Yasunari Kawabata (1899-1972) er bedst kendt for sine romaner, men skal man tage hans egne ord for gode varer, så var hans foretrukne form den helt korte historie. Han udgav i sin levetid mere end 140 af disse historier, som han (i engelsk oversættelse) selv kaldte Palm-of-the-Hand Stories, historier så korte, at de kunne ligge på en håndflade.
Den engelsksprogede udgivelse Palm-of-the-Hand Stories (opr. 1988) rummer 70 af disse korte historier, skrevet over et halvt århundrede. 43 af dem stammer fra 1920’erne, ti fra første halvdel af 1930’erne, seksten fra perioden 1944-1964 og en enkelt fra 1972.
Og der er vitterligt tale om meget korte historier. Mange af dem er på bare én side, og de færreste strækker sig over mere end tre. På moderne dansk kan man vel kalde de fleste af dem for flash fiction, snarere end noveller.
Har man læst nogle af Kawabatas romaner, vil man vide, at han ikke har tilbøjelighed til at afslutte sine historier med en pænt bundet sløjfe. Kawabata lader sine læsere tænke videre selv. Det er i endnu højere grad tilfældet for hans korte historier. Jovist, enkelte af dem kan vel siges at have en tydelig pointe, men det gælder for de færreste.
Pointen med Kawabatas “håndfladehistorier” er snarere at gribe og formidle en stemning. Relationerne mellem to personer, som de kommer til udtryk i en enkelt scene. Drømme, håb, fortrydelse, sorg, glæde, kærlighed. Fødsel og død, barndom og alderdom, troskab og svig. Det hele er at finde i disse korte historier.
Samlingen afsluttes med den lidt længere novelle, Gleanings from Snow Country (og “lidt længere” vil i denne sammenhæng sige bare 13 sider), skrevet kort før Kawabatas død i 1972 og udgivet posthumt. Havde jeg læst denne novelle uden nogen udgivelsesnoter, kunne jeg have taget den for et forarbejde til Kawabatas mesterlige roman Snow Country fra 1948 (også oversat til dansk som Snelandet, 2022).
Men faktisk er Gleanings from Snow Country skrevet 24 år efter. Man kunne fristes til at kalde den en miniatureversion eller en slags bonsai-udgave af romanen. Det ville dog ikke være helt retvisende, for novellen er ikke en kondenseret version af romanen, snarere nogle stemningsnedslag hos romanens hovedperson, Shimamura. Et interessant formeksperiment fra Kawabatas side og også en ganske fin tekst i sig selv. Jeg foretrækker dog romanen.
I det hele taget synes jeg, at Kawabatas romaner er på et niveau over de korte historier i samlingen.
Noget af det, der kendetegner Kawabatas romaner er roen. Den langsomme udfoldelse af personkarakteristikkerne. Den tålmodige, til tider næsten langmodige dvælen ved situationerne. Evnen og viljen til at forblive i stemningerne.
Alt dette er til stede i Kawabatas korte historier, og det er kendetegnende for hans mesterskab, at han inden for en historie på bare et par sider, bare nogle få sætninger, er stand til at etablere sådanne stemninger.
Ikke desto mindre var de fleste af Kawabatas Palm-of-the-Hand Stories mig trods alt en kende for korte. I de bedste af dem når Kawabata lige akkurat at gøre mig interesseret, og så er de forbi.
På en måde er det anbefaling: Jeg ville gerne have mere af historierne, ville gerne vide mere om, hvordan personerne videre udvikler sig. Eller hvad der egentlig var gået forud. Og lige præcis evnen til at fremkalde den følelse hos læseren er det stærke i de bedste af historierne.
På den måde kan jeg sagtens følge de rosende ord i de to oversættere, Lane Dunlop og J. Martin Holmans forord til samlingen. Min personlige smag går dog ikke desto mindre mere i retning af Kawabatas mere udfoldede romaner.
Således kan jeg samlet set anbefale Kwabatas Palm-of-the-Hand Stories til fans af hans forfatterskab i øvrigt. Men jeg vil så absolut anbefale at starte med romanerne.
Derudover vil jeg anbefale at tage de små “håndfladehistorier” i små doser. Selv gik jeg i gang med samlingen fra en ende af, som var det en roman eller en gennemtænkt novellesamling. Dermed var jeg tæt på at løbe sur i den lange samling. Og det er også helt uretfærdigt at læse teksterne på den måde.
Læs dem i stedet over længere tid: Tag en enkelt historie eller et par stykker til morgenkaffen, et par stykker mere i bussen og en enkelt til at falde i søvn på. Og læs noget andet ind i mellem. Det er små, enkeltstående historier, der gør sig bedst i egen ret.
Og på trods af de enkelte historiers sidemæssige lidenhed, så har de bedste af dem en fylde, som skal have tid til at folde sig ud i eftertanken.
Titel: Palm-of-the-Hand StoriesForfatter: Yasunari Kawabata
Udgiver: Farrar Straus and Giroux
Udgivelsesdato: 1988/2006
Sider: 288
Originalsprog: Japansk
Oversætter: Lane Dunlop, J. Martin Holman
Originaltitel: 掌の小説 [Tenohira no shōsetsu]
Opr. udgivelsesår: 1923-1972
Læst: Marts 2023
K's vurdering: