Forlaget Korridor er layoutmæssigt foran på point, allerede inden man får læst nogen af teksterne i denne fine, lille antologi fra 2013. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, for det er ikke første gang, jeg har lejlighed til at prise det omhyggelige og fine layoutarbejde, som kendetegner Korridors og forlægger/layouter Simon Kristensens kvalitetsudgivelser.
Og nej, jeg er ikke på kommission, men jeg vedgår at være en fan af dette lille forlag, hvis udgivelser i dén grad emmer af at være båret af kærlighed til litteraturen, og som er blandt de danske forlag, der bærer fanen højest, når det kommer til at demonstrere, hvad bogtrykkerkunsten kan, og som e-bogen aldrig vil kunne.
Antologien UTOPIA [thirteen] serveres i en lille brun æske i kraftigt karton. I æsken gemmer sig fem små sammenclipsede hæfter med hvert sit omslag designet af fotokunstner Sidsel Becker. Hvert af hæfterne er et selvstændigt lille værk på dansk i form af en kort novelle eller et længere digt. Endvidere rummer æsken også et tykkere hæfte med de samme fem tekster på originalsproget engelsk. >> Læs videre