Knut Hamsun: Sult

Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.

Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen.

Anledningen til min genlæsning er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og forlaget Gyldendals genudgivelse af Hamsuns originale version fra 1890. Det er faktisk en større udgivelsesbegivenhed, end man måske umiddelbart skulle tro. For denne originale udgave er en anden version af romanen end den, jeg og givetvis de fleste andre har læst. Mere om det længere nede.

Sult var Hamsuns gennembrudsroman. Og hvilket gennembrud. Romanens navnløse jeg-fortæller, den fattige forfatterspire, der vandrer gennem gaderne i det daværende Kristiania (nuværende Oslo), hører til blandt den moderne litteraturhistories mest uudslettelige karakterer. Ligesom romanens første sætning hører til blandt litteraturhistoriens mest berømte indledninger:

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den.

Fortælleren lever fra hånden og i munden af små artikler, det med mellemrum lykkes ham at sælge til avisen. Men der kommer ikke meget i hånden og endnu mindre i munden. Og når det en sjælden gang lykkes ham at komme til lidt penge, så kaster han dem straks om sig i grams som en anden flottenhejmer.

Han bor på de usleste værelser. Ejer intet udover det tøj, han står og går i, og en blyantstump, hvormed han skriver sine artikler. Det tæppe, han sover med, har han lånt af en bekendt og burde have leveret tilbage forlængst. Når han går ud, fugter han sine bukseknæ med vand for at få dem til at se mindre slidte ud.

Og han sulter. Sulten river ham i tarmene. Han tygger på høvlspåner og på sine egne frakkelommer. Ja, selv en lille sten fra vejen, som han pudser i sit frakkeærme, kan han finde på at stikke i munden, for dog “at have noget at gumle paa.” På sit fattige kammer skriver han “med Hænderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke taalte mit Aandedrag imod dem.”

Selv sin sølle beklædning sælger han undervejs ud af for dog at skaffe nogle ører til mad. Eller for som følge af et pludseligt indfald at kunne vise sig som ikke bare “et skikkeligt menneske,” men en mand af decideret storladent format. I begyndelsen af romanen pantsætter han trods vinterkulden således sin eneste vest for at kunne give en almisse til en tigger, som næppe har været fattigere end han selv.

I en af de mest fortvivlende og knugende scener forsøger fortælleren i den yderste desperation forgæves at sælge sine frakkeknapper og tilbyder endog sine briller med i købet.

Når han en sjælden gang får lejlighed til at spise rigtig mad, reagerer hans krop ved straks at kaste det op igen. Og sulten påvirker ikke bare hans krop, men hele hans virkeligheds- og selvopfattelse. Stemningen i romanen er manisk. Fortællerens tankemylder og samtale med sig selv fosser vildt og voldsomt gennem romanen og går nærmest ud i ét med hans samtaler med de mennesker, han støder ind i på sin vej.

Hans sindsstemninger svinger fra stolt hovmod og grandiose tanker om sin egen strålende forfatterbegavelse til jammerlig selvynk og den yderste fortvivlelse. Han overmandes uden varsel af vanvittigt raseri og udgyder de meste afsindige tirader over hvem, der nu engang står foran ham. For blot i næste øjeblik næsten at danse gennem gaderne fuldt af gavmild overbærenhed over for verden og menneskene.

Hans kald og håb er forfattergerningen. Men afslag på afslag gnaver i selvtilliden. Det ene øjeblik er han overbevist om egen genialitet, det næste river han sine beskrevne ark i stykker:

Jeg knækker min Blyant over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert Blad itu, kaster min Hat paa Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg siger ikke andet end disse Ord, saalænge jeg staar der og tramper på min Hat.

På mirakuløs vis fatter en smuk ung kvinde fra det bedre borgerskab interesse for forfatteren. Men også dette forhold ødelægger han med sine manglende evner for mådehold, sit manglende hold på sig selv.

Hamsuns hovedperson er i dén grad moderne. En splittet personlighed, som romanen igennem kæmper – forgæves – for at få hold på sig selv. Fortælleren er et menneske i opløsning, fysisk, åndeligt og moralsk.

Han er nogle gange selvoptaget, skrydende, pralende og selvovervurderende. Han er møgirriterende og øretæveindbydende. Urimeligt fordømmende. Andre gange storsindet og omsorgsfuld. I næste øjeblik latterligt selvynkende og foragteligt underlegen. Han er grundlæggende retskaffen og ordentlig, men nøden presser ham ud over kanten af hans egne moralske grænser.

Han er med andre ord et menneske.

Jeg har tidligere placeret Knut Hamsuns Sult på min personlige liste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Den plads er kun blevet konsolideret efter genlæsningen. Hamsun er i Sult på niveau med sit forbillede, Dostojevskij. Hvis Sult ligner nogen anden bog – og det gør den ikke – så skulle det være netop Dostojevskijs Dobbeltgængeren, for så vidt angår den maniske, rablende stemning. Og lad ingen være i tvivl om, at det er en anbefaling.

Om den danske 2023-udgivelse
Den aktuelle udgivelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er en litteraturkritisk pragtudgave. Udover den originale tekst fra 1890 rummer den også som et tillæg Hamsuns forarbejde til romanen, en kortere tekst, også kaldet Sult, som blev udgivet anonymt i tidsskriftet Ny Jord i 1888, og senere dannede forlæg for “andet stykke” (ud af fire) af romanen.

Dertil kommer en artikel om romanens udgivelseshistorie ved Elizabeth Blicher, som også har stået for noteapparatet. Endelig har Peer E. Sørensen og Jesper Gehlert Nielsen bidraget med et fyldigt efterskrift om Hamsuns liv, værk og en analyse af Sult.

Romanens udgivelseshistorie er i sig selv ganske interessant. Hamsun bearbejdede selv bogen i flere omgange efter den oprindelige udgivelse. Primært ved at udøve et vist mål af selvcensur og bortredigere nogle af de mest blasfemiske passager.

Knut Hamsun, ca. 1890.

Sprogligt sker der også noget op igennem tiden. Ved Hamsuns egen og norske udgivere og trykkeres mellemkomst bliver sproget i romanen gradvist “fornorsket” frem mod udgaven fra 1934, som senere norske udgivelser bygger på (og som en dansk oversættelse ved Kim Leine fra 2013 også er oversat fra).

Hamsun skrev således ikke oprindeligt Sult på norsk, men på (en slags) dansk. Det vil sige dansk iblandet en mængde norske ord og udtryk. Som Kim Leine skriver i forordet til ovennævnte oversættelse fra 2013, skrev Hamsun på hamsunsk, et sprog der ikke ellers findes.

Det er på dette hamsunske sprog, vi i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nyudgivelse nu kan læse Sult. Og det er en fornøjelse.

Javel, man skal vænne sig til den gammeldags stavemåde, spore sig ind på brugen af visse arkaiske udtryk samt de ord og udtryk på norsk bokmål, som Hamsun generøst kaster ind i den danske tekst. Men efter et par sider flyder læsningen ubesværet. Skulle man som læser støde på et enkelt udtryk, der trods alt forekommer for fremmedartet, er der god hjælp at hente i udgivelsens omfattende noteapparat (tak til udgiverne for, at de ikke har forsynet selve brødteksten med forstyrrende notehenvisninger, men har ladet teksten stå rent og i stedet samlet alle ordforklaringer og øvrige noter bagest i bogen, sorteret efter sidetal).

I min reol har jeg også Kim Leines nævnte oversættelse fra 2013 stående. Leine skriver selv om sin egen oversættelse, at han føler den som en “forbrydelse,” og at han efter endt oversættelsesværk mest af alt føler “en trang til at liste væk fra gerningsstedet i håb om at slippe for min velfortjente straf.”

Kim Leine fortjener ikke straf for sin oversættelse. Den er der sådan set ikke noget i vejen med. Men ærlig talt: Hamsuns oprindelige tekst har ikke nødig at blive oversat for danske læsere. Og der går uomtvisteligt noget af dette hamsunske tabt i processen. Leines version virker tam sammenstillet med originalen, og det kunne næppe være anderledes. Men så er det jo godt, at vi er så heldige nu faktisk at have adgang til originalen.

Der er fem store stjerner til Hamsuns Sult og også fem stjerner til Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs nyudgivelse af den.

K's vurdering: