Ljudmila Petrusjevskaja: Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel

“Eventyr og grotesker” står der forsiden af denne udgivelse. Det er en meget passende overskrift til denne samling af sært dragende, underfundigt eventyragtige, magisk-realistiske historier og fabler, fra en smågenial russisk forfatter, som har format til at kunne blive regnet blandt de bedste russiske forfattere i det 20. århundrede.

Jeg må tilstå, at jeg end aldrig havde hørt navnet Ljudmila Petrusjevskaja, før jeg i en boghandel forleden blev fanget af titlen på denne nyoversatte novellesamling, udgivet her i august 2014 i Forlaget Vandkunstens fine serie Store fortællere i lommeformat.

Petrusjevskaja er født i Moskva i 1938 og har skrevet en stor mængde skuespil, noveller og eventyr. Under det sovjetiske regime var hendes kunstneriske stemme dog uønsket – hendes groteske universer og satire over elendighed og fattigdom var ikke egnet til opbyggelse af det sovjetiske menneske og faldt for censuren. Først efter Glasnostperioden sidst i 1980’erne kunne hendes værker begynde at udkomme i hjemlandet.

Den aktuelle udgivelse består af historier skrevet på forskellige tidspunkter, første gang samlet til en engelsk Penguin-udgivelse i 2009, men nyoversat fra russisk af Trine Søndergaard.

Hos Petrusjevskaja forenes H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyrverden (både den førstes poetiske sentimentalitet og drilske humor og de sidste mere grumme og dystre univers) med grotesk satire á la Franz Kafka og en sørgmodig patos, som vi kender den fra den største russiske litteratur.

Der var en kvinde, som hadede sin nabo, en enlig mor med et barn. Efterhånden som barnet blev større og begyndte at kravle mere rundt, begyndte denne kvinde ligesom tilfældigt at stille snart en dunk med skoldhedt vand, snart en bøtte med natronlud på gulvet, eller også tabte hun en æske med nåle midt i gangen (s. 12).

Petrusjevskajas historier udspiller sig alle et sted i Rusland, men alle uden præcise tids- og stedsangivelser, de fleste af dem blandt fattige mennesker, der frister en kummerlig tilværelse, både materielt og åndeligt.

Næsten alle historierne folder sig ud i et univers, der som udgangspunkt beskrives realistisk, men som den naturligste ting af verden viser sig at have indvævede magiske elementer i form af genfærd og grænsegængere mellem de levendes og de dødes rige, sandsigere og andre skæbnefristere, hævngerrige troldmænd, tommeliseagtige børn født af kålhoveder og så videre.

Med tiden kunne alle hans drømme være gået i opfyldelse, og han kunne være blevet forenet med sin elskede, mens hans vej var lang og førte ikke til noget (s.91).

De bedste af historierne har en universel gyldighed båret af en fortællekraft, som er på højde med de største fortællere i den klassiske litteratur. Historierne er korte og holdt i et enkelt letlæseligt sprog, som det sig hør og bør med eventyr. Men der er gods i dem, og de fortjener at blive fordøjet langsomt én af gangen.

Ljudmila Petrusjevskaja

K's vurdering: