Leonora Christina: Jammers Minde

Kongedatteren Leonora Christinas litterære hovedværk, den selvbiografiske skildring af hendes 22 år i fangenskab i det berygtede Blåtårn i perioden 1663-1685, er en kanoniseret klassiker. Interessant som historisk dokument (selv om hun er fuld af løgn), men bestemt også værd at læse for sine litterære kvaliteter. Og i Line Kroghs moderniserede udgave fra 2010 er den gamle tekst gjort tilgængelig på nudansk, uden at den har mistet sit præg af at være skrevet for 350 år siden.

Leonora Christina (1621-1698) er en legendarisk skikkelse i dansk historie. Datter af Christian IV og Kirsten Munk (som aldrig blev gift med kongen, men af ham selv blev betragtet som hans hustru). Hustru til adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som steg til højderne som Danmarks rigshofmester under Christian IV, men endte som den velsagtens mest berygtede landsforræder i Danmarkshistorien. Indespærret i fængselstårnet Blåtårn gennem 22 år for mistanke om medvirken til sin mands forrædderi. Og forfatter til det mest berømmede stykke dansk prosa fra barokken, fængselsberetningen Jammers Minde.

Ægteparret Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt var med deres ekstravagant luksuriøse livsstil blandt de mest fashionable kendispar i datidens Europa, finansieret af Corfitz’ umådeholdne svindlerier og finansielle udsugning af den ellers så slukne statskasse i det Danmark, som var bragt til bankerot af Christian IV’s fejlslagne militære eventyr.

Corfitz Ulfeldt blev til sidst indhentet af sine talløse dobbelte rænkespil, men den danske regering fik dog aldrig fat på ham, da han klogeligt holdt sig i Tyskland. I stedet blev han i dømt in absentia for landsforræderi og i 1663 henrettet og maltrakteret symbolsk i København i form af en trædukke.

Leonora Christina, (1621-1698). Maleri af Karel von Mander, 1647 (Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot).

Forinden var Leonora Christina imidlertid blevet arresteret i England for medvirken til sin mands landsforræderi og ført til Danmark. Hun blev aldrig blev officielt anklaget og dømt, men ikke desto mindre holdt indespærret i Blåtårn på Københavns Slot i næsten 22 år fra 1663 til 1685.

I mange år blev Leonora Christina i Danmark betragtet som en uskyldighed og hendes fangeskab som et justitsmord. Nutidige historikere er dog ikke i tvivl om, at den intelligente kvinde var i allerhøjeste grad vidende om og i et eller andet omfang også aktivt medvirkende til Corfitz Ulfeldts forræderier.

Jammers Minde er Leonora Christinas egen beskrivelse af sit fangenskab i Blåtårn. På nær nogle få sider om hendes tilfangetagelse i England og til slut hendes løsladelse fra Blåtårn, foregår hele fortællingen i hendes fængselscelle i tårnet.

Leonora Christina gør i skriftet selv et nummer ud af, at det hele er skrevet i Blåtårn. Analyser af det originale håndskrift har dog – sammen med kildekritiske analyser af teksten – påvist, at kun de første dele af teksten faktisk er skrevet under fangenskabet, mens resten er skrevet efter hendes løsladelse i et kloster i Maribo, hvor hun tilbragte sine resterende år.

Værkets værdi som historisk kilde til viden om de begivenheder, der gik forud for Leonora Christinas fængsling, er mere end tvivlsom. Leonora Christina dedikerer værket til sine børn, og et af hendes motiver bag at skrive det kan meget vel have været en politisk intention om at understøtte deres sociale og økonomiske position i fremtiden.

Hertil hører, at hun med fasthed og uden på noget tidspunkt at ryste på den hånd, der skriver, gennem hele værket bedyrer sin uskyld – ligesom hun gjorde det igennem hele sit fangenskab overfor de danske myndigheder. At hun ingen som helst viden nogen sinde har haft om sin ægtemands angivelige forræderi, som hun vedblivende insisterer på i øvrigt ikke kan have noget på sig.

Det er en løgn af dimensioner, der får det til at drive ned af cellevæggene. Men Leonora Christinas bedyrelse af sin uskyld er fortalt med en sådan inderlig fasthed, at man som læser næsten tror hende. Man vil gerne tro hende, fordi hendes retoucherede selvportræt er så litterært overbevisende.

Og det er netop som skønlitterært værk, at Jammers Minde har sin styrke og skal læses. Og som Dorrit Willumsen skriver i sit forord, rummer værket – uanset sin historiske sandhedsværdi – som litteratur en “egen indre sandhed” om den menneskelige overlevelsesevne, skabt, som det er, af en kvinde, der blev kunstner, “da hun gennem sine lidelser byttede magt og forfængelighed ud med kreativitet, nærhed og nødvendighed.”

Historiske og litterære kildekritikere har påvist, at Jammers Minde er skrevet i flere perioder. Det skal jeg ikke gå nærmere ind i, men som læser noterer man sig, at stilen ændrer sig undervejs. “Fortalen til mine børn” og den første del af selve værket, er de dele, der antages at være skrevet under selve fangenskabet. Især fortalen er overordentlig salvelsesfuld, men også den følgende første del af skriftet er præget af en stærk religiøs tone.

Man er ikke i tvivl om, at Leonora Christina bevidst søger at fremstille sig selv som ærlig kristen, en inderligt gudsfrygtig (og naivt uskyldig) kvinde. På den anden side er der næppe heller grund til at betvivle, at den religiøse anfægtelse, som hun gennemgår i den første del af fangenskabet, er ægte, og at hendes tro i øvrigt har været en vigtig støtte gennem de mange år i fangenskabet.

Første del udmærker sig også ved særdeles detaljerede beretninger om den første tid, herunder tilsyneladende ordrette gengivelser af de forhør, hun gennemgår.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på nogle af de andre (og så ganske anderledes) fængselsberetninger, jeg har læst tidligere på året: Dostojevskijs <em>Det døde hus (opr. 1861) og Imre Kertész’ De skæbneløse (opr. 1975), som uden sammenligning i øvrigt (overhovedet) begge fremhæver den egenobservation, at de allerførste dage i fangenskabet er prentet tydeligere og i større detaljer end de følgende år.

Leonora Christinas beretning senere i værket rummer nu også mange detaljer fra de følgende knap 22 år i Blåtårn, men i højere grad i form af episodiske nedslag og kortere kursoriske afsnit.

Det er i det hele taget de mange detaljer, der i særlig grad gør værket spændende at læse. Detaljer, der giver indblik i den tids tænke- og levemåde – for selv om Leonora Christina er indespærret, så får vi gennem blandt andet hendes skiftende tjenestekvinder (for sådan en er hun trods alt tilkendt i cellen) små glimt af den verden, der leves udenfor.

Og ikke mindst benytter Leonora Christina sin fine iagttagelsesevne og reflektionsevne til at give os nogle ganske nuancerede portrætter af personerne omkring hende: De forskellige tjeneskvinder, fangevogtere og enkelte medfanger, hun også har kontakt med.

Det er formentlig ikke forkert at karakterisere den historiske Leonora Christina som både magtbegærlig, nydelsessyg, intrigant og kynisk i sit liv frem til indespærringen. Men når man læser Jammers Minde er man heller ikke i tvivl om, at det er skrevet af en særdeles intelligent og vidende kvinde med en sjælden retorisk begavelse. Som læsere får vi mange eksempler på hendes overtalelsesevner og hendes generelle snilde, som hun for eksempel benytter til at skaffe sig små ting, hun kan udfylde tiden med.

Hævngerrig kunne også føjes til personkarakteristikken, trods hendes anstrengelser for at fremvise sit rene, kristne sindelag. Det fremgår blandt andet af et såkaldt bilag til værket, hvor hun med slet skjult skadefryd opregner en liste over personer, der har gjort hende ondt, men hvis egen død, hun blev fortalt om under fangeskabet. Eksempel:

Abel Cathrines død var meget smertelig. Hvis hun før havde undersøgt mig på mine hemmelige steder efter breve, så blev hun selv siden grundigt befølt af barberer, da hun havde bylder på sine hemmelige steder. Hun blev skåret og brændt. Al den pine udstod hun i håb om at leve, men hverken kirurgernes anstrengelser eller dronningens besøg kunne redde hende fra døden.

Jeg har læst Jammers Minde i Line Kroghs sproglige modernisering fra 2010. Her blinker der for mange læsere formentlig automatisk en advarselslampe, ligesom der som udgangspunkt gjorde for mig: Skulle det nu virkelig være nødvendigt at “modernisere” en dansk tekst, og betyder det, at man i virkeligheden ikke læser Leonora Christina, men Line Krogh?

Line Kroghs modernisering er imidlertid særdeles nænsom. Ambitionen har ikke været at lave en “gendigtning,” men en gennemskrivning efter nutidig ortografi. Og det er en rigtig god idé. Den oprindelige tekst er bestemt læselig for en almindelig læser som jeg, hvis man er beredt på at anstrenge sig en smule, men jeg må samtidig bekende, at denne anstrengelse trods alt er så stor, at jeg næppe var kommet igennem hele værket i originalversionen.

Jeg har således ikke læst hele værket i den oprindelige version, men har sammenlignet en række citater, som bekræfter mig i, at Line Kroghs bearbejdning synes meget tæt på originalen. Et enkelt eksempel:

I værkets fortale, dedikeret til sine børn, opregner Leonora Christina alle de lidelser, hun uskyldigt har gennemgået – med en ubeskeden og svært salvelsesfuld reference til Jobs lidelser i Biblen. Men hendes tro på, at den almægtige Gud i sin uendelige barmhjertighed nok skal udfri hende til sidst, er stor. Efter opregningen af seks store sorger i hendes liv hedder det om den syvende – fangenskabet i Blåtårn – i originalteksten således:

Seer, aff Sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet mig, wærer wiß paa att Hand vdi den Syffuende mig ey lader Sticke eller Omkomme.

Det kan man med en vis anstrengelse jo godt læse, men det går unægteligt lidt lettere i Line Kroghs bearbejdning:

Og se, af seks sorger har han udfriet mig. Vær vis på, at han heller ikke lader mig sidde fast eller omkomme i den syvende.

For mig at se kan Line Kroghs modernisering betragtes som en oversættelse fra et sprog til et andet. Og som det gælder for alle andre værker, så ville man jo egentlig helst læse det på originalsproget – hvis man ellers beherskede det. Gør man ikke, er det ikke en ringe erstatning at kunne læse en god oversættelse. Line Krogh har med sin oversættelse gjort klassiskeren tilgængelig for et bredt, moderne publikum, inklusive denne læser, og det kan kun applauderes.

Dorrit Willumsen har skrevet et langt, fremragende forord til værket, som er værd at læse i sig selv som en spændende gengivelse af Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts historie frem til hendes indespærring i Blåtårn, suppleret med enkelte bemærkninger om værkets tilblivelseshistorie.

Normalt ville min anbefaling være først at læse et forord til et litterært værk efter læsningen af selve værket. I dette tilfælde er min anbefaling dog den modsatte, da en viden om forhistorien, herunder om en række centrale personer, er vigtig for at kunne forstå en mængde referencer i Leonora Christinas tekst.

Hvordan “anmelder” man en klassiker af denne karakter? Havde jeg kunnet læse den helt uden kontekstviden om dens tilblivelseshistorie som en litterær fortælling om en indespærret adelskvindes fængselsophold, var det måske blevet til en 3’er med pil opad. Dette på grundlag af de ubetvivlelige litterære kvaliteter på den en side, som på den anden side trækkes lidt ned af værkets ujævne form og den begrænsede litterære fremdrift.

Men det er jo ikke muligt at læse Jammers Minde kontekstfrit. Dels er der selvfølglig værkets kanoniske status og receptionshistorie. Dels er der hele den historiske baggrund, som i sig selv er fascinerende som den bedste røverhistorie. Dels – og først og fremmest – er der bevidstheden om, at værket ikke er ren fiktion, men udspringer af Leonora Christinas faktiske liv og oplevelser i Blåtårn gennem 22 år – uagtet, at man ikke kan fæste historisk lid til alt, hvad hun skriver.

Endelig må jeg også give selvstændige point til Line Kroghs præstation med at gøre værket tilgængeligt på et letlæseligt nudansk, som ikke desto mindre bevarer et passende altmodisch anstrøg.

Samlet set bliver det til en 4’er – og en anbefaling.

K's vurdering: