Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur.
Som nu denne fænomenale, lille sag af brasilianske Hilda Hilst (1930-2004), oprindeligt udgivet tilbage i 1982, men først udgivet på dansk i 2018 i Lean Pejtersens flotte fordanskning (forlaget Gladiator). I øvrigt den første udgivelse af Hilst på dansk overhovedet.
Hilda Hilst er ikke for enhver, og Hilsts lyriske prosa i den uanstændige madam D er ikke just lettilgængelig. Til gengæld er bogen kort, og jeg kan på det varmeste anbefale at dykke ned i den.
Kortromanen har karakter af én lang, rablende enetale fra den aldrende Hillé, af sin afdøde mand kaldet madam D, D for Derelictio, som betyder noget i retning af forladthed eller forsømmelse.
Og Hillé er både forladt og forsømt. Romanen igennem sidder Hillé forskanset i skunken under trappen i sit hus, som hun flyttede ind i et år før mandens død. Kun en sjælden gang imellem forlader hun sin plads under trappen for at råbe fornærmelser og obskøniteter ud ad vinduet til landsbyens forbipasserende beboere, som kalder hendes hus for “Soens Hus.”
Romanens første linjer:
Jeg så, at jeg havde fjernet mig fra kernen af noget, jeg ikke har ord for, men alligevel opsøger jeg, incestuøse gud-æder, ikke sakristiet, jeg, Hillé, også kendt af Ehud som madam D, jeg, Ingenting, jeg, Ingens Navn, jeg, der i tavs blindhed har søgt efter lys, har brugt tres år på at lede efter meningen med det hele.
Hun er landsbyens skøre kone, og hun tager rollen på sig, dykker ned i galskaben i et forsøg på dér at finde en slags forståelse af Gud og døden, konkret hendes mands død. Samtidig med, at hun gør op med mændene og det patriarkat, der – af angst – ikke kan anerkende en intellektuel kvinde.
Gudsforholdet er et gennemgående tema, som den vanvittige Hillé igen og igen vender tilbage til i sine (frugtesløse) forsøg på at finde en mening med livet og døden. Og hun er ikke mere respektfuld i sin tale til Gud, end hun er overfor mennesker. “Den Vanvittige Dreng,” “Den Gale Dreng” og “Svine-Dreng” er nogle af hendes kaldenavne for “Verdens Bygherre”, Guden, hvem han så end måtte være.
Romanen fremstår som nævnt som Hillés enetale, men ret beset kommer flere andre til orde undervejs. Naboerne og præsten blandt andre. Og ikke mindst hendes afdøde mand, Ehud, som hun elskede, og som givetvis var en kærlig mand – men også en mand af et samfund, som grundlæggende ikke kunne eller ville forstå og anerkende en kvindes intellekt og behov for filosofisk søgen.
Ehud forsøger – ikke helt overbevisende og da også forgæves – at trække hende ud fra rummet under trappen. Men hans lokkemidler består mest i, at han gerne vil have mere sex og en kop kaffe.
Kaffen får Ehud aldrig, men sex har der været meget af i deres liv sammen. Og seksualiteten og kropsligheden som tema fylder næsten lige så meget som den religiøse søgen i bogen.
Hillé er gal, siger de. Og det er hun måske. Eller måske har hun snarere valgt galskaben i desperation over at være fanget i en verden, der ikke tillader kvinder som hende – intelligente, ambitiøse, filosofisk søgende – et rum at udfolde sig i.
Jeg forliger mig ikke med folk, med verden, solen derude er ikke lavet af guld, jeg søger en vandring uden ende, og jeg søger efter dig. Jeg kaster op, Drenge-svin, jeg har altid galoperet som bøffel pukkelokse giraf, pludeslig styrter jeg forover på alle fire, synker gispende ned i græsset, jeg er et stort, fugtigt, gennemsigtigt dyr, jeg søger stadig efter dig, nu siger jeg ingenting, men er dog ikke stum, nogle brøl lyder fra min strube, lyse og kraftige, som bøffel dykker jeg nu, mørke.
den uanstændige madam D er en rablende tour-de-force, hvori Hilst bestandigt søger sprogets grænser og sprænger dem – i et forsøg på derved samtidig at afsøge sindets grænser.
I nogle passager er teksten hylende morsom, bidsk og bitter. I andre er den følsom og tragisk. I atter andre filosofisk og religiøst reflekterende. Den er bidende samfunds- og kønskritisk. Og så er den beskidt, vulgær og fanden-i-volsk.
Og hele tiden udfordrer Hilst sproget. Det er en vild tekst. Teksten fremstår som sprængt i stumper, den springer frem og tilbage, op og ned og rundt – i tid, i temaer, i fortælleperspektiver og i form. Det hele på bare 60 intense sider.
Det er også krævende læsning, især i starten, indtil man finder ind i rytmen og formen, hvorefter jeg egentlig oplevede, at det gik (forholdsvis) let. Og for pokker, hvor det godt! den uanstændige madam D er en fantastisk flot tekst.
Bogen er forsynet med et glimrende og meget oplysende efterord af oversætter Lean Pejtersen, som også giver et indblik i den fascinerende karakter, som Hilda Hilst selv var, og forbindelsen mellem hendes eget liv og den uanstændige madam D.
Stor anbefaling herfra!
Titel: den uanstændige Madam DForfatter: Hilda Hilst
Udgiver: Gladiator
Udgivelsesdato: 19.04.2018
Sider: 82
Originalsprog: Portugisisk
Oversætter: Lean Pejtersen
Originaltitel: a obscena senhora D
Opr. udgivelsesår: 1982
Læst: Juli 2020
K's vurdering:
Jeg måtte læse ‘den uanstændige madam D’ – 3 gange – for at komme ind til en vis forståelse af pointerne i disse metafysiske spekulationer, denne stream-of-consciousness’ som løber over disse 70 højkomprimerede og noget skræmmende sider – menneskets evige konflikt mellem kødet og ånden – “For the desires of the flesh are against the Spirit, and the desires of the Spirit are against the flesh”. Hun klipper fisk ud af papir, men de opløses i vand – forgængelighed, kødets opløsning. Hun taler om de 3 nivauer: At være bundet til jorden, som i en undersøisk hule, i ånden svævende… Læs mere »
Jeg venter stadig på min ‘Barbara’ som har været i restordre, – men nu frister ‘den uanstændige madam D’ da mere end jeg nok kan modstå.