Eduard von Keyserling: Ved sydskrænten og andre fortællinger

Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.

For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906).

Vi er i det andet årti af det 20. århundrede, Første Verdenskrigs årti. Scenen er i alle tre fortællinger landadelige landsteder på den baltiske østersøkyst. Det handler om ungdommelige passioner, og der føles meget og meget dybt i sommervarmen omgivet af modne frugter og vammelt duftende liljer på et bagtæppe af sødmefuld dødstrang og døsig dekadence hos en uddøende klasse.

De fleste af mine tidligere lovord om Lumre dage kan genbruges om Ved sydskrænten og andre fortællinger, den nu tredje von Keyserling-udgivelse på dansk fra forlaget Sidste århundrede inden for de sidste par år. Og vi er oversættelsesmæssigt også her i trygge hænder hos oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Den længste og bedste af de tre fortællinger er titelhistorien Ved Sydskrænten (opr. 1911). Her møder vi den unge nyudnævnte løjtnant Karl Erdmann von West-Wallbaum, der er på vej hjem for at tilbringe sommeren på sine forældres landsted. Han glæder sig over udsigten til “to fuldkommen sorgløse måneder,” hvor han ikke skal foretage sig andet at slentre omkring i den gamle have, lade sig forkæle af sine mor og sine søstre, ryge sin fars cigarer og i det hele taget “lade den søde fylde af følelser hvile i sig selv, som man netop kun kan på forældres gamle landsteder.”

Netop denne “søde fylde” af følelser og det hjemmevante skal imidlertid snart vise sig snarere at føles tyngende for vor unge helt. For på familiens landsted opholder sig også fortællingens femme fatale, den smukke, fraskilte fru Daniella von Bardow, som den unge Karl Erdmann – og i øvrigt alle andre mænd i fortællingen – er stormende forelsket i.

Samtidig er der den lille krilren et sted i maven, at Karl Erdmann inden for næste par uger skal deltage i en duel med en jurakandidat, som havde opført sig ukorrekt på garnisonen. Selv om Karl Erdmann over for både sig selv og andre slår tankerne om den kommende duel hen som “en forretningssag,” så fornemmer vi dog også hos ham selv en vis bekymring. Først og fremmest tænker han dog med tilfredshed på duellen som en begivenhed, som får hele sommeren og ikke mindst Karl Erdmanns egen skikkelse til at fremstå “i et særligt, en anelse mystisk lys.”

Om aftenen efter hjemkomsten fortæller Karl Erdmann sin ældre bror om den kommende duel og baggrunden for den, og broren udtrykker nøgternt sin anerkendelse af, at “alt var forløbet så korrekt, og at Karl Erdmann havde gjort alt rigtigt:”

Broderens ros havde gjort ham godt, han var tilfreds med, at alt var forløbet korrekt, og samtidig også lidt stolt over at tilhøre den særlige klasse af mennesker, der kunne glæde sig over sådan noget.

Duellen og dermed Karl Erdmanns måske kommende død forlener ham med en aura af tragisk storhed. For mændene gør han sig fortjent til en vis alvorsfuld respekt (for det mandige i at gå døden i møde som ærefuld pligt), og for kvinderne låner han fra døden en særlig, erotisk tiltrækningskraft.

I det hele taget bliver nærhed til døden en slags konkurrenceparameter for de mænd som i denne sommer dyster om gunsten hos fortællingens femme fatale, den smukke Daniella von Bardow.

Mere om handlingen skal jeg ikke røbe. Det er dog – ligesom tilfældet er for Lumre dage – ikke for handlingen, man skal læse Ved sydskrænten, men derimod for nydelsen ved von Keyserlings omhyggeligt afmålte ord, hans let ironiske udstilling af en hensygnende landsadels dekadence og den adelige ungdoms Sturm und Drang-agtige behov for at føle stærkt og dybt og ægte i selskab med døden og katastrofen og frem for alt ikke være “hverdagsagtige.”

Karl Erdmann følte sig pinagtigt livsutålmodig, fuld af en rasende trang, som om noget blev nægtet ham, som han egentlig havde ret til, og mange sære, dristige planer gik gennem hans hoved.

Ligesom Ved sydskrænten udspiller den aktuelle samlings to andre (meget kortere) fortællinger sig også på varme sommerdage på adelige landsteder, hvor tiden synes gået i stå, og den omgivende verdens trængsel og larm for en stund kan holdes ude. Lige under overfladen i von Keyserlings tekster lurer katastrofen imidlertid hele tiden. Som medoversætter Jørgen Herman Monrad skriver i sit korte, glimrende efterord til samlingen, er katastrofen i dette tilfælde verdenskrigen.

Ved sydskrænten er skrevet i 1911, nogle år før udbruddet af Første Verdenskrig, men på et tidspunkt, hvor krigstrommerne allerede lyder rundt om i Europa. Pinserus under krigen er fra 1916, hvor krigen er godt i gang, mens Ilddåben er fra 1917, hvor det er blevet tydeligt, at krigen allerede er en fuldbyrdet katastrofe for alle.

De tre fortællinger er tematisk meget tæt på hinanden, herunder både i det scenografiske set-up, dramaturgien og persongalleriet. Det er på den måde oplagt, at de er samlet i samme udgivelse. Til en vis grad kan man vel sige, at de supplerer hinanden i form af forskellige vinkler på samme tema. For mig er det dog den lange titelfortælling, der bærer samlingen. De to andre er ganske fine i sig selv, men Ved sydskrænten kunne også sagtens have stået alene.

Ingen af fortællingerne når samme niveau som de tidligere von Keyserling-udgivelser på dansk, Lumre dage (opr. 1906, da. 2022) og Bølger (1911). Jeg kan på den anden side ikke taksere Ved sydskrænten med mindre end fire stjerner – i retrospekt burde to tidligere udgivelser nok snarer begge have haft fem.

Stjerner eller ej: Læs Eduard von Keyserling.

K's vurdering: