Cees Nooteboom: Den følgende historie

“Jeg var vågnet med en latterlig fornemmelse af, at jeg måske var død. Men om jeg nu virkelig var død, eller havde været død, eller ingen af delene, det var jeg ikke i stand til at fastslå lige i øjeblikket.”

Min første Cees Nooteboom. Indtil for godt to år siden var jeg slet ikke bevidst om forfatterskabets eksistens. Hvilket jeg efter at have læst Den følgende historie (opr. 1991, da. 1998) nu slet ikke kan forstå. Så jeg siger tak for anbefalingen til romanfiguren Aaliaya i Rabih Alameddines Den overflødige kvinde.

Romanen begynder med, at fortælleren, Herman Mussert, vågner på et hotelværelse i Lissabon uden at være sikker på, om han er levende eller død. Han føler sig ganske vist på mange måder levende, og som moderne menneske og ateist abonnerer han ikke på forestillinger om noget liv efter døden:

Døden, havde jeg lært, var ingenting, og når man var død, det havde jeg også lært, holdt alle overvejelser op. Det kunne altså ikke være det, for jeg havde jo mere end nok af den slags, af overvejelser, tanker, erindringer. Og jeg var der stadig, lidt senere skulle det ligefrem vise sig, at jeg kunne gå, se spise […]. Jeg kunne oven i købet betale med rigtige penge. Det sidste var for mit vedkommende det mest overbevisende.

Når han alligevel er i tvivl, er det fordi, han er helt sikker på, at han aftenen før gik i seng hjemme i sin egen lejlighed i Amsterdam. Og det hotelværelse, han er vågnet i, genkender han som det værelse, han mange år tidligere besøgte sammen med sin daværende elskerinde, en lærerkollega, han forelskede sig i, selv om han udmærket var klar over, at hun mest var sammen med ham for at straffe sin egen mand, der havde en affære med en skoleelev.

Romanen former sig herfra i det væsentligste som fortællerens tilbageblik på nogle år i hans liv, med fokus på ovennævnte firkantsdrama, som førte til, at han blev fyret fra sit job som skolelærer, hvorefter han har tjent til livets ophold ved at skrive rejseguidebøger.

Nootebooms sprog er en udsøgt nydelse. Han skriver med en pedantisk præcision, der matcher fortællerens karakter, den lettere misantropiske, gammeldags latin- og odltidskundskabslærer, der ikke kan få pulsen op over meget andet end det latinske sprog og græsk mytologi og filosofi – som han til gengæld også omfatter med en fortærende passion.

Stort set hver eneste sætning i romanen er ladet med vid og tør humor. Fortællerens karakteristik af elskerindens mand, deres fælles lærerkollega, er blandt de (mange) humoristiske højdepunkter i romanen:

… hendes blegsottige ægtemand, en kæmpestor klump kalveflæsk, skaldet, med et evindeligt grinende ansigt, som var han hele tiden i gang med at byde småkager rundt. Lærere i modersmålet, hvis man skulle skitsere en typisk repræsentant for denne type, kunne man godt tage ham som model. At lære børn et sprog, som de allerede fra fødslen har lyttet til i livmoderens ekkorum, at studse dette vildtvoksende sprog til med mekanisk vrøvl om ordenstal, dobbelte flertalsformer, verber der kan skilles, brugen af prædikater og præpositionsforbindelser, det er én ting, men at se ud som en dårligt stegt kotelet og så tale om poesi, det går for vidt.

Nej, Herman Mussert er ikke nogen fan af hollandsklærere (altså hvad der svarer til dansklærere hos os). Det latinske sprog er en anden sag. Det er godt for alt. Når han for eksempel har fået et par kryddersnapse for meget, læser han Tacitus (“Et sprog som poleret marmor, det fordriver de fade dunster”).

Om Musserts rival, elskerindens mand, hedder det videre om hans evner som digter:

Hvert andet år udkom der et lille tyndt bind med rapporter fra hans sjæls lunke provins, vers uden bid, ordguirlander der temmelig sammenhængsløst drev ned over siderne. Skulle de nogensinde komme i berøring med så meget som ét vers af Horats, ville de gå i opløsning uden at efterlade sig et eneste spor.

Det hele er dog ikke bare sjovt. Grundstemningen i romanen er melankolsk, den er frem for alt et portræt af et menneske, der aldrig var tilpas i verden. Og det er en roman om aldrig opfyldt kærlighed, herunder for sent erkendt kærlighed.

Romanen er opdelt i to distinkte dele. I den første er rammen det nævnte portugisiske hotelværelse. I den anden befinder fortælleren sig pludselig på et krydstogtskib på vej mod Brasilien med en broget forsamling af medpassagerer.

Det virker umiddelbart som et abrupt sceneskift, men fortællingen om Musserts fortid i tilbageblik fortsætter – flettet ind i hans medpassagerers historier. Og det hele ender med at hænge perfekt sammen. Hvordan skal ikke røbes. Kun vil jeg anbefale ikke at læse bogens bagsidetekst, som efter min smag røber for meget om handlingens præmisser.

Den følgende historie er nok ikke en bog for alle. Nooteboom er intellektuel, og han skriver som sådan, herunder med en indforståethed om de græske og latinske klassikere. Men som nævnt altså også med en vittig underfundighed. Selv var jeg begejstret, og jeg har straks kastet mig over mere Nooteboom.

K's vurdering: