Hvis jeg skulle være høflig overfor salomonesiske John Saunanas roman The Alternative (1980), kunne jeg finde på at sige noget i retning af, at den er et interessant udtryk for sin tid og de rammebetingelser, den er skrevet under. Jeg kunne også bare være ærlig og sige ligeud, at den er røvkedelig og ubehjælpsomt skrevet. At den virker som dét, den er, nemlig det første forsøg på at skrive en roman i et land uden nogen som helst litterær romantradition.
Nå, men tilbage i det høflige spor, som består i at skrive lidt om den interessante nye viden, bogen har givet mig anledning til at opsøge (mens jeg for alt i verden undgår at skrive noget om bogen selv fra en rent litterær betragtning):
Noget af det sjove ved at give sig selv den udfordring at skulle læse mindst én skønlitterær bog fra hvert land i verden er således, at det også er en lejlighed til at få strammet lidt op på skolegeografien og få placeret nogle af de stater, hvor man ikke kommer så tit, lidt mere præcist på verdenskortet. >> Læs videre