Frank Herbert: Dune

Frank Herberts mursten om ørkenplaneten Klit er en episk science fiction-klassiker om økologi, magt, politik og religion – og samtidig en medrivende ramasjangfortælling om interplanetariske magtintriger og krigsførelse, parapsykologisk mystik, messiansk pseudoreligion og drabelige skikke blandt ørkenplanetens krigerfolk. Og ikke mindst gigantiske sandorme.

Jeg udnævnte for et par uger siden min læsesommer til nostalgisk sci-fi-sommer med fokus på genlæsning at nogle af science fiction-genrens klassikere, som jeg husker fra min barndom og tidligste ungdom. I den sammenhæng kommer vi ikke uden om Frank Herberts Dune (opr. 1965).

Dune eller Klit er forlængst og talrige gange udråbt som måske den største science fiction-klassiker af dem alle – ihvertfald inden for subgenren episk rumopera med filosofisk overbygning. Det er fortjent.

Der findes velsagtens allerede en million anmeldelser af bogen derude i verden, så jeg behøver ikke at besvære nogen med endnu et handlingsreferat her. Nok er at slå fast, at Klit/Dune holder fuldt ud også i dag.

Frank Herberts ambition med værket er galaktisk, og han indfrier den. Det er en god historie, velskrevet og velfortalt og med alle de klassiske elementer, der hører til en sådan. Der er stort episk vingesus, der er action og ramasjang, der er en passende dosis romantik (og ikke for meget af det), personkarakteristikkerne er acceptable (og væsentlig over standard inden for genren), og især er verdensopbygningen fremragende i sin detaljerigdom og konsistens.

I det hele taget holder romanen stadigvæk, her mere end 60 år efter den oprindelige udgivelse. Jeg var overrasket over, at jeg ved læsningen faktisk på intet tidspunkt skulle tage mig selv i overbærende at tænke: Tø-hø, ja, det var åbenbart sådan, man forstillede sig fremtiden dengang i 1950’erne eller 1960’erne (som man ellers dårligt kan undgå at tænke, når man læser andre klassikere som for eksempel Isaac Asimov eller Philip K. Dick)

En af grundene er, at Frank Herbert ikke var fetichistisk optaget af ny teknologi, som nogle sci-fi-forfattere er – selv om han har placeret handlingen mere end 10.000 år ude i fremtiden. Jo, der optræder selvfølgelig nogle forskellige slags rumskibe og andre fartøjer, og der er nogle mere eller mindre avancerede våbentyper og den slags. Men i forhold til teknologien har Frank Herbert især koncentreret sin kreative energi om at udtænke ørkenfolkets forholdsvis “lavteknologiske” hjælpemidler, som sætter dem i stand til at overleve i ørkenen: Deres drivdragter, dugfælder, dunkere og skaberkroge og den slags. Og hele dette ørkenteknologiske univers er stadig meget overbevisende ved læsningen i dag.

Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg læste Klit første gang, men jeg husker, at jeg var meget skuffet over David Lynch’ filmatisering, Dune – ørkenplaneten (med Kyle MacLachlan som helten og Sting som en af skurkene), som jeg så i biografen kort efter den danske biografpremiere i januar 1985. Og jeg havde læst bogen væsentligt før da, så det må have været i 1983 eller 1984, hvor jeg har været 13-14 år.

Da jeg læste romanen dengang, hed den ganske vist Klit, som jo er en udmærket oversættelse af Dune til dansk. Ved genudgivelsen på forlaget A Mock Book & Urgent.Agency i 2020 af Niels Søndergaards i øvrigt selvsamme oversættelse fra 1978 har man så valgt at ændre titlen til Dune. Det virker jo lidt fjollet, herunder fordi man (og tak for det, trods alt!) har fastholdt oversættelsen Klit inde i bogen. Men man har på forlaget nok ment, at titlen Dune ville indfange flere læsere, og bevares, det er sikkert rigtigt, herunder ikke mindst i forlængelse af Dennis Villeneuves genindspilning af filmen fra 2021, som i dansk sammenhæng er markedsført under den amerikanske titel, Dune.

Under alle omstændigheder er Niels Søndergaards gamle fordanskning af klassikeren aldeles glimrende. Teksten flyder ubesværet, og han har fundet gode løsninger på de mange neologismer, der indgår i romanens vokabularium.

Dune er en fortjent science fiction-klassiker. Det er samtidig en pageturner, perfekt som ferielæsning. På trods af romanens 800 sider har jeg slugt den over blot to dage her i min egen sommerferie. Og jeg har straks bestilt de næste bøger i serien på biblioteket. Mens jeg venter på dem, er der imidlertid tid til at læse andre sci-fi-klassikere fra stakken på mit bord.

K's vurdering: