Eduard von Keyserling: Bølger

Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.

Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver:

[…] hver eneste side i Keyserlings bøger udstråler en mild sørgmodighed, der virker som en egen lyskilde. Hans digtnings grundakkord er en blød sorg, som har fundet hvile, og som vejer livets cifre med en vemodig skepsis; den vemodige skepsis, som de mange forfædre giver efternøleren i smertelig vuggegave. Denne skepsis gennemtrænger alt og fordømmer dog ingen: Den ser livets optog som det kulørte ligtog, det er.

Det kan jeg ikke sige bedre. Bang roser med rette også Keyserling for evnen til med ti ord eller en enkelt streg at karakterisere en person. I dét stykke er det nu Bang selv, der er mesteren, og Keyserling når ikke Bangs sublime niveau. Men mindre kan jo gøre det.

En sammenligning med Herman Bang er under alle omstændigheder ikke helt uberettiget. Som Bang kan Keyserling også noget med at fremmane stemninger og relationer mellem mennesker med få virkemidler. Og også han er en mester i at portrættere tragiske kvindeskikkelser.

Den centrale skikkelse i Bølger er den smukke Doralice, for nylig skilt (løbet bort) fra sin tredive år ældre mand, grev Köhne-Jasky, nu samlevende – muligvis i utugt, muligvis gift med (sladderen er ikke helt sikker på dette punkt) – med bondemaleren Hans Grill.

Sammen tilbringer de sommeren i en hytte ved stranden ved et fiskerleje, der også tjener som sommerferieresidens for en familie fra Doralices nu tidligere omgangskreds:

Den gamle generalinde von Palikow og hendes selskabsdame, pebermøen frøken Bork; generalindens datter, baronesse von Buttlär og hendes mand samt deres to voksne døtre, Lolo og Nini, og den yngste søn, gymnasiasten Wedig; og endelig pigen Lolos forlovede, den unge virile løjtnant Hilmar.

Generalinden og hendes familie er et vidunderligt menageri af mennesketyper, hvis snobberi Keyserling portrætterer mildt satirisk og overordentlig humoristisk:

Baronesse von Buttlär er rædselsslagen ved udsigten til, at familien skal tilbringe sommeren i nærheden af den faldne kvinde Doralice og denne hendes maler, som – oh, skræk! — er “et ganske almindeligt menneske” (altså ikke adelig). Tænk engang, hvilken skade det ikke kan gøre på de uskyldige børn bare at skulle se en sådan kvinde på afstand.

Og så er hun i øvrigt også bekymret for den mulige indvirkning, den bedragerisk smukke Doralice kan have på hendes mand, baronen (som er af den gamle skole og siger ting som: “Ja, familien som sådan er statens grundlag, familien og så fast ejendom”).

Som det nu falder, kommer de imidlertid alle til at få mere med både Doralice og hendes maler at gøre, end de havde forestillet sig – og gradvist falder paraderne stillet over for Doralices skønhed og stilfærdige charme.

Værst ramt bliver den unge løjtnant Hilmar, der forelsker sig hovedkulds i Doralice, hvilket truer med at styre hans forlovede, den unge Lolo, som selv er dybt fascineret af Doralice, mod afgrunden. Lolo, der er så ung og så beruset af forestillingen om den romantiske tragedie á la Werther:

Lolo blev stående et øjeblik, hun lagde begge hænder på sit bryst, så med varme, lidenskabelige øjne ud i natten og lod sig beruse af sin store smerte.

Historiens store tragedienne er dog Doralice. Hun flygtede fra et ægteskab med en mand, der ingen interesse havde i hende som person, men kun søgte at forme hende efter en af ham fastsat skabelon. Maleren Hans Grill fulgte hun med som sin redningsmand herfra, som løftet om et friere liv. Men nu martres hun af en voksende fornemmelse af, at Hans grundlæggende også ser hende som “sin ejendom,” som den ting, der mangler i hans egoistiske vision om sin fremtid. Men han er også tryghed:

At ‘gå i stilhed’ ved siden af denne stærke, blide mand forekom hende nu at være tryghed. Og på grund af angsten i sin sjæl, på grund af angsten for sig selv og de andre, troede hun, at tryghed var nødvendig for hende.

Og så er der i øvrigt endnu en hovedperson: Havet. Keyserlings naturbeskrivelser af havet er mesterlige, og i hans hånd spiller havet med i personernes stemninger. Havets skønhed, som maleren har så svært ved at indfange, men også dets rå brutalitet, som fiskerne og fiskerkonerne kun kender alt for godt.

Himlen begyndte at tage farve nu, skyerne i horisonten fik tykke, gyldne sømme, og en bølge af rødt skyllede ud over himlen. I havets gråblå farve blandede der sig blanke tråde, på stranden fyldtes de brydende bølgers hulrum med en rosenrød farve, og ude i horisonten begyndte havet pludselig at brænde rødgyldent.

Bølger kan læses alene for Keyserlings beskrivelser – man fristes til at sige portræt – af havet. Men den skal også læses for de fine og elegante personportrætter, og ikke mindst for Keyserlings afdæmpede, næsten kærlige, men ikke desto mindre humoristisk spiddende satire af den adelsstand, for hvem historiens tæppe snart er ved at gå ned.

K's vurdering: