Florian Illies: 1913 – århundredets sommer

Flot tidsbillede af tysk kulturliv i en brydningstid. Florian Illies’ bog 1913 – århundredets sommer er en imponerende kraftpræstation – et stort tænkt og meget sikkert gennemført kulturhistorisk portræt af en tid og et kulturområde. Jeg læste den med fornøjelse, om end ikke uden anstrengelse.

Bogen er genremæssigt vanskelig at sætte i bås. Den placerer sig et sted mellem på den ene side romanfiktion og på den anden side kulturhistorisk analyse og journalistik. Og vurderingen af bogen og fornøjelsen ved at læse den afhænger en del af læserens tilgang til bogen i den henseende.

Jeg gik som udgangspunkt til læsningen med en forventning om, at der var tale om en roman baseret på historiske begivenheder. Læst som sådan er det en lidt tung omgang, ekstremt kompakt, med et helt uoverskueligt persongalleri og et mylder af gennemløbende tråde, der kun er meget løst sammenvævede og uden ret meget fortællemæssigt “drive”.

Efter et par kapitler måtte jeg skifte læsebriller og læste den herefter som en slags kulturhistorisk biografi over den store kunstneriske og intellektuelle skaberkraft, der udfoldede sig i begyndelsen af det 20. århundrede i og omkring den tyske kulturkreds. Og læst som sådan er Illies’ bog fremragende.

Fokus er, som titlen angiver, på året 1913, året før katastrofen i form af Første Verdenskrig. Illies følger et væld af kendte og mindre kendte (og – ihvertfald for mig – fuldstændig ukendte) skabende kulturpersonligheder og intellektuelle indenfor malerkunstens, musikkens, litteraturens, filosofiens, psykoanalysens og sågar politikkens verden.

Blandt de gennemgående figurer er ekspressionistiske malere som Franz Marc, Paul Klee og Oskar Kokoschka (som henter sin kunstneriske inspiration i komponisten Mahlers enke Alma, som han er “herligt vanvittig af kærlighed” til).

Der er  futuristiske avantgardister som Marcel Ducamp, som gennem det meste af året “ikke har lyst til kunst”, men til sidst keder sig så meget, at han derhjemme monterer et cykelhjul på en køkkenskammel, fordi han synes, at “det er beroligende at dreje på hjulet med hånden” (s.285), hvorved han skaber den første ready-made og revolutionerer kunstbegrebet på en måde, vi 100 år efter endnu ikke er kommet os over.

Der er forfattere som Thomas Mann, som udgiver Døden i Venedig og går rundt og tænker på Trolddomsbjerget. Og Franz Kafka, som sidder på sit hummer i Prag og er forelsket på afstand, men er for neurotisk til at gennemføre et troværdigt frieri.

Der er digtere som Rainer Maria Rilke, som mest er forkølet – en kronisk hypokonder, der bedårer kvinder på stribe, men er for angst til at gøre noget seriøst ved det, og som i et brev fra december 2013 kan omsætte sin usikkerhed i uforlignelig poesi:

“Lige nu ville jeg allerhelst være et væsen uden ansigt, et sammenrullet pindsvin i en landevejsgrøft, der først om aftenen kryber forsigtigt frem og strækker sin grå snude op mod stjernerne.” (s.311)

Der er psykoanalysens fader Sigmund Freud, som mest går rundt og frygter den næste psykoanalytiske kongres, hvor han skal konfronteres med sin tidligere elev, Jung, der har begået fadermordet ved at bryde med Freuds skole.

Der er politiske skurke in spe som Stalin, der bare kommer forbi, og Hitler, der tjener til dagen og vejen ved at sælge klatmalerier af lokale kirker. Og der er mange, mange andre.

Bogen er delt op i tolv kapitler efter årets tolv måneder, og Illies’ smågeniale greb er at anlægge en “journalistisk” tilgang til beskrivelse af begivenheder og de mange kulturpersonligheders op- og nedture i løbet af året. Han sætter så at sige parentes om sin retrospektive viden om de enkelte personers samlede biografier, og rapporterer i stedet “dagsaktuelt” om deres gøren og laden, personlige kriser og bekymringer, ambitioner og forhåbninger.

Som læsere et århundrede senere kan vi selvfølgelig ikke fuldstændig sætte parentes om vores viden og især ikke om vores viden om verdenskrigens komme. Krigen truer hele tiden som en mørk sky i horisonten, og det er med til at give en effektfuld kontrast til det avangardistiske overskud, som sprudler i det tyske kulturområde i 1913. Her opstår vilde ideer, og der bliver lagt spor ud, og som peger frem mod udviklingen af kunsten i resten af det 20. århundrede.

Jeg var især imponeret over, hvor sømløst det lykkes Illies at integrere en meget stor mængde citater hentet fra de omtalte historiske personers dagbøger, artikler og bøger med hans egne refleksioner og det fiktive kit, der gør bogen til en sammenhængende fortælling. Det, der kunne være ubærligt tungt, gør Illies således, om ikke let, så ihvertfald flydende.

Jeg blev både underholdt og oplyst og fik appetit på at opsøge værker af ikke mindst de mange tyske ekspressionister og franske kubister, som er blandt de centrale gennemgående figurer.

Når det er sagt, så optræder der altså mange, virkelig mange, personer i bogen. Jeg har ikke talt, men der må være nævnt flere hundrede navne – de fleste af dem på ret indforstået vis. Nogle af dem måtte jeg google undervejs – og det gav læsningen en ekstra dimension fx at kunne se nogle af de billeder, som vi følger tilblivelsen af undervejs i bogen. Men det bryder selvfølgelig også læsningen op, og man orker ikke at slå alle op.

I passager læner Illies sig op ad kedsommelig opremsning – men vi tilgiver ham, for i andre passager leverer han skarpe iagttagelser og skæve citater med en underspillet humor, som fik mig til at klukke for mig selv undervejs. Som f.eks. her om den politiske filosof Carl Schmitt:

Carl Schmitt, der troede, han ville blive lykkelig, når hans bog Statens værdi blev trykt, skriver ikke desto mindre, da den endelig udkommer, dybt ulykkelig i sin dagbog: “Jeg har ikke fået et eneste brev.” Og værre endnu: Hans næse løber. Han tvivler på, at han vil overleve, og den 2. oktober står der: “En afskyelig forkølelse; åh Gud, og engang skal man dø.” (s.256-7)

1913 – århundredets sommer har min store anbefaling – men nok mest til den læser, der i forvejen har en interesse for og en vis grundviden om kulturlivet i perioden.

K's vurdering: