”Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.”
Vi er i Udkantsdanmark. En depressiv mor, der spiller computer hele dagen. En dominerende far med voldelige tendenser, der er ved at miste det økonomiske greb om familiegården. Moster Bitten, der er socialbedrager. Mormors fede mand med hjertesygdommene, som bare bliver ved med at æde.
Jeg er normalt ikke den største fan af socialrealisme fra Danmark anno min egen levetid. Det bliver ofte så tungt og så trægt og samtidig alligevel så banalt og i værste fald endda selvretfærdigt og dermed endnu mere kedeligt. Derfor har jeg for eksempel ikke tidligere kastet mig over Thomas Korsgaards Tue-trilogi, selv om bøgerne har høstet fine anmeldelser.
Men hårdt presset af blandt andet anbefalinger fra en nu tidligere kollega (du ved, hvem du er), har jeg alligevel givet Hvis der skulle komme et menneske forbi en chance. Og jeg må bare sige tak. Det er fandme en god bog.
Thomas Korsgaards angiveligt delvist selvbiografiske trilogi om drengen Tue har ikke ligefrem savnet omtale, så jeg skal undlade det store referat her. Jeg skal til gengæld ikke undlade at give den første bog i trilogien en stor anbefaling med på vejen. Jeg er allerede i fuld gang med næste bind.
Jeg har lyttet til Hvis der skulle komme et menneske forbi som lydbog oplæst af forfatteren selv. Og det gør han virkelig godt. Korsgaard læser op med en rolig stemme, en nærmest overtydelig diktion og en underspillet ironi, som uden at vrænge af sine personer alligevel demonstrerer tomheden – eller måske snarere bare tomgangen – i meget af den ritualiserede dialog i familien (som i lange stræk kunne være en dialog hentet fra en hvilken som helst dansk familie, også i helt andre sociale lag).
Og hermed har jeg så også sagt noget ikke helt rigtigt. For ja, Korsgaard udstiller tomheden, tomgangen og overfladiskheden i dialogen og relationerne i Tues familie. Men Korsgaard viser også, at disse ritualiserede omgangsformer faktisk kan noget. Det er også en måde at være sammen på, en ritualiseret måde at bekræfte nogle sociale bånd, som kan se overfladiske ud, men som ikke desto mindre binder.
Noget af det, Thomas Korsgaard gør så godt i denne roman, er at vise netop dette: Hvordan familiebånd også reproduceres gennem åndssvage banaliteter. Fordi det nu engang er det sprog, der er til rådighed for at formidle de følelsesmæssige relationer. Det er i forskellige grader formentlig gældende for de fleste familier i de fleste dele af Danmark, geografisk såvel som socialt.
Når det så er sagt, så er det småt med kærligheden derhjemme i køkkenet på gården hos Tues familie. Der er til gengæld rigeligt med smøger, løse hunde og kindheste.
Man må nok også medgive, at det ikke er normalt i de fleste familier, at en far mener, at det er en superstærk far/søn-fælleserfaring at tage sin elleveårige dreng med ud om natten for at stjæle kobberkabler fra jernbanen …
Og heldigvis er vi heller ikke alle vokset op med en mor, der i en årelang depression efter at have født et dødt barn bruger alle sine vågne timer på at sidde inde på kontoret og spille enarmet tyveknægt på computeren i stedet for at være mor for sine børn og kvinde for sig selv.
Nej, udsigterne er sgu ærlig ærlig talt ikke så gode for en dreng som Tue i en landmandsfamilie på en landejendom på Skive-egnen, hvor alle jorder og kvæget efterhånden er blevet solgt fra til farbror Chresten. Og hvor puberteten tilmed tænder en større interesse for mandlige kroppe end for kvindelige.
Men måske er udsigterne alligevel bedre end som så for Tue, for selv om han er doven, både fysisk og mentalt, så er han kvik nok, og det giver trods alt os læsere håb for de næste bøger i trilogien.
Jeg har ihvertfald tænkt mig at lytte videre.
Titel: Hvis der skulle komme et menneske forbiForfatter: Thomas Korsgaard
Udgiver: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesdato: 02.02.2017
Sider: 318
Originalsprog: Dansk
Læst: Februar 2024
Oplæser: Thomas Korsgaard
K's vurdering: