Wang Xiaobo: Så blødt som vand & Guldalder

“Det smukkeste er at være til stede i verden, at hengive sig til ydmygelse, at hengive sig til mishandling.” Kinesiske Wang Xiaobos to kortromaner om seksualitet, magt, dominans og underkastelse i Kulturrevolutionens Kina er satire på højt plan.

I september i år udkom endnu en forbilledligt fin bog i forlaget Korridors novellaserie. Der er tale om en dobbeltudgivelse af to kortromaner af den kinesiske forfatter Wang Xiaobo (1952-1997), Så blødt som vand og Guldalder.

Guldalder regnes ifølge forlagets bagsidetekst som et af Wang Xiaobos hovedværker. Jeg-fortælleren er den ved historiens begyndelse 21-årige Wang-Er, en student, der under Kulturrevolutionen i Kina er sendt på ideologisk genopdragelsesophold som landarbejder i en landsby.

Her møder han den 26- årlige læge, Chen Qingyang. Hun opsøger ham i et håb om, at han vil stå frem som karaktervidne for hende, der uforskyldt har fået et ry for at være “en slidt sko,” et andet udtryk for en “omgangsluder,” som det udtrykkes i teksten.

Der er imidlertid ikke meget hjælp at hente hos Wang-Er, der på én gang gebærder sig grovkornet uforskammet og samtidig på forbilledlig vis mimer de groteske rationaler, der var i spil hos den kulturrevolutionære inkvisition i Kina:

Jeg sagde til hende at hun helt klart var en slidt sko. Og jeg argumenterede endda for min sag. Slidt sko er en tiltaleform, og hvis alle siger, at man er en slidt sko, så er man det – mod det kan man ikke tale fornuft. Hvis alle siger at man har horet, så har man horet – mod det kan man heller ikke tale fornuft. Men hvis vi skal diskutere hvorfor man kalder dig en slidt sko, så tror jeg det skyldes følgende: Alle mener at gifte kvinder der ikke horer, er mørke i huden og har hængepatter. Men du er lys i huden, og dine bryster hænger ikke, de stritter, og derfor er du en slidt sko.

Det bliver Chen Qingyang selvfølgelig ret sur over, men siden opsøger hun ham igen, fordi der nu er opstået det yderligere rygte, at hun “slider skoen” sammen med netop ham:

Hun ville have at jeg beviste at vi var komplet uskyldige. Hvis jeg skal bevise at vi er komplet uskyldige, sagde jeg, så bliver jeg nødt til at bevise at følgende udsagn er sande:

1. Chen Qingyang er stadig jomfru
2. Jeg er impotent og dermed ude af stand til at dyrke sex.

Begge dele er vanskelige at bevise. Og derfor kan vi heller ikke bevise vores uskyld. Selv hælder jeg desuden mere til at bevise, at vi ikke er uskyldige.

Det bliver Chen Yingyang endnu mere sur over. Men ikke desto mindre begynder de to at slide skoen sammen, hvilket resulterer i, at de i flere omgange fængsles, tvinges til bekende og nedskrive deres ideologiske forbrydelser og udsættes for offentlig udskamning og forskellige former for nedværdigelser.

De embedsmænd, der skal stå for deres ideologiske genopdragelse og renselse gennem bekendelse og ydmygelse, synes dog mest af alt at være pornografisk interesseret i at læse deres pikante tilståelser. Og Chen Yingyang og Wang-Er selv lader sig underkaste hele det kulturrevolutionære ydmygelsesapparat med noget, der ligner vellyst.

Det siges at indgroede tankebaner rystes når man udsættes for offentlig kritik, og at det betyder at man fremover er mindre tilbøjelig til at begå fejl. Og hvorfor i alverden skal man nægte at deltage i noget, der bevisligt har så god en effekt?

Satiren turde være åbenlys i alle citaterne ovenfor, og Wang Xiaobo udfolder den med stor præcision, og så er det faktisk ret morsomt undervejs.

Også den anden af udgivelsens to kortromaner, Så blødt som vand (der er så kort, at den nærmer sig en novelle, snarere end en kortroman), udspiller sig i Kina under Kulturrevolutionen.

De altdominerende hovedpersoner er to mænd, politimanden Shi og den homoseksuelle forfatter A-Lan. Politimanden Shi har på sine nattevagter anlagt den vane at patruljere i en park, der er et kendt mødested for homoseksuelle mænd. Her arresterer han gerne en enkelt og tager ham med på stationen natten over for at fordrive tiden med at tale med ham – og udleve sine sadistiske tilbøjeligheder ved at plage offeret.

Men en aften arresterer Shi den unge A-Lan, og inden natten er omme har de to forelsket sig i hinanden – til Shis egen forbløffelse, da han ikke havde erkendte homoseksuelle tilbøjeligheder, før han mødte A-Lan (hvorved jeg ikke røber for meget, for det står klart allerede på de første sider i fortællingen).

Fortællingen kan læses som en udforskning af magt, dominans og underkastelse i seksuelle relationer, og det var lige før, det blev mig for meget undervejs.

Portrættet af A-Lan som eksponent for den “typiske,” homoseksuelle seksualitet kan ved en første læsning forekomme temmelig karikeret og stereotypt, grænsende til det homofobiske, med dets insisteren på A-Lans “kvindelige” karakter og dets meget eksplicitte vægtning af, hvordan A-Lan længes efter at blive domineret og nedværdiget af andre mænd.

A-Lan fortalte Shi at han var blid, lydhør og forstående. Han følte sig som kvinde, ja, og ikke bare det: Hver gang han stod foran en flot, sexet mand, blev han så blød som vand. Som klart og køligt kildevand efter en lang udmattende vandring. […] Rummet var fyldt med spejle. Og A-Lan kunne se sig selv bagfra i spejlene. Han kunne se de faste lår, de smalle hofter og nosserne der lod sig ane mellem lårene. Han mente at det var en stor misforståelse at tro at det kun er kvinder som kan være smukke. Det smukkeste er at være til stede i verden, at hengive sig til ydmygelse, at hengive sig til mishandling.

Man bør dog nok læse karakteristikken i lyset af, at den formentlig ikke rammer helt ved siden af dét, der er den dominerende opfattelse af homoseksualitet i Kina – eller ihvertfald var det på Kulturrevolutionens tid (uden at jeg skal gøre mig til at at vide særlig meget om Kina, så det kan være en uberettiget fordom).

Derudover det en kernepointe i fortællingen, at den eller det, vi er, i høj grad er noget, vi gøres til – omend ikke uden egen medvirken – af de relationer, vi indgår i, herunder i særlig grad sociale dominans- og underkastelsesrelationer. Og i historien gælder det både A-Lan og Shi.

Endelig – og vigtigst – skal Så blødt som vand, ligsom Guldalder, tydeligvis først og fremmest læses som satire over det kinesiske samfund, og her spiller Wang Xiaobos iscenesættelse af seksualitet en hovedrolle. Seksualiteten er således et dominerende tema i begge romaner. Men ikke som en form for modstand, endsige et frigørelsesprojekt, som vi ellers ofte ser det.

Derimod fungerer seksualiteten i begge romaner som en form for satirisk metafor for forholdet mellem den statslige magt og den befolkning, der udsættes for – og ikke mindst lader sig udsætte for – statsapparatets dominans.

Wang Xiaobo (1952-1997). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det er satire på højt plan, og satiren går begge veje: Den rammer i ligeligt omfang både de absurde magtmekanismer i den kinesiske stat under Kulturrevolutionen og de måder, hvorpå en hel befolkning mere eller mindre velvilligt lader sig undertrykke gennem årtier.

I denne læsning kan man således sige, at Wang Xiaobo i sin magtanalyse retter fokus mod, hvordan herredømme og magtudøvelse altid er en relation, hvor den undertrykte såvel som undertrykkeren er “medskyldig” i reproduktionen af magtrelationen, uagtet den åbenlyse asymmetri i adgangen til fysiske og ideologiske magtmidler.

Begge kortromaner er præget af en stor mængde gentagelser, i et vist omfang i handlingen, men først og fremmest i de sproglige virkemidler. Det kan virke lidt enerverende, men det har også en vis humoristisk effekt – og dertil kommer, at de mange sproglige gentagelser i sig selv kan læses som en del af satiren over et ideologisk indoktrinerende samfund.

Wang Xiaobo skriver i et enkelt og letlæseligt sprog – som det er formidlet til os her i Sidse Laugesens fine fordanskning. Underholdningsværdien er gennemgående høj, og samlet set er udgivelsen bestemt en anbefaling værd.

Forlaget oplyser desværre ikke de originale udgivelsesår for de to kortromaner. Jeg har kunnet google mig frem til, at Guldalder oprindeligt må være udgivet i 1991, men den oprindelige udgivelsesdato for Så blødt som vand har jeg måttet give op overfor.

K's vurdering: