Anna Maria Ortese: Havet når ikke Napoli

Noveller og essays om håb og håbløshed i efterkrigstidens Napoli. De bedste tekster i Anna Maria Orteses samling, Havet når ikke Napoli, er aldeles fremragende. Andre dele af bogen er imidlertid så tids- og personbundne, at det var meget svært for denne læser at fatte interesse for dem.

Anna Maria Ortese (1914-1998) var født i Rom, men voksede op i blandt andet Napoli. Havet når ikke Napoli blev hendes litterære gennembrud som forfatter i Italien. Bogen er oprindeligt udgivet i 1953, men genudgivet på italiensk i 1994 med et nyt forord af forfatteren selv og en lille supplerende tekst. Oversat til intenst dansk af Siri Rønne Christiansen efter 1994-udgaven.

Generemæssigt er Havet når ikke Napoli en noget broget affære. Bogen består af fem tekster af varierende længde (plus et forord og et lille supplement til den femte). Teksterne varierer genremæssigt fra fiktive noveller over essay til selvbiografisk reportage.

Den sammenknyttende tråd i teksterne skal man finde i byen, i Napoli, som står centralt i alle tekster. Derudover har teksterne, som Pia Schwarz Laustsen påpeger i sit efterord til den danske udgave, dét til fælles, at de på forskellig vis handler om dét at have haft et håb om noget bedre – for sig selv eller andre eller verden – som imidlertid i sidste ende skuffes.

Anna Maria Ortese (1914-1998). Foto fra forfatterens Goodreadsprofil.

De af teksterne, der faldt bedst i min smag, var det mørke essay fra Napolis menneskelige underverden, “Den ufrivillige by,” de to noveller, “Guldbrillerne” og “Familieinteriør.”

“Guldbrillerne” er en fin lille historie fra slummen i Napoli, hvor en lille pige er ved sprænges i lyksalig forventning om, at hun snart får briller. I hele sin barndom har hun stort set ikke kunnet se noget (med minus 9 på det ene og minus 10 på det andet øjet er hun praktisk talt blind, som optikeren påpeger). Men ak, da hun får de eftertragtede briller og endelig kan se, så ser hun også pludselig verden, som den er – og den er ikke kun smukke kvinder i farvestrålende kjoler og galante herrer, den er først og fremmest tarvelig og beskidt elendighed.

“Familieinteriør” kunne også have heddet “Familiestilleben.” Historien udspiller sig over en dag i familien Finizios hjem, hvor den ældste datter, Anastasia, efter farens død nu forsørger familien via en strikvarebutik. Anastasia er med sine 38 år på kanten af at kunne betegnes som gammeljomfru. I novellen indfanger Ortese på hjertegribende, men usentimental facon, hvordan Anastasias sjæl under hendes næsten upåvirkede ydres stille overflade på en sådan dag rives næsten itu mellem på den ene side det lille forfængelige håb, som hun kun frygtsomt kan nære om en fremtid med kærlighed også for hende selv, og på den anden side den brutale og triste virkelighed, som er blevet hende til del.

Den stærkeste tekst i samlingen er efter min mening “Den ufrivillige by,” som genremæssigt befinder sig et sted i grænselandet mellem essay, journalistisk reportage og litterær fiktion. Teksten er en reportage fra forfatterens besøg i to bygninger, der huser en del af Napolis hjemløse, de tidligere pakhuse Granili II og IV, som med Orteses ord udgør “en demonstration af en menneskearts forfald.”

Ifølge det mest forsigtige ræsonnement ville kun et grundlæggende sygt menneskeligt samfund kunne tolerere det, som Napoli tolererer uden at lade sig mærke med det, nemlig forrådnelsen af et af dets lemmer, eftersom det er i ly af dette og ikke andet, at institutionen Granili lever og vokser.

Samtidig tindrer teksten imidlertid sprogligt som et stykke litterær fiktion skrevet under indtryk af rædslen fra de mørkeste egne af underverdenen, og Ortese holder sig ikke tilbage fra at inddrage implicitte referencer til den klassiske litteratur for at forstærke sit socialkritiske budskab.

Pia Schwarz Laustsen drager i sit efterord således med god grund en parallel til Dantes Den guddommelige komedie. Som Dante føres fortælleren rundt i “Den ufrivillige by” af en guide. Men mens Dantes fører var den klassiske, romerske digter Vergil, ledes Ortese rundt i de hjemløses by af en vis signora Lo Savio (savio: klog), “en lille kvinde, opsvulmet som en døende fugl, med langt, sort hår, der faldt ned over puklen, og et citrongult ansigt domineret af en stor, spids næse, der hang ned over læben med hareskåret,” hvis øjne og smil imidlertid vidner om både “ynde og godhed.”

Signora Lo Savio fører fortælleren rundt i bygningerne, som udgør en hel by for de hjemløse. Turen udgør en nedstigning i den alleryderste fattigdom. Et mørkt parallelunivers af snavs, sygdom, undernæring, død, håbløshed og apati, i hvis beboere der stort set ikke er noget menneskeligt tilbage at spore. Det ville ikke have været for meget, om der ligesom over Helvedes porte hos Dante også ved indgangen til disse bygninger havde stået: “Her lades alt håb ude.”

[…]det gik op for mig, at der ikke var mulighed for, at følelser kunne overleve dernede. Der var intet andet end mørke. Stilhed, flygtige minder om et andet liv, et sødere liv, intet andet.

Orteses tekst er en hård, socialkritisk dom over det napolitanske samfund, og den var faktisk ikke uden effekt i sin samtid. Ifølge Pia Schwarz Laustens efterord, besluttede Italiens daværende præsident som en direkte følge af Orteses artikel (der oprindeligt blev optrykt i ugebladet Mondo i 1952) at beordre de pågældende bygninger revet ned. Hvad der blev beboernes efterfølgende skæbne fortælles ikke …

Så langt så godt. Næsten halvdelen af Havet når ikke Napoli udgøres imidlertid af teksten Fornuftens stilhed, og den gik jeg ærlig talt lidt kold i.

Fornuftens stilhed er en slags selvbiografisk beretning om, hvordan forfatteren efter nogle få års fravær vender tilbage til Napoli og opsøger gamle kolleger fra redaktionen på tidsskriftet “Sud,” som på det tidspunkt er lukket. Førhen var Ortese og de gamle kolleger forenede i en tro på, at fornuften kunne flytte verden via litteraturen, journalistikken og politikken. Men nu, nogle år efter, portrætterer Ortese sine gamle kolleger (som i teksten fremstår med navns nævnelse) som småborgerliggjorte, resignerede, livløse og uden tidligere tiders passion eller tro på forandring.

I Pia Schwarz Laustsens efterord kan man læse, at Orteses gamle kolleger tog portrættet mildt sagt ilde op – hvilket man sådan set godt forstår, for hun lægger ikke fingre imellem, nogle af portrætterne er sarkastiske på måder, der nærmest virker perfide.

For læsere i 1953, og måske også for senere læsere, der kender til de pågældende, navngivne personer (hvoraf flere angiveligt dengang var kendte, italienske forfattere, uden at deres navne dog får nogen klokker til at ringe hos mig), har Orteses polemik måske haft en interesse. Som dansk læser i 2024 evnede jeg dog ikke at blive interesseret. Som følge heraf må jeg også bekende, at jeg skrålæste det meste af teksten ret hurtigt.

Bevares, ind i mellem dialogerne med og kommentarerne til de omtalte personer rummer teksten også smukke poetiske beskrivelser af byen Napoli. Men disse er for få og for korte lysindfald til hos mig at kunne redde teksten fra at blive dømt ude som forældet.

Min samlede vurdering af Havet når ikke Napoli er således lidt blandet. De omtalte noveller og essayet om “Den ufrivillige by” er isoleret set til fire-fem stjerner, men den lange, forældede tekst om “Fornuftens stilhed” trækker bogen under ét ned på tre stjerner.

K's vurdering: