ikke for dig.

Jeg referer denne første og ikke mere end 10–11 sider lange historie så grundigt, fordi den er symptomatisk for stilen i mange af bogens historier og for Lems sprudlende leg med sproget (igen: her i Michael Kandels veloplagte formidling til engelsk).

Det meste af resten af bogen udfolder sig i form af historier om Trurls og Klapaucius’ forskellige eventyr. De er geniale videnskabsmænd (eller: videnskabsrobotter) med evnerne til at gøre alskens godt for menneskeheden, undskyld: robotheden, i universet. Men ligesom de maskiner, de konstruerer – den ene mere fantastisk end den anden – besidder de såre menneskelige træk:

I bund og grund er Trurl og Klapaucius meget ordentlige og for så vidt nogenlunde etisk velfunderede, men de er også ærgerrige, selvhævdende og grådige. De rejser således rundt i universet og tilbyder deres evner som konstruktører for alskens herskere på diverse planeter formedelst ussel mammon.

Ofte går de i tjeneste hos de mest uhyrlige despoter i verdener, der mest af alt virker som taget ud af middelalderen, for så vidt angår styreformer, samtidig med, at disse verdener er befolket af tænkende og følende robotter i besiddelse af den mest avancerede teknologi.

Min favorithistorie var nok den om sandsynlighedsdragerne (The Third Sally, or The Dragons of Probability). Her møder Lems sprudlende sproglige ekvilibrisme og helt balstyrige fantasifuldhed hans optagethed af matematik og fysik på smukkeste vis.

Historien om dracologien – den matematiske og fysiske videnskab om drager – er en satire i Monty Pythonsk format over aksiomer i den matematiske sandsynlighedsregning og fysikkens kvantemekanik. Og hvis man kender bare lidt til den verden, er det altså virkelig, virkelig sjovt. Så tillad mig som det andet og sidste, grundige eksempel at elaborere lidt mere på dén historie:

Vi starter med den videnskabelige forhistorie: Enhver ved jo, at drager ikke eksisterer, men mens denne banale indsigt muligvis kan tilfredstille lægmanden, så kan det jo ikke være tilstrækkeligt for videnskabsmanden! En af dracologiens fædre, videnskabsmanden Cerebron, gik til problemet analytisk (på kantiansk vis, må man forstå), og han opdagede, at der findes tre distinkte typer af drager: den mytiske, den kimæriske og den rent hypotetiske. “They were all, one might say, nonexistent, but nonexisted in an entirely different way.”

And then there were the imaginary dragons, and the a-, anti- and minus-dragons (colloquially termed nots, noughts and oughtn’ts by the experts), the minuses being the most interesting on account on the well-known dracological paradox: when two minuses hypercontiguate (an operation in the algebra of dragons corresponding roughly to simple multiplication), the product is a 0.6 dragon, a real non-plusser.

Vores gennemgående helte, Trurl og Klapaucius, står imidlertid for det store videnskabelige gennembrud ved at tilgå dragespørgsmålet via sandsynlighedsregning og dermed skabe disciplinen statistisk dracologi, der som sin grundsætning har, at drager kun er termodynamisk umulige i probabilistisk forstand, altså ligesom elverfolk, feer, dværge og nisser og den slags …

Ved hjælp af “den almindelige usandsynlighedsteori” regner Trurl og Klapaucius sig frem til, at man statistisk set skal vente godt og vel seksten kvintokvadrilion heptilion år på en spontan manifestation af en drage (hvilket trods alt, måam forstå, er en meget større sandsynlighed end for en tilsvarende manifestation af eksempelvis en elv eller en nisse). På den baggrund konstruerer Trurl en sandsynlighedsforstærker, hvilket gør ham i stand til med en vis sikkerhed at frembringe faktiske drager.

De dermed frembragte faktiske drager skaber så en del problemer (herunder landsbyer, der terroriseres af pludselig mangefoldige ildspyende drager, der kræver afgifter i form af unge jomfruer for ikke at jævne landsbyerne med jorden), som igen giver Trurl og Klapaucius indtægt, når de tilbyder sig som dragefjernerne. Og så videre og så videre …hvis man ellers kan forestille sig, hvad der kommer videre: Lem bliver ved med at overraske.

De ovenfor refererede historier er blot to af mange, men de er symptomatiske. Jeg var i begyndelsen af bogen slået helt tilbage i begejstring over Lems vid og sproglige finurlighed og hittepåsomhed. De omtalte historier og flere andre er isoleret set til rene femstjernede vurderinger i min bog.

Jeg må dog også tilstå, at det hele blev mig en kende ensformigt i det lange løb – fordi de fleste af historierne i vidt omfang har samme form, og fordi jeg som læser nåede et mætningspunkt, inden jeg var helt igennem bogen. Det hele er sjov og ballade, omend med filosofisk kant, men det er også ret intensivt.

Jeg kan anbefale at læse bogen i flere etaper frem for i ét stræk, som jeg gjorde det. Der er en pointe i at læse historierne i rækkefølge, men du kan sagtens lade bogen hvile lidt imellem de enkelte historier.

I og med at historierne, også fra Lems side, er udgivet som et samlet hele, må jeg dog også vurdere den som sådan. Og dermed trækkes vurderingen ned til fire frem for fem stjerner. Men for pokker, hvor er de fleste historier dog isoleret set begavet gakket sjove.

Den udgave, jeg har læst, er i øvrigt illustreret med fine humoristiske tegninger – én for hver historie – af Daniel Mróz, jf. ovenfor for eksempler.

K's vurdering: