Olga Orozco: Også lyset er en afgrund

Absolut læseværdige, argentinske barndomserindringer fortalt i en stil, der veksler mellem realitet, fantasi og drømme. Fortalt i fejende flot, poetisk prosa, som vil appellere til de læsere, der holder af det lidt tungere, ornamenterede billedsprog. For denne læser blev metaforikken dog lidt for meget af det gode.

Argentinske Olga Orozco (1920-1999) var især kendt som digter, men hun udgav også to prosasamlinger, hvoraf den ene foreligger på dansk, udgivet på Forlaget Silkefyret i fornem oversættelse ved Kirsten A. Nielsen og Malene Thorborg.

Også lyset er en afgrund udkom på dansk i januar 2024. Så vidt jeg kan se, er den dog ikke blevet anmeldt nogen steder endnu. Det er en skam, for Orozco er bestemt et bekendtskab værd. Også selv om jeg ikke selv er helt overgiven.

Bogen består af en række løst sammenhængende fortællinger, alle fortalt fra perspektivet af den velsagtens otteårige pige, Lía, som fungerer som Orozcos alter ego i bogen ifølge Malene Thorborgs efterord.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal kalde bogen for en novellesamling eller en roman. På den ene side kan hver af de femten navngivne kapitler/noveller i bogen læses (næsten) helt selvstændigt. På den anden side er der også en sammenhæng mellem historierne og nærmest en slags progression, ligesom der tydeligvis også er både en indledende og en afsluttende tekst, og der er ingen tvivl om, at kapitlerne i bogen er skrevet og komponeret som et sammenhængende hele.

Hvorom alting er: Bogen er fortalt i form af en voksens barndomserindringer om den otteårige Lías (Olga Orozcos) opvækst i den argentinske landsby Toay i provinsen La Pampa.

Bogens første kapitel eller novelle, Tamariskhegnet, har karakter af en prolog eller ouverture til værket. Og de allerførste sætninger varsler, hvad der følger:

En nøgle åbner en dør i muren. Det er den samme nøgle, der åbner søvnløshedens døre på vid gab, så fjerne byer, ukendte rejsende, køretøjer, epidemier og skibbrud dukker op og trænger ind på mit område. Men de, der oftest besøger mig, er personer og landkort, som ligner brudstykker af mit levede liv.

Som læser mærker man, at Olga Orozcos foretrukne genre er lyrikken. Hendes prosa er markant poetisk og intenst mættet af et righoldigt og varieret billedsprog – måske næsten overmættet.

Læser man Orozcos tekster linje for linje er det svært ikke at blive imponeret. Kirsten A. Nielsen & Malene Thorborgs fordanskning fremstår tilsvarende imponerende – det har ikke været en nem opgave.

Samlet set blev Orozcos stil mig dog alligevel lidt for meget. Billedsproget er så påtrængende og intenst, at det er i mange af kapitlerne truer med at æde alt ilten i historien.

Nogle af kapitlerne rummer rigtig fine og raffinerede barndomserindringer, men for mig som læser var det, som om historierne ikke kunne få luft på grund af det hele tiden påtrængende poetiske billedsprog. For mig havde det den paradoksale effekt, at historierne blev mindre vedkommende. Billedsproget tog over, og min læseropmærksomhed på kernen i selve historierne flagrede væk.

Det kan meget vel være et spørgsmål om smag og temperament. Der skal ikke herske tvivl om, at Orozco skriver smukt, og hun har også noget på hjerte. Hvis du holder af den lidt tungt ornamenterede, lyriske prosa, så vil jeg afgjort anbefale at give Orozco en chance. Og så vil din vurdering af bogen måske også være højere, end mine tre stjerner kunne tilsige.

K's vurdering: