Vaddey Ratners roman fra De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja/Kampuchea er en umanerlig grum og umanerlig smuk roman. Men den er især smuk, og det er dét, der gør den så læseværdig. En god fortælling, som griber om hjertet og klemmer til.
Vaddey Ratner er født ind i en af Cambodjas royale familier. Hun var fem år, da landets kommunistiske parti, bedre kendt som Khmer Rouge, i april 1975 efter en borgerkrig tiltog sig magten, og under en af historiens store skurke Pol Pot indledte et rædselsregime, der skulle koste mellem en og tre millioner mennesker livet. De fleste døde af sult eller sygdom, men mange hundredetusinder blev henrettet.
Vaddey Ratners familie blev efter regimeskiftet ligesom resten af Phnom Penhs (og andre større byers) befolkning deporteret til landsbyer til genopdragelse som risbønder. Hun overlevede, og efter vietnamesernes invasion af ‘Demokratisk Kampuchea’ i 1975 lykkedes det hende med resterne af sin familie at flygte til Thailand og derfra til USA. >> Læs videre