Marcel Proust: Den genfundne tid 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 12-13)

Halleluja! Hvilken finale! Sidste del af Prousts monstrøse magnum opus binder det hele sammen og er i sig selv en så udsøgt fornøjelse, at jeg føler mig fristet til bare at starte forfra med en genlæsning af hele værket med det samme.

Jeg har været på sporet af den tabte tid med Marcel Proust i samlet set mere end otte år. Jeg har læst mere end 600 andre bøger ind i mellem, og meget andet af langt større betydning er passeret i mit liv, fra jeg påbegyndte Swanns verden i 2015 til afslutningen af værket med Den genfundne tid.

Men jeg har båret På sporet af den tabte tid med mig hele vejen, og jeg har mentalt aldrig været helt væk fra værket. Det konstaterede jeg, da jeg genoptog min Proustlæsning her i sommer med Fangen efter faktisk mere end seks års pause siden Sodoma og Gomorra. Hjulpet lidt på vej af handlingsresumeerne af de første bøger i Neil Ashley Conrads Et overblik – resumé og registerbind oplevede jeg det som helt uproblematisk at glide tilbage i universet i På sporet, selv efter så lang tids fravær.

Jeg har været ved at gå kold i værket et par gange – især var det en hård nyser at komme igennem de ulideligt lange middagsselskaber i Guermantes verden. Og det ville være løgn at sige, at jeg ikke ville have været nogle af de 4.466 sider foruden. For jo, Proust skriver langt, og jo, På sporet af den tabte tid er også for lang. For fanden, hvor er den lang!

De færreste nok så handlingsmættede, traditionelle romaner ville kunne holde pusten over så mange sider, og i På sporet er der nærmest ingen ydre handling. Men det er en del af pointen: Du skal netop ikke holde pusten, når du læser Proust. Du skal bevæge dig langsomt gennem værket, huske at trække vejret, holde pauser når du har brug for det, tage værket ind i det tempo og på de måder, som din psykologiske konstitution og dagsform tillader det.

Ikke så få gange undervejs har Proust formået at både trætte og irritere mig med den måde, hvorpå han igen og igen – ubønhørlig over for læserens fatigue – vender tilbage til de samme temaer, scener, personer og genstande for nok en gang i langstrakte reflektioner at udforske dem fra nye vinkler, der ofte kun synes at adskille sig fra de sidste med få grader.

Jeg kan sagtens forstå de læsere, der har givet op undervejs, eller vælger slet ikke at gå i gang.

Det er dog ikke benhårdt arbejde at læse På sporet. Det er først og fremmest en nydelse. Men det er også et arbejde. Prousts tekst ikke bare indbyder til, men kræver, at man som læser tænker med undervejs. Man kan i lange stræk vælge at kappe fortøjningerne og lade sig flyde med ad Prousts floder og bifloder af ord, som nogle gange bruser og andre gange løber stille gennem værket via hans lange, bugtede kæder af sætninger. Det er en fristende og i lange stræk nydelsesfuld læsestrategi.

Vil man have fuldt udbytte af teksten, så kræver det dog noget mere. At man tænker med, at man involverer sig selv, spejler sine egne erfaringer i fortællerens. Det er ikke nemt. Men så ville det også være ligemeget.

Kaster du dig ind i projektet, (for ja, det kan godt opleves som lidt af et projekt at læse På sporet fra ende til anden), og tør du investere noget af dig selv i læsningen, så tør jeg til gengæld godt love, at der er nye indsigter og mulige selverkendelser at hente, lige meget hvem du er.

På sporet kan læses eksistensfilosofisk, som en fænomenologisk erkendelsesteori og som en kunstæstetik. Centralt står udforskningen af tiden og rummet, der som erkendelsesvilkår er intrikat forbundne hos Proust.

Lidt mere konkret er romanen (også) en livsfilosofisk udforskning af en mængde aspekter af det enkelte menneskes eksistens som både tænkende og sansende kropsligt væsen, herunder kærlighed, forelskelse, begær og jalousi, seksualitet, herunder ikke mindst homoseksualitet, venskaber, barndom og alderdom og meget mere.

Samtidig er På sporet et samtidsportræt af Frankrig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det er ikke en politisk roman, men i baggrunden spiller især Dreyfusaffæren en vigtig rolle, både som et element i den gennemgående tematisering af antisemitisme, men også som eksempel på hykleri og skiftende moder for, hvad der går for at være de rigtige holdninger i de såkaldt “bedre kredse” og i samfundet i almindelighed.

Politik og social status sætter skel, men det gør også religion, race (på Prousts tid var det fortsat almindelig at betegne jøderne som en særlig “race”), seksualitet, smag i tøj, mad og kunst, måder at spise på, tale på og i det hele taget gebærde sig på. Prousts fortæller bevæger sig i det bedre borgerskabs og de adeliges kredse, men præcis de samme mekanismer kunne han have iagttaget i alle andre samfundslag, dengang som i dag. Romanen kan således også læses som et studie i, hvordan distinktioner skaber mennesker og samfund gennem af- og udgrænsninger.

Jeg vil på denne plads end ikke forsøge at udfolde en analyse og fortolkning af de mange lag og elementer i På sporet. Det har litterater, litteraturhistorikere, kunstteoretikere, filosoffer, sociologer og meget andet dannet godtfolk med langt større indsigt end jeg skrevet hele biblioteker af lærde afhandlinger om i løbet af de sidste små hundrede år.

Til gengæld skal vi ikke glemme, at På sporet altså også er storartet underholdning. For selv om den er meget lang og også føles meget lang og i passager unægteligt kan være decideret kedelig, så er den i mange andre og lange passager også topunderholdende. Proust kan være gnæggende morsom i sin satire over menneskelig dårskab i alle dens afskygninger, jf. et par eksempler nedenfor.

Den genfundne tid
Den genfundne tid, som udgør den afsluttende og syvende del af På sporet (bind 12-13 i den danske oversættelse) har det hele.

De to bind er dog markant forskellige, og tematisk betragtet fremstår de lige så adskilte fra hinanden som fra de seks foregående dele af romanen (uden at glemme, at alle syv dele i tretten bind udgør én samlet roman).

Bind 12 er i høj grad skrevet i skyggen af Første verdenskrig. Sammenlignet med resten af romanen er der usædvanligt meget ydre handling. Nogle af romanens karakterer drager i krig, ikke alle vender tilbage, og Paris er under bombardement.

Nu skal man dog ikke straks se en actionmættet krigroman for sig. Det er stadig Proust, og krigen følges primært på sikker afstand fra de parisiske saloner, hvor den til gengæld bliver et omdrejningspunkt for meget af konversationen.

Det giver Proust anledning til igen at spidde overfladiskheden, forstillelsen og hykleriet i de “bedre kredse”. Madame Verdurin holder stadig sine saloner, men nu diskuterer man ikke så meget kunst som hærens og flådens situation og føler sig derved umådeligt solidariske med “de franske drenge.”

Proust er dog ikke urimelig i sin udlevering, han medgiver således, at de …

… rent faktisk [tænkte] på disse hekatomber af udslettede regimenter og passager, der var blevet opslugt af bølgerne, men en omvendt proces mangedobler i den grad alt hvad der vedrører ens velbefindende, og dividerer alt hvad der ikke vedrører det, med et så svimlende højt tal, at millioner af ukendtes død knap nok rører os og nærmest volder os mindre ubehag end en smule gennemtræk.

Den forfærdeligt snobbede og intrigante Madame Verdurin, “der fik migræne når hun ikke kunne få en croissant at dyppe i sin café au lait,” udfolder sine største anstrengelser for at sikre sig denne daglige croissant i krigens knaphedssituation:

Alt imens hun dyppede croissanten i kaffen og knipsede lidt til sin avis så den kunne holde sig åben uden at hun behøvede at lade den anden hånd holde op med at dyppe, sagde hun: “Hvor rædselsfuldt! Det her overgår jo selv de værste tragedier i rædsel.” Men alle disse menneskers druknedød måtte i hendes øjne være reduceret til en milliardtedel, for samtidig med at hun med munden fuld gjorde sig disse fortvivlede betragtninger, viste det udtryk der bredte sig i hendes ansigt – antagelig som et resultat den velsmagende croissant, der var et så dyrebart middel mod migræne – snarere en sødmefuld tilfredsstillelse.

Bindet føjer også nye sider til værkets mest interessante, markante og sammensatte person, den i alle henseender ekstravagante monsieur de Charlus, som allerede blev kort introduceret i Swanns verden, men for alvor trådte ind på scenen i Sodoma og Gomorra, som eksempel på en mand, der er i sit homoseksuelle begærs vold (åbenlyst for alle andre, kun monsieur de Charlus selv tror, at det er hemmeligt).

I Den genfundne tid befinder fortælleren sig pludselig i endnu en uvillet voyeursituation, hvor han erfarer, at monsieur de Charlus også har masochistiske tilbøjeligheder: På et anløbent hotel betaler han for at bliver tævet og pisket af unge soldater på orlov, som er hyret af vesteskrædderen Jupien til at agere skrupelløse, sadistiske forbrydere.

Proust lader her som andre steder fortælleren omtale monsieur de Charlus’ seksuelle tilbøjeligheder som en sygdom, men Proust – der selv var homoseksuel – toner her mod slutningen af værket samtidig mere og mere rent ud som forsvarer for de udgrænsede seksualiteter:

[Monsieur de Charlus’] længsel efter at blive lænket og pisket røbede egentlig blot, i al sin hæslighed, en drøm der var lige så poetisk som den længsel andre mennesker føler efter at rejse til Venedig eller at muntre sig med danserinder.

Bind 12 er blandt de isoleret set mest underholdende i værket. Men det er i trettende og sidste bind, at alle enderne bindes sammen:

På vej til et selskab hos Guermantes-familien oplever fortælleren pludselig en serie nærmest mystiske erindringsåbenbaringer af samme karakter som den berømte scene fra Swanns verden med madeleinekagen og lindeteen: Ujævnheden i brostensbelægningen sender ham med ét tilbage til en situation i Venedig år tilbage, og han overvældes af en for ham selv i første omgang uforklarlig lykkefølelse.

I hurtig rækkefølge herefter oplever han flere tilsvarende erindringsåbenbaringer, alle fremkaldt af forskellige sanseoplevelser. Og det giver anledning til det, der vel nærmest må karakteriseres som et langt filosofisk essay i romanen, hvor Proust udfolder sin erkendelsesteori, som er tæt knyttet til hans forståelse af erindringens natur, af tiden og rummet og af mennesket som en fysisk sansende krop.

Samtidig lægges også nye lag til hans æstetiskteoretiske betragtninger over kunsten, herunder i særlig grad kunstværket som erkendelsesvej, som den eneste mulige måde – via metaforen – at overvinde tiden i erindringsoplevelsen og dermed knytte nuet sammen med fortiden for det enkelte sansende og tænkende menneske.

Det kan lyde som en tung teoretisk omgang, og ja, der er mange lag involveret, men Proust udfolder det hele i sin for os læsere nu velkendte stil og i sit smukke, poetiske sprog, så det er en entydig fornøjelse.

Samtidig står det nu pludselig klart for os, hvorfor det har været nødvendigt at skrive så langt, så omstændeligt og igen og igen vende tilbage til de samme iagttagelser og undersøge dem påny i deres allermindste detaljer. Det er Prousts metode, det er hans måde at tvinge sig selv til at se – og dermed samtidig lære os som læsere at se – i fænomenologisk forstand. Det vil sige at se tingene, som de fremtræder for os – og hvor det at se skal forstås metonymisk som omfattende alle sanseoplevelser: At se, at høre, at smage, at føle, at lugte.

Samtidig med disse erkendelser overvældes fortælleren, der tidligere kun har gjort utilfredsstillende forsøg som forfatter, nu af den vision, at meningen med resten af hans liv skal være at skrive et kunstværk, der netop kan formidle disse indsigter – det vil sige det romanværk, vi er i gang med at læse. En gotisk katedral af et værk, som skal have som sit formål at bistå læseren til en større indsigt i sig selv.

Også i dette stykke er Proust umådeligt moderne, idet han er opmærksom på, hvordan enhver læser af en roman (eller den, der lytter til et stykke musik eller iagttager et maleri …) med nødvendighed må læse det på sin egen måde med afsæt i egne erfaringer og dermed givetvis tolke det anderledes og få et andet udbytte end det, forfatteren måtte have tænkt, da han skabte værket:

… det ville endda være upræcist at sige at jeg tænkte på dem som skulle åbne [bogen] en dag, [som] mine læsere. For efter min mening ville de ikke være mine læsere, men deres egne læsere som læste sig selv, eftersom min bog bare ville være en slags forstørrelsesglas af den type, som optikeren i Combray gave sine kunder; min bog skulle være det instrument som gjorde det muligt for dem at læse i sig selv.

Jeg har undervejs i min læsning markeret 60-70 prægnante og poetisk smukke formuleringer alene i bind 13, som ville være værd at citere. Men denne artikel er allerede blevet alt for lang, så jeg bliver nødt til at afstå.

Dog kan jeg ikke dy mig for et sidste nedslag i bind 13, som ikke kun er et semi-teoretisk essay, som man måske ellers kunne få indtryk af i det ovenstående. Det rundes af med endnu et salonbesøg, som også er en slags opsamling af alle de tidligere, for her optræder de fleste af de centrale personer, vi er stødt på i værket, hvis de da ellers ikke er døde undervejs. Og Proust er i alle henseender også her i topform.

Da fortælleren efter sine åbenbaringer endelig kommer ind til Guermantes’ salon tror han først, at han har overset, at han er inviteret til et kostumebal: Han har efter indlæggelse på et sanatorium været væk fra det parisiske selskabsliv i nogle år, og da han møder de mennesker, han ellers har kendt så godt, kan han stort set ikke genkende nogle af dem: De synes alle at være udklædt mesterligt som oldinge.

Men ak, det er naturligvis blot tiden, der er gået. Det giver anledning til mere end 60 siders iagttagelser og reflektioner over alderdommen og tiden, hvor Proust udfolder sig på sin mest ondskabsfuldt morsomme manér, idet han beskriver de mange forskellige måder, et menneske kan ældes på, fysisk såvel som mentalt.

Tag for eksempel denne karakteristik af madame d’Arpajon, som er en af de mange, han nær ikke genkender:

Ligesom en korpulent svømmerske, der kun lige kan ane bredden i det fjerne, var det som om hun kæmpede for at holde sig oven vande i de bølger af tid der skyllede ind over hende.

Og der er i det hele taget ikke mange holdepunkter for optimisme i Prousts nådesløse karakteristik af tidens indvirkning på det menneskelig legeme og sind (andet end måske det, at vi alle ender med af fylde mere og mere i tiden):

[Det] forholder […] sig med alderdommen som med døden. Nogen imødeser den med sindsro, ikke fordi de har mere mod end andre, men fordi de har mindre fantasi.

Fortællerens erkendelse af, at han selv er blevet en gammel mand indgyder ham udover en vis tristesse også en følelse af frygteligt hastværk: Kan han overhovedet nå at skrive det værk, han netop har fået en vision om, inden hans krops forfald måtte stille sig i vejen? Proust nåede det heldigvis – næsten. Værket blev skrevet færdigt (selv om Proustforskerne vurderer, at de sidste dele muligvis ikke blev fuldt gennemarbejdede).

Proust nåede ikke at se alle bind udgivet inden sin død, men opnåede trods alt anerkendelse i sin tid i form af den prestigefyldte franske litteraturpris Prix Goncourt (for I skyggen af unge piger i blomst).

Og må jeg så bare til allersidst sige, at det er en lise at være tilbage i Niels Lyngsøs sikre oversætterhænder. Prousts lange sætninger med deres mange indskudte digressioner flyder blødt afsted i Lyngsøs oversættelse. Og i modsætning til i Fangen og Albertine forsvundet er der (så godt som) ingen korrekturfejl. Og det øger altså min læseglæde betragteligt.

Når jeg i begyndelsen af dette indlæg skriver, at jeg er fristet til at gå i gang med værket igen fra en ende af, er det ikke kun klichéfyldt koketteri. Det sidste bind har efterladt mig i en eksalteret tilstand, og jeg er ikke i tvivl om, at en genlæsning vil være en helt ny læseoplevelse, hvor hver enkelt af de lange sætninger vil fremstå som ny i lyset af helheden.

Det, der trods alt alligevel afholder mig fra det, er dels de 300+ ulæste bøger i min reol, som jeg er sikker på rummer endnu en masse store læseoplevelser, og som jeg også er ivrig efter at læse. Dels – og vigtigere – har Proust blandt meget andet uddybet min indsigt i, hvordan udbyttet af at læse et litterært værk af denne kaliber med nødvendighed vil være forskelligt alt efter ens livssituation og -erfaring. Jeg ser frem til fornyede livsindsigter ved at læse På sporet af den tabte tid igen om 10-20 år.

K's vurdering: