Jorge Luis Borges: Brodie’s Report (including the prose fiction from In Praise of Darkness)

Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.

Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter.

Det sidste forhold kan måske være en medforklaring på, at novellerne i denne samling generelt er lettere at læse end mange af hans tidligere og til tider endog meget komplicerede tekster.

De fleste af novellerne kredser om vold som et aspekt af det argentinske samfund, herunder er der ikke så få historier om knivdueller i Buenos Aires’ gadeliv blandt fallerede gauchoer, knvistikkere, mordere, løgnere og andre suspekte typer. Et andet genkommende tema er Argentinas (ligeledes voldsomme) historie, herunder uafhængighedskrigene i det 19. århundrede.

For den, der især forbinder Borges med fantastikken og kringlede, kompakte, filosofiske fortællinger (samlingerne Fiktioner (1944) og Aleffen (1949) er eksempler), skiller historierne i Brodie’s Report sig ud. De indeholder således stort set ingen af de elementer, vi plejer at forbinde med fantastikken (et spøgelse i ny og næ kan godt snige sig ind, men det er noget andet), ligesom de filosofiske udforskninger synes at have veget pladsen for en mere ligefrem ambition om slet og ret at fortælle underholdende historier.

Til gengæld forekommer det mig, at der i samlingens temaer er en tydelig tråd tilbage til et af Borges’ tidligste værker, Nederdrægtighedens verdenshistorie (1935), som består af fiktive fortællinger om en række mere eller mindre virkelige skurkagtige skikkelser fra verdens(litteratur)historien (de ovenfor nævnte værker indgår alle i antologien Fiktioner og andre fiktioner – følg linket for min anmeldelse).

Alle novellerne i Brodie’s Report er ganske korte, fortættede historier, mange af dem som nævnt centreret om dramatiske, voldelige opgør, ofte mellem to duellanter i én eller anden forstand.

I “The Other Duel” møder to livslange venner og fjender et stygt fælles endeligt midt i krigens gru i en ironisk sidste kappestrid. I en anden duellanthistorie, “The Encounter,” er det knivene selv, der spiller hovedrollen.

I “The Duel” står kampen dog ikke på knive, men på malerpensler mellem to kvindelige kunstnere – for hvem den virkelige kamp i sidste ende måske viser sig snarere at være en parallel kamp mod den patriarkalske kunstverdens manglende anerkendelse af kvindelige kunstnere.

Titelnovellen, som afslutter samlingen, skiller sig markant ud fra de øvrige i både form og indhold. Den er skrevet, som var den et fragment af en nøgtern, antropologisk rapport (og peger på den måde stilmæssigt tilbage på andre dele af Borges’ tidligere nævnte værker, især Fiktioner) fra en vis doktor Brodie, der har opholdt sig nogle år hos et hidtil ukendt folk et sted langt inde i junglen. Han kalder dem Yahoos. Det er et primitivt stammefolk med et sprog, der kun består af konsonanter, og en kultur, der er udpræget voldsbaseret.

The Yahoos are insensitive to pain and pleasure, with the exception of the pleasure they derive from raw and rancid meat and noxious-smelling things. Their lack of imagination makes them cruel.
[…]
The tribe’s diversions are cat fights (between animals trained for that purpose) and executions.

Når man ser nærmere efter, har yahoo’ernes samfund imidlertid også strukturelle karakteristika, der ligner moderne civilisationer: De har sprog, kultur, en regeringsform med en konge og rådgivere, og en patriotisme, der ofte leder dem ud i ødelæggende krige med nabofolket. En måde at læse historien på er således som et kritisk billede på vores såkaldt civiliserede samfund, herunder den systematiske vold, de er bygget på gennem tiden.

Som oversætter Andrew Hurley foreslår i sit forord, kan dette måske være årsagen til, at “Brodie’s Report” netop er den novelle, som hele samlingen er navngivet efter – på trods af, at den i sin form afviger så meget fra de andre.

Og også i andre henseender kan denne afsluttende novelle måske bruges som en nøgle, der kan låse nye fortolkninger af de øvrige noveller i samlingen op (idet jeg her løber en risiko for at overfortolke):

Hos yahoo’erne kan dr. Brodie således blandt andet iagttage den tradition, at de udvælger deres konge blandt nyfødte drengebørn, der udviser særlige stigmata. Så snart et sådant udvalgt drengebarn er kronet til konge, bliver han blindet med en glødende pind og får begge hænder og fødder skåret af, “so that the world will not distract him from wisdom.” Og kongen lever typisk ikke længe, da han ofte bliver båret forrest frem i blodige slag med nabostammerne.

Så brutal og bizar en tradition, dette end er, så er det ikke langt fra forskellige praksiser for omgang med symbolske konger, antropologer har afdækket i forskellige, virkelige, historiske kulturer, herunder på det sydamerikanske kontinent. Kongen ophøjes med det formål at blive ofret på brutal vis for derigennem at bekræfte samfundsordenen.

Det fik mig til at tænke på den franske filosof og kulturforsker René Girard og hans mest kendte værk om det mimetiske begær og den universelle syndebukkemekanisme, Job. Idol og syndebuk (opr. 1985, da. 1990).

Girards tese er, at menneskelige samfund til alle tider har været og er bundet sammen af en kulturel “syndebukkemekanisme,” som virker ved en social tilbøjelighed til at ophøje enkelte personer til idoler eller afguder – blot for senere at kaste dem så meget hårdere ned fra piedestalen, ofte i form af rituelle drab. Denne kombinerede idolisering og efterfølgende nedgørelse har tilsammen den effekt at bekræfte resten af samfundet i dets fællesskab (eller noget i den retning – jeg udlægger efter hukommelsen, og det nok 25 år siden, jeg har læst Girard …).

Hos Girard er den bibelske Job den ultimative syndebuk, mens Jesus Kristus er det kulturhistoriske vendepunkt, idet hans korsfæstelse afslører syndebukkemekanismen som det, den er – og dermed i sig rummer kimen til en potentiel frigørelse fra den. Kigger man sig omkring i vores eget samfund i dag, er det dog ikke svært at få øje på syndebukkemekanismen i spil i talrige varianter, så det har måske været så som så med frigørelsen …

Men tilbage til Borges. Læst med Girard kan yahoo’ernes praksis vedrørende kongen fungere som en nøgle til at afæske ihvertfald nogle af de andre noveller i samlingen en ny eller yderligere mening.

Det gælder for eksempel “The Unworty”, hvor en dreng bliver taget under vingerne af en lokal gangster, som drengen for sig selv nærmest ophøjer til et gudebillede, men som han alligevel – eller derfor – forråder til sidst med voldelig udgang.

Og mest tydeligt er det i samlingens efter min mening bedste historie, som samtidig er en af de mest uhyggelige, “The Gospel According to Mark”. Her er en mand fra storbyen på ferie på en gård langt ude på den argentinske pampas, hvor han på grund af oversvømmelse isoleres for en periode sammen med den analfabetiske bestyrer og hans mere eller mindre degenererede familie. I novellens grumme finale må hovedpersonen erfare, at det kan være en farlig cocktail på én gang at opnå en sådan families næsegruse beundring og samtidig introducere dem til den hellige skrift og læren om, hvordan også de, der korsfæstede og spyttede på frelseren, kommer i himlen …

Brodie’s Report er efter min smag ikke den bedste af Borges’ samlinger, men den så afgjort værd at læse.

Den engelske Penguin-udgivelse, jeg har læst, rummer i øvrigt også seks korte prosatekster fra Borges’ kombinerede lyrik- og prosasamling, In Praise of Darkness (opr. 1969), som passer fint i stilen fra Brodie’s Report.

Brodie’s Report er mig bekendt ikke oversat til dansk, men jeg lader mig gerne korrekse, hvis nogen læsere skulle kende til en dansk oversættelse.

K's vurdering: