Ermanno Cavazzoni: Eksemplariske idioter

“Alle mennesker er lettere idiotiske, men nogles liv er kendetegnet af forbilledlig idioti, og disse idioter tjener her som eksempler for læseren.”

Sådan hedder det lovende i bagsideteksten til Ermanno Cavazzonis samling af 31 små, skæve tekster (én for hver dag i en måned) om såkaldt eksemplariske idioter. Det er dog en noget broget samling, som ikke helt opnår, hvad den således stiller i udsigt.

De bedste af de små fortællinger er både pudsige og sjove og tjener til at stille eftertænksomme spørgsmål ved, hvordan vi som mennesker begår os i verden – efter devisen: i en gal verden er idioten profet.

Blandt mine favoritter er historien om manden, der lever i permanent angst for den store hastighed, hvormed jordkloden bevæger sig gennem universet – men ikke tager alvorligt, at hans fartgale søn gang på gang er ved at køre sig ihjel på sin motorcykel.

Der var en herre, som var rystet over Jordens fart. “Er De egentlig klar over, hvor hurtigt det går?” sagde han somme tider, når nogen syntes han så bekymret ud. “108.000 kilometer i timen, er De med?” […] “Vi er sindssyge,” sagde han, “teoretisk set burde vi fastspændes med sikkerhedsbælter; i stedet tager vi på kontoret, hvor de giver os stole, som braser sammen bare man ser på dem. Ikke at stolene overhovedet betyder noget,” sagde han, “men det er et eksempel på firmaets og vores alle sammens skandaløse uansvarlighed, inklusive fagforeningerne.” (s.34)

Der er også historien om manden, der bliver bidt af en hund og mister erindringen om sin kone og søn og herefter lever i stille undren over, hvem de dog er, de to mennesker, der bor i hans hus: En vanvittig kvinde, som sover i hans seng og laver mad, og en ucharmerende, bebumset lille mand, som altid sidder i køkkenet og spiser maden. Manden overbeviser sig om, at de må være albanske flygtninge, som han på et tidspunkt må være kommet til at acceptere at have boende. Og ikke længe efter pådrager sønnen sig samme lidelse: Han aner ikke, hvem de de to mennesker er, som han bor sammen med, men konen laver mad til ham, så det er jo godt. En fin lille historie om fremmedgørelse internt i familien

Men der er altså langt mellem snapsene. Alt for mange af de små historier er slet og ret bare fjollerier uden kant eller dybde. Mange af dem fremstår meget kunstigt konstruerede (som i: “nu skal jeg sandelig finde på noget meget fjollet og idiotisk”), frem for som skæbnefortællinger om “sande idioter” drevet af en dybere idé eller nødvendighed. Nogle af dem er bare platte og usjove.

Faktisk virker det ikke, som om Cavazzoni selv holder særlig meget af de fleste af sine idioter. I nogle tilfælde får jeg nærmest en følelse af, at han udstiller dem – at det faktisk er meningen, at vi skal grine af dem og ikke med dem af verden. Og især i de tilfælde er det svært at se det forbilledlige eller eksemplariske i idiotien.

Cavazzoni vil gerne være filosofisk underfundig på den skælmske vis, som f.eks. landsmanden Italo Calvino kan være det (jf. f.eks. hans Hr. Palomar), eller ondskabsfuldt satirisk som østrigeren Elias Canetti er det i sine beslægtede små tekststykker om skæve og groteske eksistenser i Ørenvidnet – 50 karakterer.

Men den lille bog er hurtigt læst – og jeg trak da på smilebåndet mere end én gang undervejs.

K's vurdering: