Dorthe Nors: Kantslag

Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?

Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!

Tag for eksempel novellen “Hejren,” som udover at være fremragende i sig selv også har den særlige status, at det er den første novelle af en dansk forfatter, der nogensinde har opnået at blive oversat og trykt i det prestigefyldte, amerikanske litteraturtidsskrift The New Yorker (i 2013), hvilket for alvor var med til placere Dorthe Nors på den internationale litterære scene.

“Hejren” handler om en mand, der går en tur. Det starter med de overfodrede hejrer i Frederiksberg Have, og derfra griber den ene association den anden i hans tankebaner, mens han går rundt om Damhussøen, og vi får et indblik i hans indre mørke. Døde fugle, et parteret kvindelig i en kuffert. De unge kvinder “med deres stenansigter og de store barnevogne,” som på grund af deres moderstatus opfatter sig som hævet over alle andre:

De kommer altid i flok, store flokke af mødre, og de pisker en dårlig stemning op hos hinanden, som gør, at ingen af dem vil se på én, når de går forbi.

Fortælleren fantaserer om, hvordan det ville være, hvis alle mødrene begyndte at svulme op:

De kunne bare begynde at vokse, og de kunne vokse så meget, at de til sidst ikke kunne være inden i sig selv, og så ser jeg for mig, hvordan de eksploderer: Kødtrevlerne i træerne og ned ad søskrænten, og blodet rammer svanerne, ænderne og blishønerne, der kravler rundt i græsset.

Og så får vi som en ny association – indskudt mellem de døde mødre og fugle langs Damhussøen – pludselig en hel historie i en enkelt sætning om en barndomsven, der døde af kræft. Læser man for hurtigt, risikerer man at gå glip af den, men det er simpelt og stærkt, og mere skal der ikke til.

Og til sidst sluttes cirklen melankolsk med hejren i Frederiksberg Have.

Så sad hejren der i vinters. Den sad med skægget blæsende i vinden og sine lange blege fingre om bænkens ryglæn. Ikke mulig at skræmme, bare træt og bleg i blikket, og den lugtede af alle de mider, der bor i underfjerene, og jeg skulle have sat mig ved siden af den.

I det hele taget bærer mange af personer i Nors’ noveller rundt på noget mørkt, som nogle gange giver sig udtryk i handlinger, andre gange kun i tanker.

I “Gensidig aflivning” har Henrik og Morten en aftale om, at de afliver hinandens jagthunde, når det kommer dertil. Men der er noget ved Morten, der aldrig er blevet fikset:

Henrik har […] altid troet, at det var konens skyld, fordi man kunne mærke på hende, at noget af det, hun bedst kunne lide ved Morten, var, at han ikke var god nok.

Men der er også noget andet, “der var noget inde i Morten, der unddrog sig lyset:”

Han vidste ikke, hvad det var for noget. Han vidste heller ikke, hvad han skulle sige om det, andet end at det lugtede af slagteaffald, og at lugten smittede.

Som statslig embedsmand fandt jeg en særlig fornøjelse i den gakket-humoristiske “Buddhisten” om en embedsmand i Udenrigsministeriet, der beslutter sig for at blive buddhist og udvikler denne nye grille i retning af storhedsvanvid. Som buddhist skal man jo søge sandheden og vinde sin indsigt gennem smerte. Så han skriver en kronik om de løgne, han som taleskriver selv har været med til at lægge i udenrigsministerens mund:

Enhver form for modstand er karakteropbyggende, og fordi Buddhisten var statsligt ansat embedsmand, kunne Udenrigsministeren ikke fyre Buddhisten. Til gengæld kunne Departementschefen køre i elevator med ham på en alvorlig måde, og det gjorde han så.

Den fredselskende buddhistiske eks-embedsmand kører så rundt i sin Citroën Berlingo og overvåger både sin kone, der vil skilles, og udenrigsministeren, mens han fantaserer om at “molestere” dem begge:

Det er godt, jeg er buddhist, tænker han. Gud ved, hvad jeg havde kunnet finde på, hvis jeg ikke havde været buddhist.

Og derfra karter historien helt ud i et vidunderligt overdrev, herunder i en syret scene, hvor Lillebæltsbroen under hjulene på Buddhistens Berlingo forvandler sig til en lysende Bifrost, et kæmpemæssigt astrallegeme, som han kører henover med retning mod himlen.

I titelnovellen, den mest brutale i samlingen, har Annelise det med altid at knytte sig til de forkerte mænd. Hun funderer over de dér malebøger med fortrykte, sortoptegnede billeder, som børn med stor omhyggelighed udfylder uden at farve ud over stregerne:

Annelise lod igen blikket falde på Carl Erik. Sådan en som ham, en mand altså, var en en del af det motiv, der var fortrykt for en kvinde. Og oven i det var ethvert menneske, man mødte, kun et potentiale, og så skal der farvelægges, og så vil man give tingene en anden fylde. Hun havde læst om det i forhold til pigebørn, der overfungerede; behovet for at ændre, kontrollere, uddybe, men det kan man ikke, og til sidst tager man den tusch, der farver mest og maler ud over det hele. Måske var det også derfor, han slog? Måske var de blå mærker bare en måde at male ud over stregerne på?

Næsten alle sætningerne i hver novelle kunne være værd at citere. For ligeså lette og letlæselige de er, ligeså intense er de også.

Nors kan se mennesker, de skæve, dem der er lidt på kanten. Hun kan se mørket i dem, og hun formår på forunderlig vis at formidle dette mørke, de små stykker ægte liv, på en let og humoristisk måde, uden at udstille eller karikere, måske lige på nær den omtalte buddhist, men i alle tilfælde uden at humoren forfladiger alvoren.

Novellerne er korte og som nævnt letlæste, men de skal læses omhyggeligt. Gør man det, så viser de sig fyldt med levende menneskeportrætter og situationer, tegnet op i få velvalgte sætninger. Det er virkelig flot.

Jeg skal læse mere Dorthe Nors!

K's vurdering: