En grum beretning fra en grum periode i Colombias voldsplagede historie om både bødler og ofre og om deres familier. Og i det hele taget om at leve i et samfund, hvor mord og lemlæstelser af en del af hverdagen for almindelige mennesker. Ikke den bedste Tomás González-roman, men bestemt værd at læse. Lidt mere kærlighed i oversættelsen og korrekturen ville dog have gjort den danske udgave godt.
Jeg har haft flere lejligheder til at prise den colombianske forfatter Tomás González (f. 1950). Dette er endnu én, også selv om Abraham blandt banditter (opr. 2010/2017) ikke er det bedste, jeg har læst af ham.
Den lidt fjollede romantitel kan give associationer til en letbenet, romantiserende røverhistorie (og titlen skyldes ikke den danske oversættelse, som her loyalt følger den spanske originaltitel, “Abraham entre bandidos”). Men det skal man ikke lade sig forlede til at tro.
Abraham blandt banditter er tværtimod en hård og nådesløs fortælling fra den periode i Colombias historie, der går under betegnelsen La Violencia, og som typisk afgrænses historisk til årene 1948-1958 (men som afhængigt af kriterier kan udstrækkes til at omfatte en længere periode, fx til 1925-1958, som forlæggeren gør det i et udmærket forord Abraham blandt banditter, der fungerer som historisk baggrundsinformation for romanfortællingen).
La Violencia udsprang af en konflikt mellem på den ene side Det Konservative Parti, støttet af hæren, politiet og paramilitære dødspatruljer, og på den anden side Det Liberale Parti, som tilsvarende organiserede guerillagrupper eller bander (“bandoleros”). Grænsen mellem paramilitære, politisk motiverede grupper og regulære røverbander var i praksis ofte svær at drage.
Grusomhederne på begge sider overgås næppe af noget i historien (selv om mange konkurrenter kommer op på siden af dem). Volden gik i høj grad også udover civilbefolkningen, og ofrene under La Violencia omfatter – afhængigt af kilder og optællingsmetode – op mod 300.000 døde, mens to millioner mennesker flygtede for voldsudøvelserne.
Tomás González’ roman udspiller sig i denne historiske kontekst. Ved romanens begyndelse bortføres familiefaren Abraham og hans ven Saúl af en af de såkaldt liberale guerillabander ledet af bandoleroen Enrique Medina, kendt som Den Grumme. De tvinges ud på en strabadserende vandring gennem junglen, som i sig selv truer med at tage livet af dem.
Undervejs bliver de vidner til bandens træfninger med militæret og andre bander og til grusomhederne på begge sider (González sparer heldigvis læserne for udpenslinger af de værste grusomheder, om end det samlede indtryk ikke bliver mindre skræmmende af, at man selv skal tænke sig til uhyrlighederne).
I skarp kontrast til de voldsomme kampe og den konstante trussel om en pludselig død eller dét, der er værre, går mange af aftenerne for gidslerne med at spille kort og drikke brændevin med bandelederen, og de danner efterhånden stockholmsyndrom-lignende relationer med nogle af deres bortførere.
Om Abraham kommer levende fra bortførelsen og i hvilken tilstand afsløres først til sidst, og jeg skal ikke røbe noget her.
Romanens fireogtyve kapitler veksler mellem dels at følge Abraham og Saúl i junglen med banditterne og dels at følge deres familier tilbage i byen, som går i angst for, at deres kære vil være blandt de næste til ukendelighed mishandlede lig, der i en lind strøm ankommer til byens lighus.
Kapitlerne om familien er overvejende fortalt af Abrahams kone Susana i et tilbageblik mange år senere, og via hende får vi oprullet hele familiens historie over en samlet periode på omkring halvtres år, som spænder over tiden både før og efter bortførelsen.
Denne del af romanen er i en vis forstand et klassisk portræt af en stor familie med dens forskellige, almindelige forviklinger, konflikter, sorger og glæder. Samtidig leverer González her et skræmmende og ubehageligt indlevet (fordi det virker ubehageligt realistisk) billede af et “normalt” liv i en verden, hvor hver ny dag kan blive en dag med en besked om, at en mand, en kone, en bror, en søster, en søn, en datter er blevet mishandlet og dræbt i en eller anden meningsløs træfning mellem bander eller som offer for en terrorhandling.
Disse kapitler fra familiens perspektiv er fine, og formen (hvor man som læser ikke altid er helt klar over, hvem der taler og hvornår) fungerer godt. Efter min mening kunne González dog med fordel have indsnævret persongalleriet lidt for i stedet at bruge siderne på at komme lidt tættere på flere af personerne. Jeg havde en oplevelse af som læser at skulle bruge for meget opmærksomhedsenergi på at hitte rede på de mange forskellige mere eller mindre fjerne familiemedlemmer (hvoraf nogle ret beset var helt ligegyldige for historien).
Jeg nød således mest de mere ligefremt fortalte og elementært spændende kapitler om Abraham og Saúl i junglen med bandoleroerne. Som samlet værk henter Abraham blandt banditterne dog en væsentlig styrke fra netop det dobbelte perspektiv fra dels banditternes og de kidnappedes strabadser og dels familiehistorien i byen.
Alt i alt så afgjort endnu en anbefalelsesværdig bog fra Tomás González, selv om den ikke er så helstøbt som andre af hans bøger.
Et suk må dog viderebringes, ikke mindst da det også spiller ind på min samlede vurdering af udgivelsen: Fordanskningen kom i dette tilfælde lidt i vejen for min gode læseoplevelse. Nu har jeg jo ikke sammenlignet den danske udgave med den oprindelige spanske, så det er svært at fælde en egentlig dom over oversættelsen. Men ikke så få gange snublede jeg i nogle på dansk akavede ordstillinger, der fik mig til gætte på, hvad der mon havde stået i den oprindelige spanske version. Og det er sjældent et godt tegn for en oversættelse, som helst skal være usynlig i den forstand, at den ikke gør opmærksom på sig selv som oversættelse.
Jeg får den tanke, at oversætter Pia Sloth Poulsen har haft lidt for travlt denne gang (idet jeg jo har læst flere andre romaner oversat af Pia Sloth Poulsen, som ikke gav anledning til samme panderynken).
Pia Sloth Poulsen har så heller ikke gjort det lettere for sig selv ved at vælge at bruge den såkaldt nye kommatering (dvs. undlade at bruge startkomma foran ledsætninger). Og nu er det ikke for at genstarte kommakrigen, men jeg konstaterer, at Tómas González’ skrivestil – med en hyppig og kreativ brug af indsatte ledsætninger kombineret med opremsninger – bliver unødigt kringlet at læse på dansk på grund af de manglende kommaer. Nogle sætninger måtte jeg genlæse både tre og fire gange for overhovedet at forstå syntaksen – som ville have været åbenlys med et enkelt, gammeldags startkomma. Og det har jeg ikke oplevet i andre oversættelser af González til dansk eller engelsk.
Forlaget Aurora Boreal har udgivet en imponerende mængde spansk og latinamerikansk kvalitetslitteratur gennem de seneste omtrent fem år. Stor anerkendelse og tak for det! Men måske går det lidt for hurtigt. I hvert fald har jeg ved læsningen af flere udgivelser fra forlaget noteret mig, at de godt kunne have klaret en ekstra korrekturlæsning for at kvalitetssikre oversættelsen og luge ud i banale slåfejl. De fremragende bøger og forfattere, som forlaget med sikker kvalitetssans vælger at satse på, fortjener efter min beskedne mening lidt mere kærlighed (også i layoutet), også selv om det skulle betyde færre udgivelser om året og lidt højere priser.
Bortset fra det: Jeg glæder mig til at læse den næste Tomás González-oversættelse fra Aurora Boreal, Tiden ved Stillehavet, som også udkom i slutningen af 2022, omtrent samtidig med Abraham blandt banditter. Mere om den i en kommende anmeldelse.
Titel: Abraham blandt banditterForfatter: Tomás González
Udgiver: Editorial Aurora Boreal®
Udgivelsesdato: 02.12.2022
Sider: 247
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Pia Sloth Poulsen
Originaltitel: Abraham entre bandidos
Opr. udgivelsesår: 2010 (revideret af forfatteren i 2017)
Læst: Januar 2024
K's vurdering: